Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Student med interesse for markedsrisiko

Erhvervsministeriet

Er du studerende og vil du være med til at arbejde med data og analyse på markedsrisikoområdet for de største banker?   

Hvad forventer vi af dig?  

I tæt samarbejde med dine kollegaer i markedsrisikoteamet skal du hjælpe os med at føre tilsyn med markedsrisikoområdet i de systemiske banker (SIFI-bankerne). Du skal være med til at føre et databaseret tilsyn i et team, hvor vi skaber overblik over bankernes markedsrisici ved overvågning og analyse af data for risici og indtjening samt løbende dialog med bankerne omkring deres eksponeringer og afledte risici. Herudover overvåger vi bankernes prisnings- og risikomodeller.  

Teamet består pt. af 6 økonomer, og det er organisatorisk forankret i Kontoret for Operationel Risiko.   

Kan du sætte kryds ved følgende fire karaktertræk, er du et godt match til stillingen:  

1. Du kan lide at arbejde med data og modeller

Du er god til at få overblik og præsentere store data mængder. Du har flair for matematik og synes det er spændende at arbejde med modeller

2. Du er fagligt velfunderet 

Vi lægger vægt på, at du er fagligt velfunderet, resultatorienteret og tager ansvar 

3. Du har interesse for den finansielle sektor 

Du har lyst til at være med til at løse en vigtig samfundsopgave i arbejdet med at sikre finansiel stabilitet og tillid til den finansielle sektor 

4. Du har gode samarbejdsevner 

Du sætter pris på et dynamisk og fagligt miljø og du er god til at samarbejde 

Derudover forestiller vi os, at du: 

  • har bestået din bachelor (eller at du forventer at gøre det til sommer) på en økonomisk uddannelse som fx cand.polit., cand.oecon., cand.merc. AEF eller tilsvarende 
  • har kendskab til programmering i eksempelvis SAS, VBA eller lignende 

Hvilke opgaver skal du især løse?     

Dine primære arbejdsopgaver vil være at analysere data for markeds- og modpartsrisici samt indtjening på markedsrisikoområdet. Herudover vil du få mulighed for at få indblik i de avancerede markeds- og modpartsrisikomodeller, som de største banker anvender.   

Bliv en del af Kontoret for Operationel Risiko 

Vi arbejder med mange typer virksomheder – banker, realkreditinstitutter og fondsmæglere – og det giver en solid indsigt i sektoren. Samtidig betyder det stor alsidighed i hverdagen, når vi skal vurdere forskellige fagområder som f.eks. jura, økonomi og internationale forhold. Vi ved, at vi lykkes med vores opgaver ved at samarbejde på tværs af fagligheder, og prioriterer derfor sparring højt. Kontorets arbejdsområde er relativt nyt, og regler er fortsat under forandring. Derfor har alle i teamet potentiale til at få stor indflydelse på, hvor vi skal bevæge os hen. 

Hvad en kommende kollega siger om at arbejde i Finanstilsynet  

Her er et meget behageligt miljø med masser af dialog og sparring fra kolleger. Et fagligt stærkt miljø, hvor interaktion med sektoren giver dig en praktisk erfaring med teorier, du ellers kun kendte fra studiebøgerne.” 

Adam, fuldmægtig 

Hvordan er dine ansættelsesvilkår?  

Din ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Du vil være underlagt de interne retningslinjer, som gælder alle ansatte i Finanstilsynet. I forbindelse med ansættelse skal du fremvise straffeattest. 

Arbejdstiden er ca. 20 timer om ugen med mulighed for fleksibilitet f.eks. i forbindelse med eksamen.  

Vi har en aktiv personaleforening, fodbold-, løbe- og badmintonklubber, og i det hele taget prioriterer vi at have et godt socialt miljø på tværs af huset. 

Sådan ansøger du  

Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk senest tirsdag den 25. april 2017. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis. 

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Spørgsmål?  

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til vicekontorchef Anne Charlotte Helskov Varder på 33 55 84 08.  

Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR-rekrutteringspartner Stine Elizabeth Rasmussen på 91 33 70 18. 

Du kan læse mere om Finanstilsynet på www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Erhvervsministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

25 april 2017

Søg jobbet

Søg jobbet online