Studentermedhjælper til Corporate Finance

Danske Bank

Er du i gang med en kandidatuddannelse i finansiering eller økonomi, og har du et ønske om at få foden indenfor i Investment Banking? Og kunne du tænke dig at være en del af Danmarks største finansielle virksomhed? Så er du måske den studerende, vi søger til vores Corporate Finance team i Danske Bank.

Vi giver dig mulighed for at blive en del af en spændende afdeling i stærk fremgang, hvor du samtidig får nogle af branchens dygtigste kolleger, der alle deler den samme energiske mentalitet og stræber efter at levere det bedst mulige produkt til vores klienter.

Førende Nordisk Corporate Finance Team
Vi er en ledende nordisk investeringsbank med stærke enheder inden for alle dele af Investment Banking. I Corporate Finance rådgiver vi i forbindelse med køb og salg af virksomheder (M&A), samt børsnoteringer og andre kapitalmarkedstransaktioner (ECM). Vi har en førende markedsposition i Danmark og oplever stærk vækst inden for begge områder. Vores klienter spænder fra C20-selskaber og Private Equity fonde til mindre lokale vækstvirksomheder. Senest har vi rådgivet på transaktioner som Nordic Capitals køb af Lagkagehuset samt salg af DONG Energy aktier for Goldman Sachs.

Du får i Corporate Finance 80 dygtige kolleger fordelt på vores kontorer i København, Stockholm, Oslo, Helsinki og London. Vi arbejder i et energisk og resultatorienteret miljø, der konstant stiller høje krav til ekspertise og engagement fra alle i teamet. Vores branche er karakteriseret ved et højt og skiftende tempo, hvilket stiller krav til en fleksibel indstilling til arbejdstid.

Givende job der vil udvikle dine kompetencer
Du vil i jobbet få et ansvar, der vil vokse i takt med, at du udvikler dine kompetencer. I dit arbejde får du indblik i alle aspekter af både M&A- og ECM-transaktioner på tværs af sektorer og regioner. Du vil komme til at arbejde i tæt samarbejde med alle i teamet og have en supporterende rolle på vores aktive projekter med ansvar for egne opgaver. Dine arbejdsopgaver vil udvikle sig i takt med din egen motivation og performance. Hertil forventer vi, at du hurtigt kan tage selvstændigt ansvar for udvalgte faste elementer i afdelingen.

Passer din profil?
Du er studerende på en finansiel eller økonomisk linje og har påbegyndt dit kandidatstudie, og du er blandt de absolut bedste på din årgang. Du har mindst et år tilbage på studiet, har gerne haft et udlandsophold undervejs og tidligere studiejob i et professionelt miljø. Ud over at du har flair for både det tekniske og det analytiske, har du lyst til at arbejde i et miljø med høj puls, der til tider kan føre til hektiske arbejdsdage. Du er indstillet på at arbejde i gennemsnit 20 timer om ugen, selvfølgelig med fleksibilitet i eksamensperioder. Du er analytisk anlagt, ligesom du tænker kommercielt og kreativt. Desuden er du en udadvendt person med en selvstartende og dreven mentalitet, og du har lyst og evne til at arbejde i et krævende miljø.

Vores forhåbning er, at din performance og dedikation kan lede til en fuldtidsansættelse efter endt studie.

Interesseret?
Tiltrædelse vil ske hurtigst muligt og vi vil løbende vurdere modtagne ansøgninger. Send din ansøgning med tilhørende CV og karakterer, senest d. 21. oktober 2017.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Associate Director Christian Kjærulf på +45 45 12 80 22.


Send ansøgning og CV online senest den 21-10-2017.
Danske Bank er en stærk nordisk universalbank med et internationalt netværk. Vores vision er at blive anerkendt som den mest betroede finansielle partner. Danske Bank har hovedsæde i København og har 18.000 medarbejdere fordelt på 16 lande.

Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Danske Bank

Geografi

København

Ansøgningsfrist

21 oktober 2017

Søg jobbet

Søg jobbet online