Analytisk stærke praktikanter til Sundheds- og Ældreministeriet

Sundheds- Og Ældreministeriet

Brænder du for at gøre en forskel – og vil du være med til at skabe en endnu bedre velfærd på sundheds- og ældreområdet? Og vil du gerne prøve kræfter med arbejdet i et departement til på det politiske miljø?  

Så skal du søge stillingen som praktikant i Kontor for Sundhedsøkonomi og Analyse i Sundheds- og Ældreministeriets departement. Praktikperioden ligger fra primo februar 2018 til medio juni 2018.  

Om os  

I centret har vi bl.a. ansvaret for større analyser, beslutningsgrundlag og udvalgsarbejder, der bidrager til en bedre incitamentsstruktur, styring og ressourceanvendelse på sundheds- og ældreområdet. Vi anvender registerdata til analyser, der inspirerer og understøtter politiske initiativer til gavn for patienten, de ældre og samfundet generelt. Vores målsætning er at bidrage til mest mulig velfærd for pengene. Vi er med til at dokumentere økonomi, aktivitet og kvalitet på sundheds- og ældreområdet. Og vi koordinerer en række politiske forhandlingsprocesser på ministerområdet, fx forhandlingerne om økonomiaftalen med regioner og kommuner.  

Dit arbejde  

Som praktikant hos os kommer du helt tæt på den sundheds- og ældrepolitiske dagsorden og problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner og har mærkbare konsekvenser for mange mennesker. Samtidig bliver du en del af et ungt og dynamisk miljø, og får mulighed for at afprøve din viden i praksis. Du får dermed en vigtig rolle i at bistå med at udarbejde analyser, beslutningsoplæg og projekter, hvor du får indsigt i og mulighed for at prøve kræfter med detaljerede sundhedsdata og øvrige nationale registre. Vi prioriterer at skabe gode rammer både for faglig og personlig udvikling.  

Du vil blive en del af et fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at skærpe din analytiske evne og øge din forståelse for sundhedspolitik, –økonomi og –analyse. Du vil arbejde både selvstændigt og i samarbejde med centrets andre ansatte og øvrige studenter og praktikanter.  

Din uddannelse og erfaring  

Vi forventer, at du er studerende på en af de samfundsvidenskabelige uddannelser (f.eks. stud.polit, stud.oecon, stud.scient.pol., stud.scient.san.publ. eller lignende).  

Derudover forventer vi, at:  

• Du er fagligt stærk, gerne med interesse for kvantitative analyser.  

• Du har analytisk sans og god talforståelse  

• Du ønsker at vide mere om sundhedsområdet, herunder sundhedsøkonomisk politik  

• Du arbejder selvstændigt, ansvarligt og tager initiativ  

• Kan kommunikere klart og præcist.  

• Gåpåmod og lyst til at udvikle dig fagligt og personligt.  

Vi lægger desuden vægt på, at du har et godt kendskab til Office-pakken, særligt Excel.  

Om ansættelsen  

Praktikperioden vil foregå fra primo februar 2018 til medio juni 2018. Det er afgørende for ansættelsen, at du kan få merit og optjene ECTS-point under praktikperioden. Vi er fleksible i forhold til at opfylde kravene i din studieordning.  

Arbejdsstedet er departementet i Sundheds- og Ældreministeriet, Holbergsgade 6, 1057 København K. Arbejdstiden er 37 timer pr. uge, men vi er fleksible ift. eventuel undervisning eller studiejob. Praktikken er ulønnet.  

Kontakt os gerne  

Du kan få mere at vide om jobbet ved at kontakte Simone Overby Sloth på tlf. 22 11 73 89 eller e-mail: sos@sum.dk.  

Er du interesseret?  

Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 44.  

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.  


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Sundheds- Og Ældreministeriet

Geografi

Holbergsgade 6, 2300 København S

Ansøgningsfrist

26 oktober 2017

Søg jobbet

Simone Overby Sloth på tlf. 22 11 73 89 eller e-mail: sos@sum.dk.