Studenter med interesse for det finansielle område

Erhvervsministeriet

I Erhvervsministeriets finansielle område har vi til opgave at sikre gode rammer for en konkurrencedygtig finansiel sektor og gode vækstvilkår for danske vækstvirksomheder, ikke mindst i forhold til adgangen til risikovillig kapital. Vi arbejder med analyse, udvikling og implementering af ny regulering og nye politiske initiativer, og vi varetager danske interesser i EU-regi.  

Om os 

I det finansielle område i Erhvervsministeriet beskæftiger vi os med rammerne for pengeinstitutter, realkredit, pensioner, værdipapirhandel, finansiering til vækstvirksomheder og en hel del andre emner, der har betydning for at sikre velfungerende finansielle markeder. Vi er tæt på det politiske system og udarbejder beslutningsgrundlag på områder med stor politisk og offentlig bevågenhed. Omskiftelighed er derfor en fast del af hverdagen.  

Vi er ca. 20 engagerede kollegaer, og vi lægger vægt på et godt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden med at udvikle fagligt robuste og politisk gangbare løsninger.  

Om jobbet 

Vi søger to studenter, der kan indgå i en dynamisk hverdag i området. Vi håndterer både juridiske og økonomiske problemstillinger, og alt efter dit fagområde og interesse vil vi tilpasse jobindholdet, så du arbejder primært med juridiske eller økonomiske problemstillinger.  

Opgaverne er alsidige og udfordrende og omfatter bl.a.: 

  • Udarbejdelse af analyser, datagrundlag og tekstbidrag til redegørelser på det finansielle område, herunder den halvårlige udlånsredegørelse, redegørelse om vækst og konkurrenceevne mm. 
  • Deltagelse i sekretariatsbetjening af regeringens iværksætterpanel 
  • Overvågning af udvikling i finansielle indikatorer til brug for direktionen 
  • Årlig afrapportering til OECD på det finansielle område 
  • Deltagelse i forskellige typer sagsbehandling, fx i forbindelse med fremsættelse af lovforslag, aktindsigtssager, borgerhenvendelser og spørgsmål fra folketinget 
  • Deltagelse i betjening af EU-specialudvalget på det finansielle område og sagsbehandling i forbindelse med dansk ejerskabsvaretagelse i de internationale investeringsbanker EIB, NIB og EBRD

Alle opgaver løses i samarbejde med de ansvarlige sagsbehandlere på områderne.  

Om dig 

Du er i gang med en samfundsfaglig uddannelse som cand.polit., cand.jur., cand.scient.pol. eller lignende og har en stærk faglig profil og interesse for det finansielle område. Du skal have en stærk ordenssans og styr på detaljerne, og du skal kunne formulere dig klart og præcist. Da tempoet ofte er højt, og hverdagen omskiftelig, forventer vi, at du hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver, at du er initiativrig, selvkørende og serviceminded, og at du selv kommer med forslag til løsninger, når du støder på udfordringer. 

Ansættelsen 

Der er tale om studenterstillinger på 15 timer om ugen. Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem HK-stat og Finansministeriet. 

Interesseret? 

Du er velkommen til at ringe til kontorchef Julie Sonne på tlf. 91 39 94 26, hvis du vil høre nærmere om stillingen. 

Du kan søge via ministeriets elektroniske ansøgningsmodul på http://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger. Din ansøgning samt CV og seneste karakterudskrift skal være modtaget senest onsdag den 13.december 2017.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge. 

Vi glæder os til at høre fra dig.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Erhvervsministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

13 januar 2018

Søg jobbet

Søg jobbet online