Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

STAR søger student med flair for tal og interesse for økonomistyring

Beskæftigelsesministeriet

Vil du være med til at understøtte budgettering og udvikle økonomistyringen af den aktive beskæftigelsesindsats og offentlig forsørgelse af ledige og personer uden for arbejdsmarkedet? Så har vi en spændende stilling i kontoret for Økonomi og Ressourcestyring.  

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk.  

Bliv en del af arbejdet med finanslovsprocesser
I kontoret for Økonomi og Ressourcestyring varetager vi økonomiforvaltningen for STAR. Vi har både det overordnede ansvar for styrelsens økonomistyring, herunder finanslovsarbejde samt for alle bevillinger til den aktive beskæftigelsesindsats og forsørgelsesydelser til ledige og personer udenfor arbejdsmarkedet. Samtidig har vi ansvaret for budgettering og budgetopfølgning for styrelsens interne driftsøkonomi.  

I kontoret arbejder vi teambaseret, og som vores nye student bliver du en del af et stærkt hold med et tæt indbyrdes samarbejde og fokus på resultater. Du kommer til at arbejde tæt på finanslovsprocessen i spændingsfeltet mellem økonomi og politik, hvor du får et indgående kendskab til beskæftigelsesindsatsen og samspillet mellem staten, kommunerne, a-kasserne og Udbetaling Danmark.  

Du skal blandt andet bidrage til opgaver vedr.:  

  • budgettering og løbende budgetopfølgning vedr. styrelsens bevillinger på finansloven  
  • opfølgning og kontrol af kommunernes hjemtagelse af refusion  
  • databearbejdning og udarbejdelse af rapporter til brug for ledelsesinformation og ressourcestyring  
  • diverse koordinationsopgaver, fx vedrørende forhandlingerne med KL om de økonomiske konsekvenser af lovforslag (DUT)  
  • opdatering af kontorets del af styrelsens hjemmeside.  

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:  

  • er i gang med en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse (fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.oecon.)  
  • har et godt kendskab til Excel, flair for tal og kan forholde dig til store datamængder  
  • kan formidle komplekse økonomiske problemstillinger til ikke-økonomer  
  • kan formulere dig kort og præcist, både mundtligt og skriftligt  
  • lægger vægt på at opnå resultater gennem samarbejde med andre  
  • er initiativrig og har lyst til at tage ansvar  
  • har interesse for at arbejde i en politisk styret organisation  
  • har godt humør og lyst til at lære.  

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Du vil i høj grad selv kunne tilrettelægge din arbejdstid. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt.  

Du bliver ansat efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.  

Dit daglige arbejdssted er Njalsgade 72 A, 2300 København S.  

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef Nikolaj Klint Kistorp på tlf.nr. 7221 7818 eller teamchef Line Søndervang Christensen tlf.nr. på 7221 7810.  

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Michelle Mønster Petersen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5279.  

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 15. januar 2018 kl. 12.00.  

Vi forventer at afholde samtaler i uge 3 og 4.

Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Beskæftigelsesministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

15 januar 2018

Søg jobbet

Søg jobbet online