Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Ambitiøse medarbejdere med stærke dataanalytiske kompetencer

Erhvervsstyrelsen

Fuldtidsstilling

Ambitiøse medarbejdere med stærke dataanalytiske kompetencer 

Har du lyst til at styrke dansk erhvervslivs vækstvilkår og samtidig bidrage til at gøre Erhvervsstyrelsen endnu mere datadrevet? Besidder du derudover stærke analytiske og formidlingsmæssige kompetencer? Så er du måske vores nye kollega i ”Dataservice og Offentlige data”. 

Stillinger i et stærkt fagligt og udviklingsorienteret område  

Som vores nye medarbejder kommer du til at bidrage til at gøre Erhvervsstyrelsen mere datadrevet. Vi har adgang til centrale data om dansk erhvervsliv, fx CVR-registret, som indeholder oplysninger om næsten 800.000 virksomheder, data fra de mere end 250.000 regnskaber, som danske virksomheder årligt sender til os, samt forskeradgang til Danmarks Statistik. Fremover skal vi arbejde endnu mere strategisk med at udnytte potentialerne i data i vores kerneopgaver - det gælder både i forbindelse med ledelsesinformation, vores kontrol- og tilsynsindsatser, i udarbejdelse og evaluering af lovgivning, ved udvikling af nye indsatser mv. 

I Dataservice og Offentlige data arbejder vi derudover med at styrke virksomhedernes vækstvilkår ved at fremme adgangen til og anvendelsen af offentlige myndigheders data. Indsatsen er forankret i partnerskabet for åbne offentlige data - en del af den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2016-2020. 

Du bliver en del af et stærkt fagligt og udviklingsorienteret område med analysestærke og politisk tænkende kollegaer, som har et tæt samarbejde med de øvrige områder i styrelsen, andre offentlige myndigheder og erhvervsaktører.  

Du vil indgå i et område, hvor du bl.a.:  

bliver en del af Erhvervsstyrelsens interne centrale dataservicefunktion 

bistår med at designe og gennemføre analyser baseret på centrale datakilder om dansk erhvervsliv (bl.a. CVR- og regnskabsdata, registerdata fra Danmarks Statistik mv.), udvikle BI-løsninger mv. for at understøtte Erhvervsstyrelsens kerneopgaver mv. 

arbejder med at forbedre kvalitet, tilgængelighed og anvendelse af Erhvervsstyrelsens datakilder til gavn for både Erhvervsstyrelsen, andre myndigheder og erhvervslivet 

Samfundsvidenskabelig profil med flair for datadrevet udvikling 

Vi forestiller os, at du har en videregående uddannelse - gerne inden for det samfundsvidenskabelige område (fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.merc. eller lignende). Du er motiveret af arbejdet med at styrke dansk erhvervslivs vækstvilkår og har gerne erfaring med lignende arbejdsopgaver. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation, men det er ikke et krav.

Derudover lægger vi vægt på, at du: 

  • har erfaring med dataanalyse- og visualiseringer  
  • har en analytisk tankegang og har flair for interessenthåndtering 
  • har stærke kommunikations- og formidlingsevner 
  • er udadvendt og trives med at opsøge og indgå i samarbejder med forskellige faggrupper  
  • er engageret, dynamisk og proaktiv i din opgavevaretagelse og hurtigt formår at sætte dig ind i nye områder, komplekse problemstillinger og varierende arbejdsopgaver 
  • er god til at arbejde struktureret 

Om os  

Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har omkring 550 medarbejdere, som arbejder på tre forskellige lokationer i landet. Denne stilling er placeret i København på vores lokation på Langelinie Allé. 

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.  

Du vil blive en del af området Dataservice og Offentlige data, som består af ca. 10 AC’ere. 

Vi kan tilbyde et varieret og udfordrende job med høj faglighed og mulighed for at arbejde selvstændigt i et stærkt fagligt miljø med gode kolleger. Vi bor i Dahlerups Pakhus ved Langelinie med udsigt over havnen. Vi har en uformel omgangstone, rig mulighed for at deltage i mange sociale aktiviteter og møde kolleger på kryds og tværs.  

Om ansættelsen 

Ansættelse sker som fuldmægtig efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC med mulighed for forhandling af tillæg. Tiltrædelse vil være den 1. januar 2019 eller hurtigst muligt. 

Interesseret?  

Lyder stillingen som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling”-knappen nederst i annoncen eller søg via vores hjemmeside på http://www.erhvervsstyrelsen.dk/jobs. Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest mandag den 12. november 2018 kl. 12. 

Samtaler forventes afholdt i uge 46 og 47. 

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, som afspejler det omgivende samfund, derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion eller etnisk baggrund til at søge stillingen. 


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Erhvervsstyrelsen

Geografi

København

Ansøgningsfrist

12 november 2018

Søg jobbet

Søg jobbet online