Anmeldelse af Politrevy 2018

Sarah Schannong

I aften er der premiere på årets politrevy, og Altandetlige.dk var med til generalprøven. Forventningsfulde politter, der har købt billetter, kan roligt glæde sig til sange og sketches over pensum, forelæsere og årets nyheder.

Det er blevet den tid på året, hvor Politrevyen kan opleves, og i år bydes der på en solid omgang revy, hvor pensum, forelæsere og årets begivenheder tages under kærlig behandling.

Årets udgave af revyen bærer titlen “Et eventyr kan let blive til 5”, og vi kommer både forbi stikprøveteori, en sovende prinsesse, Trump, kagedysten, kønskasser og finanskriser, for den røde tråd simpelthen er blevet glemt i hvad der ligner en behagelig lænestol. Mon den bliver fundet igen?

Som det allerede afsløres i introsangen, genbruges opskriften fra tidligere år: jokes over pensum, græske bogstaver og lumre undertoner fylder meget. Og vi er tilfredse, for why fix it if it aint broken? Til forskel fra tidligere år rettes skytset dog ikke mod vores medstuderende på CSS eller CBS, men der er jo også sket rigeligt ude i den store verden, så både politikere, Danske Bank og Britta står for skud.

Første akt byder på god sang og dans, den store leder Trump, og et møde med fætteren til Homo Economicus, den spændende art Homo Politicus. Men det er især første sang i andet akt - en ode til Danske Bank - der løfter niveauet. Herefter forkæles vi blandt andet med en fortryllende svindelduet mellem Britta og Fantomet og et besøg på Koopmans øde ø - Wilson er der selvfølgelig også. Derudover møder vi en MEGET OPRØRT Kasper fra Samf. Kasper og Hjarn er på grådens rand over det faktum, at finanskrisen snart ikke længere er med i 10-års-oversigten - og dermed er der udsigt til flade kurver og manglende metode. Stakkels de kommende stud.politter, siger vi bare. Hvad skal nu være svaret på alle de spørgsmål, man ikke rigtig kan svare på til samf-eksamen?

På scenen er selvfølgelig legender som Morten Bering og Freddy, der vanligt leverer varen. Det inkluderer blandt andet et glædeligt gensyn med "Jens" og hans store viden om underrum, egenvektorer og monopoltilstande. Sangerne leverer højt niveau i år, og her må vi virkelig fremhæve førnævnte Britta og den stakkels strandende mand på Koopmans ø, der regner priser og maksimerer på livet løs. Af nyere stjerneskud på stammen er "Uffe Elbæk" værd at nævne.

Vanen tro akkompagneres løjerne på scenen af et velklædt og yderst velspillende band, der i år kalder sig "FEministerne og de rationelle riddere" - og aldrig har polit-fyre set så godt ud i lyseblåt! Vi opfordrer publikum til at gentage de traditionelle tilråb "Bandet er for lækkert".

Premieren i aften spilles i et fuldstændigt udsolgt Chr. Hansen Auditorium, men du kan stadig nå at få fingrene i nogle af de (få) tilbageværende billetter til fredag og lørdag på politrevyens hjemmeside. Efter alle forestillinger vil der være være efterfest i Kommunen, hvor entreen er inkluderet i billetprisen. Så kom af sted og se, om den røde tråd monstro bliver fundet til sidst. God fornøjelse og skål!

Tags: #politrevy  #Politrevy 2018 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om