Kender du Studenterrådet?

Polit Rådet

På Københavns Universitet har vi en fælles studenterorganisation, der samler og repræsenterer alle os studerende, nemlig Studenterrådet. Formand Bjarke Lindemann Jepsen fortæller mere om organisationen her.

I hvert vores fagråd, fx i PolitRådet, arbejder vi for at forbedre vores uddannelse og studiemiljø, og i Studenterrådet arbejder vi sammen på tværs af fag og fakulteter med det formål at skabe et bedre universitet og en bedre hverdag som studerende.

Vi er glade for KU – men vi har også mange drømme og ønsker
Vi studerende er som ret glade for vores universitet. Vi er alle forskellige, går på forskellige uddannelser, men vi har alligevel meget tilfælles. Vi læser på de samme biblioteker, går til de samme fester, går på studentercaféerne sammen, vi er alle sammen på SU og har alle sammen svært ved at finde en studiebolig. Og så gør mange af os en forskel i Studenterrådet og i fagrådet sammen, på tværs af uddannelser og årgange.

Vi studerende har mange drømme og ønsker for vores uddannelser. Mange studerende på humaniora har fx længe drømt om at få mere end kun fire undervisningstimer om ugen. Derfor har i fagrådene og Studenterrådet længe lagt pres for at sikre flere timer – og bedre undervisning. Og det er lykkedes! I fællesskab har vi presset rektor til at indføre et minimumstimetal. Fra 2014 skal man minimum have 12 timer om ugen på alle bacheloruddannelser.

Boligjagten 2012
Men der er stadig mange udfordringer for os studerende. En af dem er den massive boligmangel i København. Det er nærmest umuligt at finde et godt og billigt sted at bo. Og tallene viser, at vi bliver 30.000 flere unge i hovedstaden fra 2010 til 2020. Derfor har vi knoklet siden maj for at få kommunen og fonde til at bygge flere kollegier.

Og det er lykkedes at skabe konkrete resultater. Med kommunens budgetaftale for 2012 ophæves det kommunale byggestop fra 1995. Der er tilmeld afsat midler, så der kan komme gang i byggeriet af almene kollegieboliger. Derudover er grundskylden på fondsbaserede kollegier fjernet, så det bliver mere attraktivt at bygge nye fondsbaserede kollegier – og så det kan blive billige at bo på de allerede etablerede.

Der er stadig ikke sikret bolig til de mange tusind, der lige nu står på kollegiernes venteliste. Men med budgetaftalen er en meget stor forhindring fjernet, og vi arbejder fortsat videre på at få gang i det offentlige og private byggeri af kollegier, der er til at betale for studerende.

Generalforsamling 6. oktober

Studenterrådets generalforsamling er foreningens øverste myndighed. Her mødes fagrådene og aftaler, hvad vi studerende på tværs af fag og fakulteter skal arbejde for i det kommende halve år. Det er her, at vi ser tilbage på årets arbejde og diskuterer prioriter og holdninger. På efterårsgeneralforsamlingen vælger vi også ny bestyrelse. Læs mere om generalforsamlingen på http://srku.dk/2012/10/studenterradets-generalforsamling/

Vil du vide, hvad Studenterrådet laver?Så har du flere muligheder. Enten kan du tage med PolitRådet til generalforsamlingen. Du kan også følge os på www.srku.dk og holde øje med vores nyheder og arrangementer. En nem måde at følge med på er at tilmelde sig nyhedsbrevet på hjemmesiden og at følge os på www.facebook.com/studenterraadet.

Venlig Hilsen

Bjarke Lindemann Jepsen

Formand, Studenterrådet ved Københavns Universitet

Tags: #studenterrådet 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger