Nye tiltag til Polit Case Competition 2018

Bastian Emil Jørgensen

Polit Case Competition afholdes den 17. – 18. marts 2018, og planlægningen er i fuld gang. For første gang skrives casen af polit-studerende. Tilmeldingen åbner til januar.

Nu er det snart tid til at samle et hold til Polit Case Competition (PCC), der afholdes den 17. – 18. marts 2018. Den 12. januar åbner tilmeldingen til den årlige case competition for økonomistuderende, som afholdes på CSS.

Polit Case Competition er en konkurrence for bachelor- og kandidatstuderende, hvor deltagerne får muligheden for at løse en økonomisk problemstilling for en nøje udvalgt virksomhed. De tilmeldte hold består af to til fire personer, som løser casen lørdag den 17. marts og præsenterer løsningen for et professionelt dommerpanel søndag den 18. marts. Udover æren vil vinderholdet gå fra PCC med 20.000 kr. i hånden. Formålet med PCC er at bygge bro til erhvervslivet og livet efter studiet, og weekenden vil derfor byde på rig mulighed for at blive klogere på, hvad man som nyuddannet økonom kan komme til at beskæftige sig med.

Bag PCC står et hold af frivillige polit-studerende fra alle årgange, som er i fuld gang med forberedelserne.

- Vi har siden sommerferien arbejdet på at udvikle Polit Case Competition - dels ved at videreudvikle de ting, som fungerer godt, og dels ved at integrere nye tiltag på baggrund af den feedback, vi har fået fra deltagere og partnervirksomheder. I år har vi derfor valgt at udarbejde casen selv, hvor et hold af dygtige polit-studerende i samarbejde med casevirksomheden forsøger at skabe en unik og spændende case, der belyser en aktuel problemstilling hos virksomheden, og samtidig er skræddersyet til økonomistuderende, siger Marcus Grand, som er formand for Polit Case Competition 2018.

Mulighed for at deltage fra 2. semester
Et andet nyt tiltag er, at studerende fra 2. semester nu kan deltage i Polit Case Competition. Der har tidligere været stor interesse fra studerende på 2. semester, og i 2018 tilrettelægges casen, så den både kan løses af studerende på 1. årsprøve og er udfordrende for kandidatstuderende sidst på studiet.

Skal politterne vinde i 2018?
Både i 2016 og 2017 har et hold fra Aarhus løbet med sejren i Polit Case Competition. I april i år gik førstepladsen i PCC og dermed præmien på 20.000 kr. til Ask Heje, Nicolaj Mühlbach, Jacob Ramlov Jensen og Thor Snedker Brandt fra Aarhus Universitet. For at give politterne og andre interesserede bedre chancer for at vinde PCC 2018 vil der blive afholdt case-forberedende workshops inden selve caseweekenden.

Tilmeldingen og nyt fra PCC
Tilmeldingen til PCC 2018 kommer til at foregå efter først-til-mølle-princippet via hjemmesiden www.politcasecompetition.com, som løbende opdateres med nyt fra PCC. Du kan også følge med på Facebook: www.facebook.com/politcasecompetition.

PCC’s partnere vil også løbende blive annonceret på Facebook og hjemmesiden.

Tags: ##PolitCaseCompetition #PCC 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger