Denne gang er studiejobsstafetten endt hos Copenhagen Economics og Kamilla Kristensen
Hvor arbejder du?
Copenhagen Economics, som er et konsulenthus med udelukkende økonomer ansat.
Hovedkvarteret ligger i København, men vi har også kontorer i Stockholm og Bruxelles.
Hvor mange timer arbejder du om ugen?
Det varierer en smule alt efter hvor mange projekter, jeg arbejder på, men ca. 20-25 timer om ugen.
Hvor længe har du haft jobbet og hvor langt var du på studiet da du fik jobbet?
Jeg fik jobbet i september sidste år, da jeg manglede ca. et år af studiet.
Hvordan fik du jobbet og hvad består dit job i?
Jeg havde tidligere haft kontakt til virksomheden i forbindelse med en øvelse, og jeg kendte også en af de andre studentermedhjælpere. Da de havde et opslag, opfordrede de mig til at søge jobbet.
Herefter søgte jeg på det aktuelle opslag, kom til samtale og fik jobbet.
Mit job består i at assistere konsulenterne på projekter af varierende størrelse og emne.
Arbejdsopgaverne er meget varierende og kan både bestå af mindre opgaver som litteratursøgning, udarbejdelse af figurer og generel databehandling til længerevarende projekter, hvor man er med fra start til slut og har indflydelse på projektets udformning, mødes med kunder og skriver dele af den endelige rapport.
Havde du relevant erhvervserfaring da du fik jobbet?
Ja, jeg havde været studentermedhjælper et par år i Økonomisk Afdeling i Nationalbanken og fuldtidsansat et halvt år i den Europæiske Centralbank forinden.
Hvilke fag har været mest relevante for dig? – herunder bestemte valgfag der er gode?
Vi arbejder på mange forskellige projekter, så man trækker på en bred viden fra polit.
Jeg er dog primært tilknyttet den sektion, der beskæftiger sig med konkurrencesager og industriøkonomi og derfor har valgfagene Industrial Organization og Advanced Industrial Organization været rigtig gode at have.
Hvad er det bedste ved jobbet?
At man får en meget praktisk tilgang til løsning af økonomiske problemstillinger. Man får set sin teoretiske viden anvendt i praksis og lærer teoriens begrænsninger.
Der er desuden et højt fagligt niveau, og det er en dynamisk arbejdsplads med et konstant højt tempo.
Er der fryns og sociale arrangementer på arbejdspladsen?
Der er en årlig sommerfest og julefrokost. Herudover arrangeres der fredagsbar med varierende tema en gang i måneden.
Vi har frokostordning og derudover er der spurtpræmier, hvis salget når specifikke mål. Disse præmier kan variere fra sociale arrangementer såsom vinsmagning til fryns på arbejdspladsen såsom et bordfodboldbord eller støjreducerende høretelefoner.
Kan du se dig selv arbejde videre på denne arbejdsplads og/eller i dette arbejdsområde, når du er færdig?
Jeg kan sagtens se mig selv arbejde videre inden for konkurrenceområdet, så nu må vi se hvad fremtiden bringer, når jeg får skrevet mit speciale færdigt.
3 kommentarer
Hvordan foregår karriereprogressionen typisk sådan et sted? Rykker man et trin op (ca.) hvert andet år, eller er det mere individuelt? Det ser ud til, at de ansatte derinde har forskellige titler, men det kan være lidt svært at gøre sig helt klog på, hvordan systemet fungerer.
Bh, Erik
Det er en individuel bedømmelse, som foretages i forbindelse med MUS-samtalen, og nogle vil derfor rykke hurtigere frem end andre. Jeg tror dog godt, at man kan sige, at skiftet fra Analyst til Economicst sker hurtigere end skiftet fra Economist til Senior Economist osv.
Held og lykke med specialet i oevrigt!
Bh, Erik
Skriv en kommentar