Polit flytter undervisning til Søndre Campus

Johan Mathiesen Dam

Økonomisk Institut har besluttet, at polit studerende med start sommeren 2017 og frem vil have undervisning på Søndre Campus (KUA). Altandetlige har talt med medlem af studienævnet Mette Gørtz om sagen.

Læseren bedes være opmærksom på datoen, hvor artiklen blev udgivet... Aprilsnar!

Studienævnet vil til deres næste møde i den kommende uge drøfte beslutningen fra Økonomisk Institut, at studerende med start sommeren 2017 og frem skal have undervisning på Søndre Campus. Det fortæller et studerende medlem af Studienævnet til Altandetlige. 

Altandetlige har derfor kontaktet medlem af Studienævnet og valgt af det videnskabelige personale lektor Mette Gørtz for at få mere information om beslutningen.

Mette Gørtz bekræfter til Altandetlige, at Økonomisk Institut har besluttet, at fra semesteret E17 vil dele af nye polit studerendes undervisning foregå på Søndre Campus.

Når altandetlige spørger til mængden af undervisning, som fremtidige polit studerende skal have på KUA, fortæller Mette Gørtz, at det er instituttets målsætning at begrænse de studerendes undervisning på Søndre Campus til at foregå maksimum to dage om ugen.

Mette Gørtz forklarer, at grunden, til undervisning flytter fra CSS, er, at man ikke forventede, at der vil være fuldt optag på økonomistudiet over en årrække, da man tilbage i 2009 flyttede til CSS. Det har sammen med det fulde optag på de andre samfundsfaglige uddannelser betydet, at der vil forekomme mangel på undervisningslokaler efter sommeren, hvis den forventet udvikling med fuldt optag forsætter.

Videre til hvorfor det er de polit studerendes undervisning, der skal flyttes, siger Mette Gørtz, at polit studerende i lav grad har fag på de andre samfundsfaglige uddannelser modsat de studerende på fakultetets andre studieretninger. Økonomisk Institut er derfor blevet enig med de andre institutter på CSS, at det er den bedste løsning for fakultetets studerende, at det er polit studerende, som vil få undervisning på Søndre Campus. Videre siger Mette Gørtz, at man i Studienævnet vil have en tæt dialog med de studerende for at sikre et forsat godt studiemiljø på polit. 

Flere uddannelser flytter til KUA

Udbygningen af Søndre Campus, KUA3 (se illustrationer her), stod færdig december 2016, og til sommer vil Det Juridiske Fakultet, Det Teologiske Fakultet og deres studerende flytte fra City Campus til Søndre Campus's nye bygninger. Udbygningen vil trods tilflytningen af de to fakulteter frigøre lokaler på det eksisterende Søndre Campus, hvilket muliggør undervisning for økonomistuderende på campussen. 

Om hvilke bygninger på KUA, som polit studerende kommer til at have undervisning i, udtaler Mette Gørtz, at det først afgøres ved skemaplanlægningen for semesteret E17. 

I så fald de nye polit studerende til sommer flytter ind i det nye KUA3, vil det ikke være første gang, at polit-, jura- og teologistuderede deler lokaler. Før Økonomisk Institut og alle polit studerende i 2009 flyttede til CSS havde instituttets medarbejdere og studerende deres daglige gang i indre by sammen med Det Juridiske - og Det Teologiske Fakultet. Du kan i vores arkiv læse artiklen om flytningen til CSS i 2009 her

Tags: #KUA  #Søndre Campus  #aprilsnar 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger