Polit-postkort fra Californien

Kristoffer Jensen

Læs med her og hør hvordan det er at være polit i udlandet. Altandetlige har fået polit-postkort fra Kristoffer Jensen der er i USA!

University of California Berkeley
I starten af juni vendte jeg hjem fra et udvekslingsophold ved University of California i Berkeley. Jeg var af sted gennem KU’s systemaftale med University of California og opholdet varede to semestre.

The Bay Area
Berkeley er en by med cirka 100.000 indbyggere på den anden side af bugten overfor San Francisco i Californien.  Byen hænger dog sammen med Oakland og andre byer således at man i højere grad oplever at bo i The Bay Area, der betegner hele området omkring San Francisco bugten. Der er god togforbindelse til San Francisco (30 min), så det er muligt at pendle og vælger man at bo i Berkeley, tæt på campus, er San Francisco stadig lige ved hånden.

Berkeley tilbyder det særlige amerikanske community omkring campus hvor et overvælde udbud af klubber, foreninger og fag med mere alternativt indhold, giver mulighed for alt fra tennis over politisk debat til whisky smagning, i selskab med ens medstuderende. Fester foregår enten på Berkeley’s lille håndfuld barer hvis man er fyldt 21, eller til private fester som ofte arrangeres af de såkaldte fraterneties.

San Francisco er uden tvivl et godt bud på USA’s fedeste storby med en diversitet der gør at man aldrig bliver færdig med at udforske nye kvarterer, parker, barer osv. De kulturelle tilbud er overvældende og den tilbagelænede stemning kombineret med dyrkelsen af hipster universet, vegan kulten og meget mere gør at der altid er spændende at være.

Jeg valgte at bo i Berkeley for at undgå at skulle pendle. Området omkring campus er logisk nok fyldt med studerende i kollegier, lejligheder og huse, og det var relativt nemt for de fleste udvekslingsstuderende at finde noget fornuftigt. Prisniveauet er dog ret højt og man må forvente at lægge fra 700 dollars om måneden for at bo tæt ved campus.

UC Berkeley
For en økonomistuderende er der ingen tvivl om at UC Berkeley er ”the shit”, og de ved det godt selv. Berkeley placerer sigt typisk højt i topti på ranglister over økonomiske institutter i verden. Samtidigt er Berkeley som en del af University of California også et offentligt universitet. Det betyder at nok er pengene knapt så få som på KU, men når lønningerne til de internationale topforskere er betalt, er der bestemt ikke råd til guld på vandhanerne. Det resulterer nogle gange i lidt paradoksale situationer hvor man f.eks. får undervisning af Christina Romer i et lokale hvor der ikke er stole nok.

En vigtig ting at forstå omkring det at læse i USA er, at der er MEGET stor forskel i niveauet på hhv. graduate  (master/Phd) og undergraduate (bachelor). På undergraduate kan man ved at vælge de sværeste fag på det sidste år, opnå et nogenlunde acceptabelt fagligt niveau, men vil man udfordres så foregår det på graduate niveau. Her kommer man til gengæld på fag hvor forelæsningsholdene ofte er på 10 til 15 studerende, hvilket betyder at der er rigeligt tid til den enkelte studerende. Jeg oplevede at have et fag hvor jeg mødtes til kaffe med min professor hver anden uge og diskuterede fagets indhold og de opgaver jeg havde afleveret. Jeg blev senere inviteret til middag med et par andre studerende og en ekstern oplægsholder for at give mulighed for networking og yderligere faglig diskussion. Det er et inspirerende fagligt miljø og samtidigt også en måde at studere på der stiller store krav til ens selvstændighed. Pensumlisterne er ofte abnormt lange og der er ofte ingen holdtimer eller ”kogebøger” man kan støtte sig til. Det er derfor op til en selv at komme frem i skoene og danne læsegrupper og udnytte professorens ugentlige mødetid. Det kan være en hård tilvænning, men det er en fed måde at læse på når man først vænner sig til det.

Californien
Når man når til vinterferien, spring break eller bare føler overskud til at tage en friweekend er Californien et overflødighedshorn af muligheder. Strandbyerne i syd (LA, Santa Barbara og San Diego) byder på strandliv, surfing og afslapning. Skisæsonen ved Lake Tahoe er fra oktober til maj. Death Valley og Yosemite er blot to ud af virkeligt mange nationalparker. Sonoma og Napa Valley byder på lokal vinsmagning og jeg kunne blive ved. Køb en bil og slå dig løs.

På UC Berkeley har du med andre ord muligheden for at få det hele. Du får faglige udfordringer på højt internationalt niveau samtidigt med at der er utroligt meget at give sig til når bøgerne er blevet lukket. Det betyder selvfølgeligt også at det er en længere proces at få en plads gennem KU, og en del studerende ender med at blive skuffede fordi det ikke lader sig gøre. Her er det vigtigt at være opmærksom på at der er andre måder at få lov at læse på Berkeley på. Hvis man er frisk på at sætte sig ind i reglerne for udenlandsstipendium, concurrent enrollment osv. kan det sagtens lade sig gøre. Jeg mødte i hvert tilfælde flere danskere og studerende af andre nationaliteter på selvarrangerede studieophold. Det kan være et hårdt slid at komme ud, uanset om man får plads gennem KU eller ikke, men det er absolut det hele værd, så giv ikke op;-).

Tags: #Udlandsophold  #postkort 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om