Eksamenslæsningens første fase - benægtelse

Therese Jeppesen

Læs med over de næste fire uger, når Altandetlige.dk sender reportager fra eksamenslæsningens fire faser. I denne uge indleder vi reportageserien med den første fase - benægtelse.

Økonomistuderende er nok noget af det tætteste, man kan komme på eksperter i at gå til eksamen. Vi tropper trofast op på Peter Bangs Vej og lægger villigt krop til tre timers folkemord i både mikro 1, 2 og 3 og hvad der ellers måtte blive sendt vores vej, med intet andet end en spidset blyant, en flaske vand og det (gode) humør under armen. Den tilbagevendende begivenhed med de faste rammer og traditioner får nærmest karakter af et ritual, der, som ritualer er bedst, fører de afmægtige studerende igennem fire faser. Over de kommende fire uger kan du derfor læse med, når vi sender en reportage fra eksamenslæsningens vakuumtilværelse, der nok føles ensom, men ikke desto mindre har karakter af et fælles gode blandt dig og dine kære medstuderende. 

I denne uge indleder vi med eksamenslæsningens første fase, benægtelse, der (måske ikke helt tilfældigt) henter inspiration hos litteraturen om sorgbearbejdelse

Fase 1: Benægtelse

Det er pudsigt, som der er en kausal sammenhæng mellem, at vejret pludselig skifter fra at have været kronisk vinterdepressionsfremkaldende de seneste 7 måneder til fra den ene dag til den anden at indbyde til grill-fester, solbadning og kolde øl, netop som den sitrende følelse af ubehag over, at eksamen blot er et par uger væk, langsomt begynder at indfinde sig. Magen til timing.

Pensumbøgerne begynder lige så stille at sende dig stjålne blikke fra bogreolen, og det er efterhånden et halvt år siden, at publikumsuccesen “Opgaver og Rettevejledninger” har været blandt dine mest besøgte sider. Men du er bare ikke helt klar til eksamenstilværelsen endnu. Så der er ikke andet for end at slå skyklapperne fuldstændig op og så bare “benægt, benægt, benægt”. 

Og let’s face it, også selvom du ikke nødvendigvis er specielt langt på studiet, så har du utvivlsomt allerede besøgt Peter Bangs Vej flittigt til både lynprøver og tidligere eksaminer. Så du kan roligt slå koldt vand i blodet - du er jo en rutineret bruger af den digitale pen, ved at man først skal begynde at skrive på side to i eksamensdokumentet, og du kan efterhånden charmere bukserne af samtlige de knotne eksamensvagter, hvis det er det, det skulle komme an på. Ret beset kan det faktisk ikke gå galt. Pensum skal du nok få overblik over, når tid er - for nu kalder overspringshandlingerne, det gode vejr og ikke mindst benægtelsen. 

Du kan således med ro i maven få slæbt dig til de sidste par forelæsninger og spørgetimer i dine fag, mens du i dit stille sind håber, at der lige bliver taget en hurtig gennemgang af pensum inden det går løs med spørgsmålene, for du er jo, når det kommer til stykket, overhovedet ikke klædt på til at gå til spørgetime endnu. Samtidig undrer du dig over de par af dine medstuderende, der allerede er i stand til at stille kvalificerede spørgsmål, da du mest af alt bare har lyst til at stikke lappen i vejret og spørge til hvad fanden, der egentlig er foregået det forgangne halve år. 

Men ro på, der er stadig (lang) tid til Peter Bangs Vej kalder. Du kan trygt finde engangsgrillen frem og blive hængende benægtelsesfasen lidt endnu. Vi er i hvert fald mange, der er her med dig. 


Tags: #eksamenslæsning 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om