11. december.

Ditlev Vang Wildt

Hvem skjuler sig bag dagens låge? I dag fortæller formand for Politrådet, Bjarke Dahl Mogensen, om sine favoritjuletraditioner og store kærlighed for juleand.

Hvordan skal du fejre jul i år?
For første gang nogensinde hos mine forældre i Skive. Vi plejer at være ved andet familie, men i år skal mine forældre altså for første gang prøve kræfter med værtsrollen.

Hvilken pakke håber du allermest, du finder under juletræet?
Jeg er en kæmpe gadgetfan – og allermest holder jeg af software og hardware, der kan indsamle data. I år har jeg forelsket mig i et apparat, der kan måle hudens ledeevne. Det skulle være en af de bedste stress-indikatorer og derfor interessant at følge over tid. Ikke fordi jeg føler mig specielt stresset, men det kunne da være interessant at analysere dataen?

Hvilken sang vælger du, når der skal danses rundt om juletræet?
Jeg er på det hold, der forsøger at få afsluttet julesangene hurtigst muligt, så jeg undgår gerne at komme med forslag til flere sange, der skal synges.

Hvad står menuen på hos dig juleaften?
And, flæskesteg, tre slags kartofler (hvide, brune og sprøde), sovs og rødkål. I år skal anden tilberedes i grill, hvilket jeg ser meget frem til!

Hvad er din mest påskønnede juletradition?
Det må være ænderne. På andesæsonen (oktober-december) har jeg et erklæret mål om lave and mindst ti gange. Jeg er ikke sikker på, at jeg når det i år, men så må jeg gå lidt ind i januar.

Hvis du kunne få opfyldt et ønske af økonomisk karakter, hvad skulle det så være?
Så skulle det være at få ændret studieordningen på økonomiuddannelsen. Jeg tror vores uddannelse kan forbedres hvis der:

1)  Bliver brugt mere tid på virkeligheden - dette indebærer mere dataarbejde, kontekstualisering af teorier samt fokus på ræsonnement på baggrund af facts og ikke antagelser.

2)  Opstår plads til samfundsperspektiv, refleksion om egne, faglige begrænsninger samt mulighed for bredere samarbejde med andre fag.

3)  Kommer flere teoriretninger i spil, som en del af pensum.

4)  Lægges mere vægt på, at økonomi er et normativt fag - i centrum af økonomiuddannelsen står derfor de værdidiskussioner, som ligger bag vores faglige valg.

Hvad er din yndlingsjulekalender på TV?
Det må være Tidsrejsen fra sidste år. Tanken om at rejse i tid har altid fascineret mig meget, da det vil ophæve en række af de ’hverdagslove’ som er bestemmende for vores liv. Jeg var imponeret over, hvordan julekalenderen både kunne gribe mig og samtidig være god, spændende underholdning for børn i alle aldre.

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
Pyha, godt spørgsmål. Det tror jeg faktisk ikke sådan lige, jeg kan svare på.


Tags: #julekalender  #julekalender2015 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om