Mød vinderen af Aarhus Symposium Challenge 2015

Altandetlige.dk - Polit Portal

Oskar Harmsen, cand.polit. og vinder af Aarhus Symposium Challenge 2015, beretter om, hvordan det er at høre store erhvervsledere dele ud af deres erfaringer samt at møde Christian Stadil til en uformel snak om morgendagens udfordringer.

Aarhus Symposium er et årligt arrangement, hvor nøje udvalgte erhvervs- og samfundsledere indgår i dialog med 650 studerende fra hele Danmark. Det foreløbige line-up af talere tæller blandt andre prominente navne som Peder Holk Nielsen (CEO ved Novozymes), Morten Albæk (CEO ved Voluntas) og Jimmy Maymann (Executive Vice President i AOL).

Symposiet tager udspring i et overordnet tema, som i år er ”The Art of Power”. Her vil magtbegrebet og dets ledelsesimplikationer blive diskuteret fra flere forskellige vinkler.

Aarhus Symposium fra polit-perspektiv
Blandt de studerende, der deltog sidste år, og tilmed vandt den sideløbende essaykonkurrence Aarhus Symposium Challenge, var Oskar Harmsen, cand.polit. fra KU. Som deltager i Leaders’ Forum fik Oskar muligheden for at mødes med Christian Stadil, CEO ved Thornico, til en snak om essayet, og hvilke udfordringer iværksættere skal overvinde for at opnå succes. Vi mødtes med Oskar for at høre, hvordan Aarhus Symposium opleves fra en polit.-studerendes synsvinkel.

Hvordan var din oplevelse med at deltage til Aarhus Symposium?
Det er et af de vildeste arrangementer, der bliver stablet på benene af studerende i Danmark. Alt er så sindssygt gennemført, overdådigt og professionelt. Det har vokset sig utrolig stort de sidste par år, og gennemsyrer hvert et hjørne af campus på samfundsvidenskab på Aarhus Universitet. 

Og så lader det også til at være blevet stort blandt lederne i erhvervslivet - jeg tror faktisk, de anser det som lidt af en ære at komme på programmet. Jeg har haft fornøjelsen af at opleve Lars Rebien fra Novo Nordisk, Niels Smedegaard(tidligere) fra Maersk, Jørgen Vig fra LEGO, Thomas Borgen fra Danske Bank, Kronprins Frederik, og mange flere.

Det er enormt sejt, at det blot er en lille flok studerende, der stabler Symposium på benene hvert år. Jeg tror ikke, der findes noget sammenligneligt på KU (endnu) – i hvert fald ikke på CSS.

Du kvalificerede dig til Leaders’ Forum, og endte med at vinde essaykonkurrencen Aarhus Symposium Challenge for årets bedste essay. Hvordan var det at sidde til bords med Christian Stadil?
Ikke så mærkeligt, faktisk. Jeg tror, man altid har en forventning om, at det er helt anderledes og underligt at sidde over for nogen, der har udrettet særligt store ting i livet, eller er fremtrædende ledere inden for deres industri. Det viser sig, at de er stille og rolige personer, der er enormt interesserede, grundlæggende sympatiske og meget lyttende. Det bør måske ikke undre, men omvendt er der alligevel en stemme i ens hoved, der siger "er de nu også interesseret i mit perspektiv? Jeg er jo bare studerende". Det er selvfølgelig noget af det, der gør det sjovt.

Derudover er essayet jo en rimelig ”god deal”. Skriv et essay - få en billet. Alt betalt, inklusiv transport. Not bad. Jeg tror, de fleste skriver et essay blot for at få en adgangsbillet, men hvis man har en skjult skribent i maven, så er konkurrencen faktisk ret sjov. Ikke mindst pga. muligheden for at møde en af talerne.

Billede fra Leaders’ Forum-session med Christian Stadil (CEO ved Thornico) til Aarhus Symposium 2015

Vil du opfordre andre polit’er til at tage til Aarhus Symposium?
Utvivlsomt! Det er sikkert en af de ting, som ligger lidt ubelejligt - man misser en forelæsning, en dag på arbejde, en aften til KØS. Omvendt bliver man altid glad for at være afsted. Derudover ville det også være på sin plads, hvis en polit vinder i Aarhus, når det nu var en flok oecon'er, der stjal sejren til Polit Case Competition i år... Så skriv et essay, tag en med-polit under armen og smut en tur til Aarhus!

Til paneldebatten diskuterede Andreas Roepstorff (Professor ved Aarhus Universitet), Connie Hedegaard (forhenværende EU-kommisær) og Simon Giles (Digital Cities Lead ved Accenture) teknologiens implikationer for klimaet. Debatten var modereret af Poul Erik Skammelsen fra TV 2

Sådan sikrer du dig en plads
Pladsen til Aarhus Symposium sikres gennem essaykonkurrencen Aarhus Symposium Challenge. I år fremsætter Peder Holk Nielsen, CEO ved Novozymes, Morten Albæk, CEO ved Voluntas samt Jimmy Maymann, tidligere CEO ved The Huffington Post og nu Executive Vice President i AOL, hver en udfordring, som de ønsker de studerendes perspektiv på.

De studerende, der har skrevet de mest inspirerende besvarelser, vurderet af et kyndigt panel bestående af professorer og ph.d.-studerende, bliver inviteret til Leaders’ Forum: Et intimt forum, hvor den studerende får den unikke mulighed at sidde ansigt til ansigt med den topleder, som fremsatte udfordringen.

Aarhus Symposium inviterer bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende fra hele landet til at indgå i dialog med erhvervslivet d. 4. november på Aarhus Universitet. Foruden de i forvejen annoncerede talere vil resten af programmet blive offentliggjort på deres hjemmeside og Facebook de kommende uger. Deadline for indlevering af essay er d. 28. september, og Aarhus Symposium tilbyder deltagerne gratis transport mellem København-Aarhus og hjem igen.

Tags: #AarhusSymposium 

Faktaboks

  • Hvad: Aarhus Symposium er et gratis heldagsarrangement, som samler  studerende og 14 topledere fra ind- og udland til at indgå i dialog om globale udfordringer - i år under temaet "The Art of Power"
  • Hvornår: Fredag d. 4. november 2016 (heldagsarrangement)
  • Hvor: Aarhus Universitet (BSS), Fuglesangs Allé 4, 8210 Aarhus V
  • Transport: Gratis transport mellem København-Aarhus (tur/retur)
  • Deadline for tilmelding: 28. september 2016 via Aarhus Symposium Challenge 2016

Du vil måske også synes om

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Faktaboks
  • Hvad: Aarhus Symposium er et gratis heldagsarrangement, som samler  studerende og 14 topledere fra ind- og udland til at indgå i dialog om globale udfordringer - i år under temaet "The Art of Power"
  • Hvornår: Fredag d. 4. november 2016 (heldagsarrangement)
  • Hvor: Aarhus Universitet (BSS), Fuglesangs Allé 4, 8210 Aarhus V
  • Transport: Gratis transport mellem København-Aarhus (tur/retur)
  • Deadline for tilmelding: 28. september 2016 via Aarhus Symposium Challenge 2016
Du vil måske også synes om