Mød verden som en del af polits internationale netværk

Helene Ø.

Vil du være med til at gøre en forskel for udvekslingsstuderende på polit? Altandetlige.dk har mødt Imeco, og hørt om hvordan man kan møde verden gennem studiet.

Imeco er navnet på polit-studiets internationale mentorordning, hvor frivillige mentorer hvert semester byder udenlandske studerende velkommen på udveksling på polit.

Altandetlige.dk har mødt Laurids, som er en af de drivende kræfter hos Imeco.

”Langt hen ad vejen, så er det socialt over praktisk at være mentor,” indleder Laurids.

Laurids fortæller, at der i efterårssemestrene typisk er 65-75 udvekslingsstuderende, mens tallet er en anelse mere beskedent på forårssemestrene med ca. 40 udvekslingsstuderende. Nogen deltager igennem Erasmus på kandidaten, andre er gæstestuderende eller er her igennem partneraftaler. Fælles for de udvekslingsstuderende er, at de bliver samlet på ECON, og får mulighed for at blive en del af Imeco-programmet.

Hvad laver man som mentor?

Opgaverne som mentor er ifølge Laurids meget forskellige: ”Det er meget varierende opgaver, man har alt efter sin mentee. Det kan være alt fra at hente sin mentee i lufthavnen og hjælpe med at finde togkort og mobilabonnement,  eller til at drikke en øl i ny og næ. Som udgangspunkt mødes folk måske en gang om måneden eller har kontakt via Facebook.”

Man skal dog ikke frygte at skulle bruge hele madbudgettet og al sin fritid på programmet, såfremt man melder sig som mentor. Laurids fortæller nemlig, at KU står for funding af Imeco, og hvert år giver støtte til Imeco, som så fordeles ud på de to semestre.

”Her på fredag har vi vores velkomstfest, og KU står for aftensmaden. Vi skal godt nok selv stå for alkohol,” svarer Laurids til spørgsmålet om, hvordan Imeco finansieres.

Hvorfor blive mentor?

”På det meste af bacheloren har man ikke noget internationalt aspekt, så man kan supplere ved at blive mentor.  Kulturel udveksling er spændende, og vi forsøger at matche folks ønsker. Altså, vi har ikke som sådan magt over, hvor folk kommer fra, men vi tager folks præferencer til efterretning. Måske vil man gerne møde en, som taler spansk?” Laurids nævner, at forholdene er uformelle, og han selv har fået venner og netværk på tværs af landegrænser.

Slutteligt fortæller Laurids, at der også er mulighed for at blive en del af koordineringsgruppen, som står bag Imeco. Det er koordineringsgruppen, som planlægger hvert års velkomstfest og goodbye-party, som er Imecos to store fester. Gruppen planlægger også forskellige arrangementer for Imecos deltagere, f.eks. bryggeribesøg som det Imeco for nylig har været på.

Synes du, at Imeco lyder spændende?

I så fald, så kan du kontakte Imeco på Imentor@econ.ku.dk eller se mere på https://imecoweb.wordpress.com. Imeco skal bruge flere mentorer til forårssemestret, og hører gerne fra interesserede i løbet af efterårssemestret. 


Tags: #mentor  #mentee  #studieliv  #udveksling  #socialt  #imeco  #exchange  #udvekslingsstuderende 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om