Råderummet og overophedning

Hvor stor skal den offentlige sektor være? Skal der føres ekspansiv eller kontraktiv finanspolitik? Det er to vigtige økonomisk-politiske spørgsmål. Det er dog meget problematisk, at de tit blandes sammen i den offentlige debat.

Eksempelvis er det i den seneste tid blevet fremført, at der skal være et stop i de offentlige udgifter af hensyn til konjunktursituationen og faren for overophedning. I Debatten på DR2 kunne man således fornylig, fra en her unavngiven politiker, høre:"Du står og siger, at du vil bruge hele råderummet på øget offentligt forbrug. Det er den sikre vej til at overophedning af danske økonomi. Det er dybt, dybt uansvarligt, det du står og foreslår. Når man har højkonjunktur, og man har kapacitetsproblemer, og man skal vælge mellem øget offentlig forbrug eller lavere skat, så vælger man selvfølgelig lavere skat." DI skrev også tidligere på ugen:"Enten skal der flere hænder og hoveder ud på arbejdsmarkedet, så opsvinget kan fortsætte. Eller også må vi indstille os på et stop for de offentlige udgifter, så økonomien ikke koger over".

Det er en stor misforståelse. Råderummet er (lettere arbitrært) defineret som den vækst i det offentlige forbrug, der er plads til frem mod 2025, givet målet om strukturel balance på de offentlige finanser. Udgangspunktet for beregningen af råderummet er således nulvækst i det offentlige forbrug. Hvis intet af råderummet bruges på offentlige udgifter vil den offentlige sektors andel af økonomien derfor være kraftigt faldende. Der vil således blive ført en meget stramkontraktiv finanspolitik. Selv hvis hele råderummet bruges på lavere skat, vil det betyde en stram kontraktiv finanspolitik, da aktivitetvirkningenaf skattelettelser er lavere end offentligt forbrug (på kort sigt) .

Hvis ønsket er, at den offentlige sektor, justeret for demografi, udgør en uændret andel af økonomien, kræves deromtrent at hele råderummet bruges på offentlige udgifter. Se fx her. Det betyder samtidig en nogenlunde konjunkturneutral finanspolitik.Vismændene anbefaler for tiden, at der netop føres omtrent neutral finanspolitik.

Min vurdering er også, at vi ikke behøver at være så bange for overophedning på arbejdsmarkedet:

For det første er der ingen tegn på overophedning i de hårde indikatorer såsom lønstigningerne, lønkvoten og konkurrenceevnen. Se fx her. Jeg giver ikke så meget for mere løse spørgeskemaundersøgelser om manglen på arbejdskraft.

For det andet er der stadig mere end 100,000 ledige, og det seneste års beskæftigelsesfremgang er især kommet fra stigninger i arbejdsstyrken. Et øget pres på arbejdsmarkedet kan have varige positive effekter ved at hjælpe udsatte grupper ind på arbejdsmarkedet. Det kan også afhjælpe problemerne med mangel på lærerpladser.

For det tredje kan virksomhederne lave deres egne top-skattelettelser ved at øge deres overarbejdsbetaling og love større bonusser, hvis de vil have deres medarbejdere til at arbejde mere.

For det fjerde kan vi i Danmark se frem til, at få EUs højeste beskæftigesesfrekvensog pensionsalder (se her). Fokus i arbejdsmarkedspolitikken burde i mine øjne være på de udsatte grupper, og særligt uddannelse og opkvalificering.

Overophedning af arbejdsmarkedet kan selvfølgelig blive et problem på et tidspunkt, og fx fører til ukontrollabelinflation. Så skal der reageresmed kontraktiv finanspolitik. Men der er vi ikke endnu. Selvom der var en vis overophedning af arbejdsmarkedet i midten af 00'erne, mangler jeg også evidens for, at denne overophedning spillede en vigtig rolle i at krisen bliv så dyb og så lang, som tilfældet var.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk