The Inverse Says Law

Jeg brugte dagene op til Påske på Institute for New Economic Thinking’s årlige konference. En af de overraskende spændende sessioner var med Hardvard-økonomen Larry Summers.Der kan siges meget om hans person (og især hans tid i Clinton-administrationen), men hans mantra om, at vi måske står over for sekulær stagnation blev fremført på yderst tankevækkende vis.

Se videoen nedenfor:


Retorisk var en af hans perler, at vi i den nuværende situation teoretisk skal overveje muligheden af en ”Inverse Says Law”, hvor det ikke er udbuddet som skaber sin egen efterspørgsel, men omvendt er efterspørgslen som skaber sit eget udbud.

Hans hovedpointe er, at der er sket en række strukturelle ændringer i økonomien, som har svækket den aggregerede (private) efterspørgsel efter investeringsgoder. Han peger eksempelvis på, at forhenværende toneangivende virksomheder som General Motors, AT&T, IBM og ExxonMobile var kendetegnet ved store gældsfinansierede investeringsprojekter, mens cash flowet hos nuværende giganter som Apple og Google er så stort, at de knap ved, hvad de skal gøre med det.

På et mere teoretisk niveau hævder han, at faldet i den relative pris på kapitalgoder, også kan have presset investeringsefterspørgslen nedad. Omvendt fører den stigende indkomst- og formueulighed til et opadgående pres på opsparingsraten (rige sparer mere op), hvilket kun forværrer problemet. Det er basalt set Keynes’ klassiske ”paradox of thrift”. Empirisk mener han sågar, at det kan påvises, at der som en konsekvens heraf de sidste 20-25 år har været en nedadgående trend i de reale renter.

Da Summers samtidig mener, at investeringernes renteelasticitet på nuværende tidspunkt er yderst beskeden, afskriver han at såvel konventionel som ukonventionel pengepolitik ("quantitative easing", "forward guidance" etc.) er løsningen. I stedet anbefaler han store gentagne finanspolitiske lettelser. Især lægger han vægt på produktivitetsgevinsterne ved offentlige infrastrukturprojekter og opkvalificering af arbejdsstyrken, og understreger at de meget lave lange statsgældsrenter har skabt et enormt potentiale for yderst profitable offentlige investeringer.

Jeg synes stadig, at der er mange løse tråde i hans argumentation, men diskussionen er spændende.

(Krugman har også nogle interessante overvejelser om sekulær stagnation, se her)


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk