Antallet af regler betyder noget

Mængden af regler er stigende. Der er manglende viden om, hvor store omkostningerne ved reglerne er, men de seneste historier om udenlandske forskere, der tiltales for overtrædelse af arbejdsreglerne, viser, at mængden af regler i sig selv kan være et problem.

I 2014 udgav to forskere fra Aarhus Universitet bogen Regelstaten, som viste, at mængden af ord i den danske lovgivning var tæt på fordoblet på 22 år. Antallet af ord i loven var steget fra ca. 1,8 mio. ord i 1989 til ca. 3,3 mio. ord i 2011. En årlig vækstrate på ca. 2,7%.

Hvorvidt de mange nye ord i lovgivningen er skadelig eller gavnlig for danskerne, står hen i det uvisse. Der er masser af eksempler på både gode og dårlige regler i lovgivningen. De fleste er fx enige om, at beskyttelsen af den private ejendomsret er god, mens lukkeloven og forbuddet mod at fertilitetsbehandle lesbiske kvinder er eksempler på dårlig lovgivning, vi heldigvis har fået afskaffet.

Men det er ikke kun den enkelte regel, der har betydning for de danske borgeres velfærd. Det samlede antal regler og den hastige udskiftning i disse har også betydning. Det har man set eksempler på i de seneste uger, hvor bl.a. Politiken har bragt en række historier om udenlandske professorer, der er blevet anklaget for at udføre arbejde, der ligger uden for deres arbejdstilladelse. En af sagerne drejede sig om den colombianske forsker, Jimmy Martinez-Correa, som blev politianmeldt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) for at arbejde 5 dage á 3 timer. En anden sag handlede om den amerikanske forsker, Brooke Harrington, som blev politianmeldt for at holde oplæg om sin forskning i skatteunddragelse for Skat og Folketingets Skatteudvalg.

I begge tilfælde er der tale om personer, der i bedste mening hjælper til i det danske samfund. De bliver spurgt, om de vil hjælpe, fordi de har viden på hvert deres område, som andre er interesseret i. Og jeg kan egentlig godt forstå, at de kommer til at træde ved siden af loven. For hvordan opdager man egentlig, at man er ved at bryde loven, når man bare hjælper folk? Mange mennesker har et intuitivt forhold til, hvad der er forbudt, og hvad der er tilladt. Når man skader nogen eller nogle, så har man oftest en klar idé om, at ens handlinger er eller kan være ulovlige. Men når man hjælper til, og gør sit bedste, er det kun hos de færreste, at alarmklokkerne ringer. Og hvorfor skulle de også det, når man bare hjælper folk? Personligt har jeg aldrig undersøgt, om jeg må klippe min genbos hæk eller slå hendes græs. Jeg går ud fra, at det er lovligt, når sagen egentlig kun vedrører hende og mig, og jeg kun hjælper hende efter hendes ønske. I sådanne tilfælde er det kun, hvis man har specifik viden om den konkrete lov, at man har en chance for at vide, at noget er ulovligt. Og det var sandsynligvis derfor det glippede for de to professorer.

Problemet bliver ikke mindre af, at det i den ene sag var SKAT og Folketingets Skatteudvalg, der havde inviteret den amerikanske forsker i skatteunddragelse til at begå ulovligheder. Hvis ikke sagen var så alvorlig, ville vi nok kunne more os over ironien i, at netop SKAT og Folketingets Skatteudvalg — der administrerer et område, hvor ansvaret for at overholde et væld af komplicerede regler er pålagt borgere og virksomheder — overså en regel i regeljunglen.

Tilbage står, at når reglerne ikke er intuitive, kan borgere og institutioner ikke længere overskue reglerne. Og så rammer reglerne og den efterfølgende straf vilkårligt, hvad enten det drejer sig om den ældre landmand, der straffes for at tømme sine tagrender, eller den internationale forsker, der straffes for at hjælpe SKAT. Professor Nicolai Foss skrev forleden, at ”forskningen viser, at normerne har det med at nedbrydes af sig selv over tid, ligesom den viser, at de kan være meget følsomme overfor afvigelser.” Man kan godt frygte, at de vilkårlige regler og straffe efterlader borgerne (ikke kun den ramte, men også de af os, der blot observerer) med en følelse af afmagt, fortvivlelse og — måske — en mindre respekt for loven fremadrettet.

Så måske er der en selvstændig grund til ikke at have for mange regler og at holde reglerne intuitive. Lad os få ryddet op i gamle regler og — måske endnu vigtigere — undgå at indføre nye. Og lad os først og fremmest fokusere på de regler, der forhindrer danskerne i at hjælpe hinanden, og hvor der ikke er en direkte forurettet.

For hvilken ret har vi egentlig til at bestemme, at en amerikansk ekspert ikke må hjælpe Folketingets Skatteudvalg?