Det offentlige kan lære af FCK's fyring af Ståle Solbakken

I Børsen skriver jeg om FCK's fyring af Ståle Solbakken, og hvad det offentlige kan lære af det.
Basalt set blev Ståle Solbakken fyret, fordi resultaterne ikke stod mål med pengeforbruget.

Flere penge skal give bedre resultater end det, Ståle har opnået de sidste par år.
Men sådan en – ellers logisk – tankegang er der langt fra i det offentlige. De økonomiske vismænd har f.eks. vist, at der på gymnasieområdet ikke er sammenhæng mellem tilførsel af ressourcer og det uddannelsesmæssige udbytte, dvs. gymnasieelevernes gennemførsel, karakterer og tilbøjelighed til at læse videre.
Det samme gælder i folkeskolen, hvor flere penge ikke giver bedre kvalitet målt ved skolernes evne til at løfte elevernes faglige niveau, når der tages højde for bl.a. grundlæggende omkostningsforskelle og socioøkonomiske forskelle blandt eleverne.

I fodbold hænger pengeforbrug oftest sammen med resultaterne. Det er bl.a. fordi der er hård konkurrence. Præsterer du ikke, bliver du skiftet ud. Enten gennem fyringer eller gennem nedrykning og sponsor- og tilskuerflugt.
Vinder fodboldklubben ikke nok kampe, bliver træneren fyret, og tilskuere og sponsorer bliver væk. Modsat er der især i folkeskolen relativt begrænsede konsekvenser ved at klare sig dårligt. Den samme skole kan underpræstere i årevis, uden at der sker væsentlige ændringer i ledelse og medarbejderstab.
Og skoledistrikter, fordelingsnøgler og begrænsninger af private skolers udvidelsesmuligheder og -lyst m.v. sikrer, at kunderne (eleverne) ikke forsvinder, og konkurrenterne ikke tager over. Gevinsten ved at klare sig godt er tilsvarende beskeden. Samtidig er den omsiggribende regulering (alene Folkeskoleloven er f.eks. ændret mere end 50 gange siden 2000, og den samlede længde er mere end fordoblet fra 27 til 59 normalsider) en begrænsning for skolerne, når de vil reagere på dårlig performance.
Konkurrencen i grundskolen – og andre dele af den offentlige sektor – bør derfor forbedres.
Regelstatens instragramprofil har vi peget på to regler, der begrænser konkurrencen i grundskolen: Begrænsningerne for at friskolerne kan åbne nye filialer og forbuddet mod at tjene penge på skoledrift.
Der kommer også - før eller siden - et afsnit om grundskolen i Regelstatens Podcast.


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk