Hjarn Von Zernichow Borberg

Indvandrerne fik børn, der fik børn og de halter stadig efter eller gør de?

I Berlingske Tidende mandag d. 17. december 2018 kan man bl.a. læse følgende overskrift: ”Indvandrerne fik børn, der fik børn – og de halter stadig efter”. Artiklen slår bl.a. fast, at en ”ny undersøgelse viser for første gang, at tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end andengeneration i skolen og på arbejdsmarkedet”. Af artiklen fremgår, bl.a., at rapporten ”fastslår, at tredjegenerationsindvandrerne ikke får bedre karakterer i folkeskolen end generationen før dem. At der ikke er flere, som færdiggør en ungdomsuddannelse. Og at der ikke er flere, som får et arbejde”. Det kobles så i øvrigt sammen med ca. 500.000 indvandrere og efterkommere samt de berømte 33 mia.kr., som Finansministeriet har beregnet, at de cirka kostede i 2015. En analyse som jeg har kommenteret på i et tidligere blogindlæg.

Undervejs i artiklen konkluderer journalisten, at ”En ny undersøgelse rammer en pæl gennem den forestilling”, at ”med den rette hjælp vil indvandrere og deres efterkommerne generation for generation falde til”. Som kilde benytter avisen: ”Analyse af børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund”. En i øvrigt fin analyse som er udarbejdet af Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet. 

Men kan man konkludere, at tredjegeneration halter efter? Kan man konkludere, at den rette hjælp ikke har hjulpet? og hvad står der i analysen af viden, som avisen pænt hopper over?

Når man fx ser på tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet for 20-24-årige børn af efterkommere, så er der bl.a. to forhold, som er vigtigt at huske på. 

Analysen vedr. 20-24-årige er baseret på meget få personer

Det ene forhold er, at antallet af personer, som indgår i analysen, er meget lille. Det tager embedsværket bag rapporten også et forbehold for: ”Det bemærkes dog, at gruppen af 20-24-årige børn af efterkommere med ikke-vestlig oprindelse er meget lille – på lidt over 500 personer og hovedsageligt består af 20-21-årige, mens personer med dansk oprindelse er aldersmæssigt jævnt fordelt.” Tallet flytter sig selvfølgelig hvert år, og pr. 1. januar 2018 var det ca. 750 personer. Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat er tale om et meget lille antal personer svarende til kun ca. 150 personer pr. årgang, hvorfor man selvfølgelig ikke kan konkludere, hvordan det kommer til at gå fremadrettet for de mange, som følger efter. Ca. to-tredjedele af børnene af efterkommere er under 10 år, som det også fremgår af analysen. 

Profilen af efterkommermødre er forandret markant fra 1990erne til i dag

Det skal også ses i lyset af det andet centrale forhold, som handler om profilen af fx deres mødre. En profil som er markant ændret fra efterkommermødre i 1990erne (hvor børnene i dag er ca. 20-24 år) til efterkommermødre i fx 2017. Lettere generaliseret kan man sige, at en efterkommermor i 1990erne ikke havde nogen dansk erhvervskompetencegivende uddannelse, var ung – ca. 21 år, når hun blev mor og typisk var hun gift med en indvandrer, som kom fra samme oprindelsesland, som hun selv kom fra. En efterkommermor i 2017 har en erhvervskompetencegivende uddannelse, er ældre når hun bliver mor – typisk over 26 år, og hun vil oftere være gift med en ikke-vestlig efterkommer. Det kan man alt sammen også læse af analysen. Fremadrettet vil denne effekt i øvrigt blive endnu stærkere med endnu højere uddannelsesniveau til efterkommermødrene, som vil blive endnu ældre, når de bliver mødre og med stor sandsynlighed er gift med en ikke-vestlig efterkommermand.  

Børn af efterkommere får bedre karakterer end efterkommerne

Ovennævnte forhold skal man også have med, når man ser på karakterforskellene i 9. klasse, fordi mødre endnu i begyndelsen af 00erne mere mindede om mødrene i 1990erne end dagens efterkommermødre. Dertil kommer, som det også fremgår af analysen, at man ikke bare kan sammenligne børn af efterkommere med efterkommere, fordi oprindelseslandeprofilerne p.t. er meget forskellige. Når man i analysen korrigerer for dette, og sammenligner børn af efterkommere og efterkommere fra samme oprindelsesland, fx Tyrkiet og Pakistan, så ”klarer børn af efterkommere med ikke-vestlig oprindelse sig lidt bedre, idet deres karaktergennemsnit er 0,2-0,5 karakterer højere end hos efterkommerne med ikke-vestlig oprindelse”. Dertil kommer, at analysen også peger på, at man kan diskutere, om de børn af efterkommere, som primært er med i analysen, kan beskrives som tredjegeneration, når den ene forælder typisk er voksenindvandrer og dermed ikke behersker dansk på et tilstrækkeligt niveau.

Kun 60 personer adskiller 20-24-årige børn af efterkommere fra unge af dansk oprindelse

Dertil kommer, at det er korrekt, at ca. 23 pct. af de 20-24-årige børn af efterkommere er uden tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, hvilket er højere end det tilsvarende tal for unge af dansk oprindelse, som er ca. 15 pct. Men det er altså 15 pct. af 316.000 personer svarende til ca. 47.000 personer, mens der er tale om ca. 23 pct. af ca. 750 personer svarende til ca. 170 personer. Var blot 60 børn af efterkommere flere i uddannelse eller arbejde, så vil de nå det danske niveau. Endelig skal man heller ikke glemme, at den største gruppe af alle personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet i Danmark udgøres af personer af dansk oprindelse.

Alt i alt er det alt for tidligt at konkludere noget som helst, om hvorvidt tredjegeneration halter efter eller ej. Og ser man på fakta i forhold til uddannelsesniveauerne for ikke mindst efterkommerkvinderne og dermed kommende mødre, så ser det hele meget lovende ud. Det kan tyde på, at den rette hjælp – herunder også lovgivningen - har hjulpet indvandrere og efterkommere til at falde til. Og sådan vil det blive ved generation efter generation. 


0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Hjarn Von Zernichow Borberg

Hjarn er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og er fortsat tilknyttet Økonomisk Institut som ekstern lektor i Samfundsbeskrivelse. Til daglig er han partner i konsulenthuset Cphfacilitation. Ved siden af dette underviser han indimellem i procesoptimering og forandringsledelse. Endelig er Hjarn forfatter til en række fagbøger og debatbøger.