Giver den nye færdselslov uventede incitamenter?

Forleden kørte politiets nye fotovogne ud på vejene, og samtidig ændrede man færdselsloven, så det fremover er ejeren - og ikke føreren - af bilen, der er ansvarlig for at få betalt en eventuel fartbøde.

De nye fotovogne vil naturligvis få de fleste til at køre langsommere, når risikoen for at blive opdaget og modtage sin straf stiger.Men der er faktisk også grupper, hvor incitamenterne kan trække i den forkerte retning.

En lastbil kan nemt koste 600 kr. i timen at holde kørende. Derfor kan det (rent budgetøkonomisk) være i vognmandens interesse, at chaufføren trykker lidt hårdere på speederen, end samfundet ønsker.

Den profitmaksimerende vognmand
En lastbil må køre 80 km/t på motorvej. Hvis man overholder fartgrænsen, tager det 5 timer og 12 minutter at køre fra Aalborg til København (416 km på Google Maps). Kører man 90 km/t tager det kun 4 timer og 37 minutter.

Trykker de på speederen?

Med en timepris på 600 kr., sparer vognmanden altså næsten 350 kr. pr. tur, hvis han kan få chaufføren til at bryde loven og køre 90 km/t (hvad de fleste da også gør). Det skal selvfølgelig holdes op imod den forventede omkostning til bøder, som jeg ikke umiddelbart kender. Men med en bøde på 1.500 kr. for at køre 90 km/t skal man stoppes på næsten hver 4. tur, før det giver underskud for vognmanden.

Hvordan ændrer loven incitamentet?
Hidtil er det chaufføren på lastbilen, der har hængt på bøden. Og det har nok været relativt sjældent (og måske endda ulovligt), at ejeren (vognmanden) betalte for fartbøderne. Så chaufførerne har (alt andet lige) kørt relativt langsomt, for at undgå for store fartbøder, som han skal betale af sin egen pengepung.

Men med ændringen i færdselsloven kan vognmanden nu med nogenlunde god samvittighed - og i overensstemmelse med loven - betale bøderne for chaufførerne ("Vi kan ikke administrativt håndtere at finde den rigtige chauffør").

Indrømmet. Det er en lidt snørklet vej til de skæve incitamenter. Men det kræver faktisk ikke så megen fantasi at forestille sig en vognmand sige til sine chauffører, at han betaler alle fartbøder under 2.500 kr.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk