Jesper Jespersen

Græsk økonomi kvalt i gæld og sparekrav

Den i januar 2015 nyvalgte græske regering havde to store økonomiske udfordringer. For det første den enorme gæld, som den tidligere konservative regering (2004-09) havde opbygget, og for det andet de massive sparekrav som Troikaen (EU-kommissionen, Den europæiske Centralbank og EU-kommissionen) stillede som betingelse for at få blot den sidste rate af redningspakken fra 2012 udbetalt.

Skiftende græske regeringer har lige siden 2009 kæmpet med den gæld som den konservative regering ledet af ’Nyt Demokrati’ med Konstantinos Karamanlis i spidsen efterlod sig. Denne regering tiltrådte i marts 2004 kort efter, at Grækenland var blevet medlem af den økonomisk monetære union (ØMU’en). Som det ses i figuren skete der en markant forringelse af saldoen på den offentlige sektors budget fra 2004 og de efterfølgende år. Indtil 2004 havde der været et overskud på den del af det græske budget, der betegnes ’den underliggende primære saldo’ og som måler finanspolitikken stramhedsgrad. Den konservative regering indledte i kølvandet på ØMU-medlemskabet en ekspansiv finanspolitik, der indebar en massiv forøgelse af de offentlige udgifter, som ikke blev modsvaret af en tilsvarende stigning i skatteindtægterne. Som det ses af figuren steg det græske budgetunderskud år for år. I 2009 udgjorde det ikke mindre end 12 pct. af BNP. Dette svulmende underskud omsatte sig hurtigt i en voksende statsgæld, der frem til den konservative regerings valgnederlag i efteråret 2009 var steget til 135 pct. af BNP og dermed den største i EU.

Det spørgsmål, der melder sig, når disse tal lægges frem, er, hvordan kunne den konservative regering overhovedet slippe af sted med så store underskud? For som medlem af ØMUen skulle stabilitetspagten respekteres, og her gælder de krav, at budgetunderskuddet ikke måtte overstige 3 pct. og den offentlige gæld højst udgøre 60 pct. af BNP. Når det lykkedes den græske regering at køre frihjul, skyldtes det blandt andet, at EU's ministerråd dengang havde en mere afslappet holdning til overtrædelser af stabilitetspagtens regler. Den svage håndhævelse var ikke mindst en konsekvens af, at både Tyskland og Frankrig havde overtrådt reglerne kort efter etableringen af ØMUen – uden det havde ført til sanktionen. 

Hertil kom, at uanset den voksende græske gæld og overskridelsen af grænsen på de 3 pct. så stod de private banker i og uden for Grækenland nærmest i kø, for at give både private virksomheder og regeringen de ønskede lån. I perioden op til 2007 kunne grækerne låne på de internationale kapitalmarkedet til en rente, der blot lå ½ procent point over den tyske rente. Det skyldtes, at der i euro-zonen havde spredt sig den opfattelse, at en euro var en euro, uanset i hvilket land lånet blev givet. Argumentet var det – i dag ubegribelige – at indførelsen af den fælles valuta indebar, at risikoen knyttet til de enkelte euro-landes lån var blevet udlignet. Renten på græske statsobligationer var således styrtdykket fra at have ligget på ca. 20 pct. i midten af 1990erne til blot 4 pct. i 2003. Det var en (for stor) fristelse for den konservative regering ikke at benytte de sparede renter til at ekspandere andre offentlige udgifter, hvilket fik det primære budgetunderskud til at løbe løbsk, se figuren, og statsgælden dermed til at fortsætte med at vokse.

Denne udgiftsfest fik i efteråret 2008 en brat opbremsning, da den internationale finanskrise skyllede ind over de europæiske kapitalmarkeder. Det betød, at den græske regering ikke længere kunne få de nødvendige lån i de europæiske banker og slet ikke til den hidtil lave rente. Hertil kom, skulle det vise sig, at regeringen i adskillige år havde pyntet på de budgettal, der blev indberettet til EU-kommissionen. Da den socialdemokratiske regering ledet af Andreas Papandreou tiltrådte i efteråret 2009 stirrede han billedligt talt ned i en tom pengekasse – eller rettere i et bundløst hul, idet der lå en stribe ubetalte regninger fra den forrige regering. 

Der var kun to muligheder: enten måtte Papandreou have ladet den græske stat gå i betalingsstandsning, eller han måtte henvende sig til EU og få et nødlån, da det var umuligt for regeringen overhovedet at låne ekstra penge. EU valgte i samarbejde med IMF at give den græske regering et sådant nødlån til at klare dagen og vejen. Med lånet fulgte dog skrappe betingelser om budgetforbedringer og strukturreformer, som Papandreou efter bedste evne søgte at efterleve. Men et underskud på 12 pct. af BNP forsvinder ikke fra det ene år til det andet, så – uanset betydelige skatteforhøjelser og besparelser – var statskassen allerede i efteråret 2011 igen tom. Nye lån måtte forhandles, og da Papandreou rystede på hånden og ytrede ønske om at afholde en folkeafstemning, blev han erstattet af en teknokratregering ledet af den tidligere vicepræsident i Den europæiske Centralbank Lucas Papademos. Han accepterede de skærpede lånebetingelser, hvori det krævedes, at der blev gennemført yderligere offentlige besparelser, skatteforhøjelser, pensions- og arbejdsmarkedsreformer, sænkning af mindstelønnen og betydelige privatiseringer. Samtidigt blev lånet opdelt i rater, hvor udbetalingen af hver ny rate krævede, at de stillede krav vurderedes af troikaens embedsmænd som værende opfyldt. 

Denne opstramning af finanspolitikken (såkaldt ’austerity policy’) medførte, som det ses i figuren, at budgetunderskuddet blev reduceret år for år, så det i 2014 – målt på den konjunkturrensede primære saldo – var blevet vendt til et overskud på 5 pct. af BNP. Intet andet EU-land fører i dag en så stram finanspolitik! Gennemsnittet for alle EU-landenes primære budget er blot én pct. Denne igennem mere end 4 år førte sparepolitik har haft sine store sociale omkostninger i form af EU's højeste arbejdsløshed og et historisk uset fald i BNP på 25 pct. Grækenlands økonomi er i dyb recession, hvilket har betydet, at på trods af den stramme finanspolitik er gælden målt i forhold til BNP fortsat med at vokse og udgør i dag 180 pct! 

Som en konsekvens af denne fejlslagne sparepolitik, valgte det græske folk at sige ’nej’ til EU's krav om yderligere nedskæringer. Derimod er den græske regering fortsat positivt indstillet over for de langsigtede reformer i form af en effektiv skatteadministration og forhøjelse af pensionsalderen, blot det sker som en del af en vækstfremmende politik. Det burde EU's regeringsledere kunne samlet om, da det ville være til fordel for den græske befolkning, for den græske økonomi og dermed også for de europæiske kreditorer.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jesper Jespersen

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School. Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Jesper Jespersen er erklæret tilhænger af John Maynard Keynes’ bidrag til økonomisk teori.. Professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Tidligere underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.