At undervise i makroøkonomi

- når lærebøgerne ikke afspejler virkeligheden

Jeg har holdt en pause i mine indlæg her på bloggen. Om der er nogen, der har savnet dem, står hen i det uvisse. For mit eget vedkommende varnogle af indlæggene i debatten ikke særligt konstruktive og ofte holdt i unødigt polemisk form – efter min mening. Men det er vel et uomgængeligt vilkår, når man påtager sig den rolle at udfordre ’normal’ videnskaben.

Jeg har været travlt optaget af at redigere to bind med konferencebidrag fra den internationale makroøkonomiske konference, der blev afholdt i maj 2011 på Roskilde niversitet. Disse to bøger er netop udkommet på forlaget Edward Elgar. Det ene bind omhandler teoriudvikling i lyset af den økonomiske krise set i perspektiv af, at det var 75 år siden Keynes udgav sit hovedværk. Det andet bind har fokus på, hvorledes undervisningen i makroøkonomi kan gøres mere relevant med henblik på at forstå og ikke mindst formidle de makroøkonomiske sammenhænge, som er bestemmende for den aktuelle krises langstrakte forløb.

Dette redigeringsarbejde, som jeg har gennemført i tæt samarbejde med lektor Mogens Ove Madsen, har ydermere givet mig god inspiration til at gennemføre en omfattende revidering og ajourføring af mine egne lærebøger – både i makroøkonomi og teorihistorieprocesser.

Mere om dette nedenfor.

Økonomi er ikke en eksakt videnskab

Mit centrale forskningsfelt igennem snart 40 år har været 'at forstå nogle centrale makroøkonomiske sammenhænge'. Det har været med ønsket om at bidrage til, at politiske beslutninger – uanset partipolitisk farve – kan træffes på det fagligt set bedst mulige grundlag. Naturligvis med den forpligtigelse, at den usikkerhed, der knytter sig til de faglige resultater, også blev klart formidlet. Jeg har aldrig ment, at det som forsker eller som fagligt udpeget rådgiver (muligvis til forskel fra en ansættelse i tænketanke og andrekampagneinstitutioner) skulle være ens opgave at ’dosere’ de opnåede resultater og udformningen af rådgivningen således, at de ikke kunne ’forlede’ politikerne til at føre en ’uansvarlig’ politik. Tilsvarende er begrebet den ’nødvendige’ politik heller ikke et videnskabeligt funderet begreb; for økonomi er som bekendt ikke en eksakt videnskab. I et demokrati er det, stadig efter min mening, vælgerne og ikke teknokraterne, der skal afgøre om politikken er ’nødvendig’. Økonomernes opgave er derimod at lægge relevante alternativer baseret på økonomisk forskning frem.

Derfor anser jeg det for en af de vigtigste opgaver som universitetsansat underviser at understrege pluralismen i forståelsen af de samfundsøkonomiske dynamikker. På den anden side må den usikkerhed, der knytter sig til al økonomisk forskning, ikke tolkes som en invitation til at åbne en ladeport for alle økonomiske påstande – ’that anything goes’. Nej, seriøse økonomiske resultater skal være både teoretisk og nok så vigtigt solidt empirisk forankrede og anvende anerkendte metoder.

’Normalvidenskaben’ kommer til kort i undervisningen

Og her er det at ’normalvidenskaben’ synes at være kommet til kort i forklaringen af virkeligheden. Den økonomiske krise trækker ud, arbejdsløsheden stiger i Europa måned for måned, fattigdommen breder sig, velfærdsstaten reduceres, alt mens modeller baseret på normalvidenskaben afventer opsvingets komme. Altså ikke det beskedne opsving, der i øjeblikket tegner sig i de nordeuropæiske lande, som i bedste fald vil bringe stigningen i arbejdsløsheden til ophør. Det er selve det normalvidenskabelige paradigme, at samfundsøkonomien er selvregulerende, der er udfordret af virkeligheden: at arbejdsløsheden skulle forsvinde af sig selv i løbet af relativt få år i Europa, at finanspolitikken vigtigste opgave er sikre ligevægt på de offentlige budgetter, at Phillipskurven er lodret, at penge er neutrale, og at generel ligevægt er en meningsfuld analytisk model osv. osv.

"Det er selve det normalvidenskabelige paradigme, at samfundsøkonomien er selvregulerende, der er udfordret af virkeligheden."

- Jesper Jespersen

Som bekendt fik de studerende ved Harvard-University for et par år siden (mere end) nok af denne etablerede ’normalvidenskab’ og foranstaltede en regulær Mankiw-’walk-out’ i protest mod hans lærebog i Macroeconomics (som jeg tidligere har anmeldt her på bloggen). For de studerende var der blevet for langt mellem indholdet i undervisningen og så den virkelighed, der kunne ses uden for auditoriet, og som de studerende havde en forventning om, at undervisningen skulle give dem en model til at forstå. Denne walk-out er ikke et unikt forløb, men så længe eksamen består i, at de studerende bedømmes på deres evne til at kunne gengive lærebøgernes argumenter, så er det svært for de studerende at smyge sig uden om lærebøgerne (og undervisningen heri). Det minder mig på en trist måde om min skoletid, hvor bl.a. historie- og religionsundervisningen bestod i at lære kongerækker og salmevers udenad, hvis betydning ofte var mildt sagt tåget. Det er måske på den baggrund ikke så overraskende, men ærgerligt, at søgningen til økonomistudierne, på trods af den økonomiske krise, fortsat er forholdsvis beskeden.

Her kunne en gennemgribende revision af lærebøgerne måske gøre en forskel.

Undervisningen må gøres relevant

Så noget måtte der gøres. Jeg tog i samarbejde med lektor Mogens Ove Madsen, Aalborg Universitet, initiativ til at samle en bredt og international sammensat kreds af universitetsøkonomer, som vi stillede det spørgsmål, ’hvad gør I, når afstanden mellem lærebøgernes ’normalvidenskab’ og den makroøkonomiske virkelighed bliver for stor?’

Resultatet af denne konference er netop udkommet i bogform, se nedenfor. Titlen på bogen kunne med fordel have været ’How to understand and teach reality’; for alene sprogbrugen'post keynesian economics’ vil nok desværre få en del undervisere i normalvidenskab til at fravælge bogen. Det er ærgerligt for den indeholder en stribe særdeles nyttige og pædagogiske bidrag til at gøre undervisningen mere virkelighedsnær.

Bogen indeholder dog også en påpegning af en række konkrete forhold i den (neo)klassiske teori, der skræmmer de studerende væk. Det er ikke en diskussion af brugen af matematik. Det synes ikke i sig selv at være et problem, hvis den blot blev doseret med omtanke. Nej, det er i højere grad metodiske svagheder, der gør analysemodellerne så åbenbart urealistiske – dvs. ude af stand til blot i rimelig grad at kunne reproducere den historiske udvikling. Påpegning af disse metodologiske svagheder i normalvidenskaben fylder meget, måske for meget; men der var enighed om, at valget af bl.a. den generelle ligevægtsmodel som den analytiske ramme er blevet en del af ’normal’videnskabens formidlingsproblem. Et problem som stort set alle deltagere i konferencen havde helt inde på livet, for de er typisk ansat på økonomiske institutter, hvor disse traditionelle lærebøger er pensum.

De vil på den ene side gerne have, at det går de studerende godt ved eksamensbordet; men samtidig ønsker de ikke at lide samme skæbne som den, der overgik Mankiw på Harvard University.Og endelig peger deres forskning ofte mod mere pluralistiske konklusioner. Det er ikke nogen let opgave at være ansat på et traditionelt økonomisk institut og bygge bro mellem de traditionelle lærebøger og virkeligheden.

Model og virkelighed

Vi brugte en del tid på at diskutere muligheden af at introducere ’open system analysis’ i modsætning til generel ligevægtsanalyse (closed system analysis). Her er barrieren, der skal
overvindes at få de studerende til at forstå, at brugen af en ’generel ligevægtsmodel’ bygger på stærkt forsimplende antagelser, der ikke alle har en solid empirisk underbygning. Generel ligevægt er et specialtilfælde, der er blevet gjort til det i makrolærebøgerne gennemgående case – som ikke mindst Keynes advarede mod at lægge til grund for den politiske rådgivning. Fordelen ved den generelle ligevægtsmodel er, at den – i sin traditionelle udformning - er forholdsvis let at løse matematisk, hvilket måske forklarer Walras’ brug af modellen; men næppe den fortsatte brug af modellen anno 2013. De makroøkonomiske drivkræfter består i denne modeltype overvejende af eksogene påvirkninger. Standardmodellen er en form for Solow-model, hvor det er teknologi, befolkning og strukturer, der driver værket.Det burde dog være muligt at enes om, at noget af det vigtigste i (makro)økonomi er at lære de studerende, at modeller skal være relevante. At den benyttede model (i et vist omfang) bør kunne reproducere virkeligheden, i hvert fald de for problemstillingen væsentlige forhold. Er arbejdsløsheden det centrale problem, så er det ikke holdbart at benytte en model, hvori det a priori antages at den forsvinder af sig selv endsige, at ’fuld beskæftigelse’ er normaltilstanden. Det må derfor for alle opleves som et problem at skulle undervise i den neoklassiske standard udbuds-efterspørgselsmodel for arbejdsmarkedet, hvor efterspørgslen er fastlagt af produktionsfunktionens form, og arbejdsløshed alene skyldes for høj realløn, når det som hovedregel er svigtende effektiv efterspørgsel, der er hovedproblemet. Ligesom konklusionen, at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv, ervanskelig at overbevise de studerende om, når arbejdsløsheden igennem de seneste 40 års skal forklares. I Danmark blev der dels i midt-1990erne og dernæst i midt-2000erne ført en ganske ekspansiv økonomisk politik, der overgangsvist reducerede arbejdsløsheden. En udvikling der netop ikke kan forklares ved en automatisk tilpasning til fuld beskæftigelse; men derimod resultatet af den økonomiske politik. Det burde en relevant model afspejle.

Konjunktur og struktur kan ikke analytisk adskilles

På baggrund af ovenstående blev det ved konferencen grundigt diskuteret, hvilken modelmæssig ramme, der med større fordel ville kunne benyttes, så betydningen af den økonomiske politik – både efterspørgsels- og udbudsorienteret politik – kan analyseres under ét. Strukturpolitikken kan ikke analyseres uafhængigt af efterspørgslen – det er en konsekvens af, at udbud ikke skaber sin egen efterspørgsel. Normaltilstanden er tilsyneladende makroøkonomisk uligevægt, der naturligvis ikke kan analyseres uafhængig af den økonomiske politik. Konjunktur og struktur kan med andre ord ikke adskilles.

Hertil kommer det definitoriske forhold, at saldoen på de offentlige budgetter må være et spejlbillede af saldoen i den private sektor (og på betalingsbalancen) og kan derfor ikke analyseres uafhængigt af hinanden. Hvis den private sektor har et opsparingsoverskud, så fører det direkte til vildledende resultater at antage balance på de offentlige budgetter, som en form for ligevægt. Tværtimod vil en sådan politik kun bidrage til at øge den makroøkonomiske ubalance. Et forhold der er forholdsvis enkelt at illustrere.

Permanent uligevægt på arbejdsmarkedet og et betydeligt opsparingsoverskud i den private sektor åbner helt naturligt for en diskussion af betydningen af efterspørgslen efter varer og tjenester og af stabilitet i den finansielle sektor. Ikke alene har efterspørgslen betydning for beskæftigelsesniveauet, men også for samfundsøkonomien strukturelle udvikling: i hvilken grad skal det være faldskærme, vindmøller eller sundhedsydelser, der skal sikre bedre balance i økonomien på kort og længere sigt?

I en lille åben økonomi er mulighederne for at eksportere sig ud af lavvækst ganske gode; men ser vi på Europa under ét, så betyder lavere lønomkostninger primært en ændret indkomstfordeling; men ikke nødvendigvis en bedre beskæftigelse – her bliver efterspørgslen en afgørende faktor.

Strukturpolitik omfatter meget mere end individuelle incitamenter og udformningen af institutioner. Her melder også spørgsmålet om påvirkningen af miljøet: det naturlige såvel som det arbejdsbetingede.

Finansiel sektor er stadig (stort set) fraværende

"Most economists think that in the long run money does not matter"

- Peter Birch Sørensen og Whitta-Jacobsen (2005) s. 68.

Etsynspunkt som det kan være vanskeligt at opretholde – naturligvis afhængig af, hvordan et testes. Der er nu gået forskning i gang med henblik påat indarbejde bl.a. banksystemet og den finansielle sektor i de generelle ligevægtsmodeller. Her kunne der være megen inspiration at hente fra bl.a. Hyman Minsky’s financial instability hypothesis. Ligesom der kunne peges på ’the theory of the monetary circuit’, som et eksempel på en integrering af realøkonomien og den finansielle sektor. Gældskrisen blev også foregrebet af Wynne Godley’ i hans insisteren på, at stocks (gæld) burde være en integreret del af enhver relevant makromodel. Det var således ikke en tilfældighed, når Keynes benyttede formuleringen ’a monetary theory of production’ som titel på en af de artikler, der ledte frem mod The General Theory. De fleste traditionelle makroøkonomiske lærebøger mangler stadig mindst et kapitel, hvor money og finance integreres fuldt ud i den makroøkonomiske model.

En ny start i undervisningen med et nyt pensum?

Som det forhåbentlig er fremgået af ovenstående punktnedslag i de almindeligt anvendte lærebøger i makroøkonomi, så er de karakteriseret ved den manglede realisme. Det må for alle undervisere føles som en kæmpemæssig, for ikke at sige umulig, pædagogisk udfordring at begrunde den analytiske relevans af ’rationelle forventninger’, den ’lodrette Phillipskurve’, ’udbud skaber sin egen efterspørgsel’, ’money and finance does not matter’ og ’generel ligevægt’. Heldigvis findes der allerede eksempler på solide alternativer på markedet og nye er på vej. Som nævnt kan der også hentes inspiration og anvisninger på, hvorledes dette indholdsmæssige skifte i undervisningen kan gennemføres i konferencebidragene samlet under titlen ’Teaching Post Keynesian Economics’ eller måske rettere ’How to understand and teach reality’.

God fornøjelse.

Indhold:

Introduction, Mogens Ove Madsen & Jesper Jespersen

1. Invited lecture: Teaching post-Keynesian economics in a mainstream department, Marc Lavoie
2. Post-Keynesian Economics for the Future - ‘What have we learned?, Roy Rotheim
3. The Future is Open: On open-system theorising in economics,Victoria Chick
4. Teaching Open System Economics, Sheila Dow
5. Pluralism in Economics Education, Andy Denis
6. Truth and Beauty, Allin Cottrel
7. Rhetoric in the Spirit of Keynes, Bruce Littleboy
8. Teaching Macroeconomics - seeking inspiration from Paul Davidson', Finn Olesen
9. The Impact of the Financial Crisis on the Content of Ten US Principles of Economcis Textbooks – Real or Apparent Changes? Poul Thøis Madsen
10. Teaching Keynes’s theory to neoclassical formed minds, Angel Asensio
11. Neoclassical and Keynesian macro models: thinking about the “special case”, Marco Missaglia
12. Economists on the 07-09 Financial Crisis: Genuine Reflections; or constructing narratives to re-affirm the profession’s authority, Michael Salvagno