Vækst i et kritisk perspektiv: Vækstteori i krise

'Kritiske politter' stod som initiativtagere til et spændende seminar om 'vækst i et kritisk perspektiv', der blev afholdt lørdag den 30. april. Uanset at det var en rigtig forårsdag, så var mere end 150 forventningsfulde deltagere mødt op; for det er et hot emne: 'hvor bliver væksten af?' Den igennem mere end 50 år aftagende vækst og i de seneste ti år stort set udeblevne vækst stiller traditionel vækstteori i et kritisk perspektiv.

Ikke mindst i lyset af den fortsat nedadgående trend, som tydeligt ses i figur 1, kan en fortsat vækst i BNP pr. capita og dermed i pengeindkomster ikke tages som en selvfølge. Det vil forhåbentligt på et eller andet tidspunkt føre til en ændret rådgivning i den økonomiske politik; men hertil kræves en grundig diskussion og analyse af de seneste årtiers udvikling. Finansministeriets 2020-plan fra 2012 havde således som basisscenarie, at væksten i BNP ville være 1,8 pct. pr. år. Og jeg tør ikke tænke på, om 2025-planer vil have en tilsvarende vækst-forudsætning.

Figur 1

Kilde: J. Jespersen, (2014)


Mange vigtige emner blev belyst
Vi kom i løbet af seminaret vidt omkring i den økonomiske teori og det teorihistoriske univers med solide bidrag fra bl.a. Torben M. Andersen, Aarhus Universitet om 'Velfærdsstat og Vækst', hvor han især fremhævede 'aktiv omfordeling' som et instrument til at mindste negative eksterne effekter af ulige fordeling; Lars Andersen, AE-rådet og Martin Ågerup, Cepos diskuterede fordeling og vækst overvejende i lyset af udbudseffekter, her var der måske ikke så meget nyt: effekterne på væksten er små og ikke mindst usikre; Rune Møller Stahl, statskundskab, gav en glimrende teorihistorisk oversigt over brugen af og forståelsen af 'vækst som analytisk begreb'.

Da der var parallel-sessioner fik jeg ikke hørt fremstilling og diskussion af Piketty's bog, endsige bidrag om lykkeforskning (Jens Bonke) og arbejdet med at opstille et grønt nationalregnskab i Danmarks Statistik. Alle vigtige emner. Blandt de mange tilhørere havde jeg dog svært ved at få øje på mere end en enkelt af kollegerne fra Økonomisk Institut. Det var lidt ærgerligt for dagen gav inspiration til nytænkning om underbelyste sammenhænge mellem traditionelt vækstteori, fordeling, velfærdsstat og miljøpåvirkning, som med fordel i fremtiden kan inddrages i undervisningen.

Hvor blev efterspørgslen af?
Men et væsentligt emne blev overhovedet ikke nævnt i de oplæg jeg hørte; betydning af efterspørgslen for væksten, og for den igennem årtier aftagende vækst! Direkte adspurgt (af mig) svarede Martin Ågerup 'at efterspørgslen havde kun betydning for konjunkturerne', Lars Andersen var lidt mere imødekommende, idet han havde et slide med IMF-tal (muligvis OECD – det gik lidt stærkt), der viste en markant stærkere ekspansiv BNP-effekt af en indkomstfremgang i den nedre ende af indkomstskalaen, end højere oppe på skalaen, hvilket kunne tolkes som en efterspørgselseffekt.

Fuldt stop: Ikke et ord mere om efterspørgslens betydning, hvilket må undre, ikke mindst når der søges efter en forklaring på både det langsigtede trendmæssige fald i væksten og den næsten totale stagnation, som vi oplever i disse år.

Og lad mig gøre det helt klart, for mine lidt mere skeptiske læsere. I det følgende argumenterer jeg ikke for, at det kun er efterspørgslen, der spiller en rolle; men at efterspørgslen også spiller en rolle, og i de fleste sammenhænge en ganske betydelig rolle for udviklingen i produktionen på både kortere og på længere sigt. Det skyldes, at produktiviteten er endogent bestemt af bl.a. omfanget af de reale investeringer og af den (delvist) efterspørgselsbestemte produktion.

Disse teoretiske sammenhænge er velbelyste, ikke mindst kan jeg varmt anbefale Lavoie (2014). For mig blev det dog en ekstra øjenåbne r at kikke på data. Her forekommer det hævet over en rimelig diskussion, at det reale investeringsniveau som andel af BNP har været faldende siden 1960erne, se figur 2

Figur 2. Reale investeringers andel af BNP i Euro-området

Kilde: Jespersen (2016)

I denne figur kan der med lidt god vilje ses både de kortsigtede konjunktursvingninger delvist genereret af udviklingen i investeringsandelen – den velkendte efterspørgselsmulitiplikator, og den langsigtede nedadgående trend, der statistisk er sammenfaldende med en lavere vækst i BNP over hele den her betragtede 40 års periode.

Det vi er vidner til, er en endogen proces, hvor mindskede investeringer reducerer efterspørgsel og produktion, hvilket i sig selv reducerer produktions- og produktivitetsstigningerne på kort sigt. Hertil kommer efterfølgende den mere langsigtede effekt, at de mindskede investeringer resulterer i en langsommere tilvækst til kapitalapparatet, som yderligere mindsker den mere langsigtede produktivitetstilvækst. Der er således tale om en kombineret efterspørgsels- og udbudseffekt, som tilsammen giver en ganske god forklaring på den reducerede BNP-vækst. Og formentlig et forhold der vil fortsætte så længe de reale investeringer andel af BNP er faldende i Europa (under ét).

Stram økonomisk politik
Men hermed er Europas kvaler ikke slut. For det faldende reale investeringsniveau har efterladt den private sektor med et strukturelt opsparingsoverskud, der har sit modstykke i et tilsvarende strukturelt underskud i den offentlige sektor (og for nogen af landede også et betalingsbalanceoverskud). Men EU har i al sin visdom besluttet, at de enkelte lande ikke må have et strukturelt underskud på den offentlige sektors budget, der overstiger ½ pct. af BNP. Et forhold der kun kan opnås gennem en massiv finanspolitisk konsolidering, der bidrager til yderligere at mindske efterspørgslen, reducere væksten (om overhovedet) i BNP og dermed også dæmpe stigningstakten i produktiviteten endnu mere.

Den stramme finanspolitik er således en yderligere faktor til at forklare den udeblevne vækst. Et forhold der naturligvis er gået hårdest ud over de lande, der ikke har kunnet eksportere sig ud af krisen. Og her gælder det rent definitorisk, at alle lande ikke kan eksportere sig ud af krisen samtidigt. Da både Kina og Japan har store overskud, og USA forsøger at mindske sit betalingsbalanceunderskud, så må en stram finanspolitik for en række EU-lande betyde en afdæmpet efterspørgsel og dermed BNP-vækst i årene fremover.

Billedet kan dog ændre sig noget, hvis den pengepolitiske ekspansion lykkes for Den Europæiske Centralbank. Det er af helt afgørende betydning at få bragt det reale investeringsniveau primært i den private sektor op; men offentlige investeringer er der bestemt også brug for både til 'pump priming', til at sikre en langsigtet bæredygtig udvikling og bedre makroøkonomisk balance EU-landene imellem. Men EU's budgetregler hindrer en sådan offensiv og offentlig investeringsstrategi.

Er vi så blevet klogere på vækstens determinanter?
Jeg vil snarere sige, at vi blev gjort opmærksomme på, hvor utilstrækkelig den traditionelle vækstteori er til at forklare og besvare en stribe væsentlige spørgsmål.

Når efterspørgslen svigter i Europa, er det så fordi en overvejende del af befolkningen i de velstående lande ikke ønsker mere BNP, på navnlig ikke hvis det forsat skal ske på bekostning af en række andre og vigtigere samfundsmæssige forhold? Naturligvis ønsker de fleste et job på anstændige løn- og arbejdsmæssige vilkår; men er BNP-vækst et godt redskab til at opnå det? Arbejdsløsheden har nu siden begyndelsen af 1980erne ligget og svinget omkring 10 pct. i Europa uanset en betydelig vækst indtil for ti år siden. Er den øgede ulighed nødvendig, en høj pris at betale for arbejdsmarkedsreformer, der blot har øget jobusikkerheden, var de ønskede? Og er denne usikkerhed og øgede ulighed blot med til at dæmpe efterspørgslen og dermed væksten? Den europæiske austerity policy har ligeledes dæmpet efterspørgslen og rullet en række velfærdreformer tilbage. En sådan nedprioritering af den aktive omfordelingspolitik bl.a. i form af reducerede investeringer i uddannelse vil (muligvis) mindske produktivitetsstigningerne i fremtiden. Og hvad med klimabelastningen, der jo ikke indregnes i de traditionelle vækstmodeller, kunne den ikke resultere i en mindsket produktivitet i fremtiden. Her kan etablering af grønne nationalregnskaber udgøre et vigtigt planlægningsredskab.

Der blev således rejst mange vigtige spørgsmål i løbet af dagen, som planlæggerne 'kritiske politter' bestemt bør være tilfredse med, og forhåbentligt giver forløbet dem mod på at arrangere flere lignende seminarer, f.eks. om økonomisk politik.

Litteratur:
J. Jespersen (2014), BNP-vækst: hvorfor/hvorfor ikke?, artikel 1 i Temanummer af Samfundsøkonomen omhandlende 'Vækst'

J. Jespersen (2016), Structural Budget Deficits: getting causality right, chapter 6 i Mogens O. Madsen og Finn Olesen, Macroeconomics after the Financial Crisis: a Post-Keynesian View, London: Routledge (udkommer maj 2016)

M. Lavoie (2014), Post-Keynesian Macroeconomics: New Foundations. Cheltenham: Edward Elgar


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk