Tre dage i Boston

American Economic Association (AEA) afholder hvert år lige efter nytår en af verdens største økonomiske konferencer. I år var seancen henlagt til Boston, hvor tusindvis af forskere har fremlagt deres nyeste resultater og ideer over for kollegaer fra hele verden.

Med ca. 50 parallelsessioner i hvert af de mange tidsrum som konferencens tre dage var opdelt i, omhandler emnerne stort set alt inden for økonomisk teori, empiri og policyspørgsmål, fra fremlæggelser af de nyeste økonometriske metoder til en parallelsession om Shakespeare og økonomi. Nobelpristagere og ph.d.-studerende fremlægger deres seneste arbejde side om side, og verdensberømte forskere og lærebogsforfattere, heriblandt også mange af dem man har været på efternavn med måske helt siden 1. årsprøve, kan man her se og høre i levende live (hvilket ganske vist somme tider bliver et antiklimaks).

Den britiske forfatter David Lodge har givet et meget morsomt portræt af nutidens videnskabelige konferencer i sin bog Small World. Her sammenligner han dem med middelalderens kristne pilgrimsrejser: Begge institutioner tillader deltagerne at give sig hen til alle de adspredelser og fornøjelser som rejsevirksomhed kan give, samtidig med at de tilsyneladende er strengt optaget af idealistisk selvforbedring i en højere sags tjeneste. Man kan sikkert også lave mange interessante sociologiske analyser af alle de ritualer og andre foreteelser der typisk finder sted på og omkring sådan en konference. Ud over alt det andet der sker, giver den imidlertid også et godt overblik over hvad der rører sig inden for økonomstanden lige nu.

Den store recession og hvad økonomerne kan lære af den, var selvfølgelig (fortsat) et stort debatemne, som bl.a. Olivier Blanchard underkastede en analyse i en af de mest højprofilerede frokostforelæsninger. Hans forslag om at man generelt bør overveje at hæve centralbankernes inflationsmål fra omkring 2 til 4 procent for at undgå fremtidige likviditetsfælder blev nævnt ved flere andre lejligheder på konferencen. Gregory Mankiw foreslog således i en anden session at man passende fremover kunne fastsætte inflationsmålet til 3,14 % - det vil være praktisk eftersom man jo i forvejen ofte gengiver inflationen ved hjælp af det græske bogstav pi!

Også de særlige problemer i euroområdet blev ivrigt debatteret. Blandt amerikanske fagøkonomer har der traditionelt altid været en del skarpe kritikere af eurokonstruktionen, og euroen fik også nogle verbale hak i tuden ved denne lejlighed. Ligeledes var permanent stagnation, Alvin Hansens gamle begreb, oppe at vende, bl.a. i en paneldebat med Robert Gordon og den tidligere finansminister og rektor for Harvard Lawrence Summers, der har gjort hver deres version af pessimistiske fremtidsscenarier - henholdsvis på udbuds- og efterspørselssiden - kendte.

Måske det mest karakteristiske ved dette års konference var de usædvanlig mange sessioner der på forskellig vis omhandlede udviklingen i indkomst- og formuefordelingen i såvel USA som resten af verden. Thomas Piketty deltog i en paneldebat som Gregory Mankiw havde arrangeret, og hans bog Capital in the 21st Century og øvrige arbejder blev flittigt omtalt i mange andre sessioner, men også en del andre uafhængige arbejder på feltet blev diskuteret. Det gælder ikke mindst sammenhængene mellem den teknologiske udvikling, robotternes nye roller i den moderne økonomi og udviklingen i den funktionelle indkomstfordeling, hvor arbejdskraften i mange lande har modtaget en faldende del af de samlede indkomster i den seneste årrække.

Endelig afholdt den afgående formand for AEA, William Nordhaus fra Yale, sin Presidential Lecture om et andet aktuelt emne, nemlig et af hovedproblemerne i klimapolitikken: Hvordan kan en delmængde af verdens lande, der ønsker at føre en effektiv klimapolitik, skabe en stabil koalition og undgå at de enkelte deltagerlande ser en fordel ved at springe fra de forpligtelser de tidligere er gået ind på, sådan som det blev Kyotoprotokollens skæbne? Det er en variation af det klassiske freerider-problem i forbindelse med en global eksternalitet, som drivhuseffekten jo er. Nordhaus mente at sanktioner i form af generelle handelsrestriktioner over for freerider-landene var en vigtig del af løsningen og bakkede det op med simulationer fra en til lejligheden konstrueret model TRICE - hvor navnet er en kærlig reference til Nordhaus' gammelkendte klimamodeller DICE og RICE.