Hvem er fattig?

Danmark har her i juni fået en officiel fattigdomsgrænse: Familier der tre år i træk har haft en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten, som har en formue under 100.000 kr. pr. voksen, og som ikke omfatter studerende, betegnes nu officielt som fattige. 50 pct. af medianindkomsten svarer i 2003 til 103.200 kr. I alt godt 42.000 danskere er med denne definition fattige, heraf godt en fjerdedel børn.

Fattigdomsgrænsen er straks blevet kritiseret fra flere sider: Nogle er utilfredse med at der overhovedet skal være en fattigdomsgrænse, eller at den tager udgangspunkt i et relativt fattigdomsbegreb ved at bruge medianindkomsten. Andre har kritiseret at grænsen på 50 pct. virker lav i forhold til de 60 pct. som EU anvender, eller at et tre-årigt interval frasorterer nogle som også er ramt af egentlige fattigdomsproblemer.

Den debat der kommer frem i pressen, har ikke været specielt nuanceret og interesseret sig meget for de bagvedliggende overvejelser. I nogle tilfælde virker den som om den er forudbestemt af afsenderens politiske standpunkt. Men faktisk ligger der en fortrinlig rapport på 300 sider til grund for beslutningen, udarbejdet af et 6-mands ekspertudvalg (hvor de fire er kendte og erfarne økonomer) med Torben M. Andersen i spidsen.

Rapporten er et eksempel på den slags fremragende oplysende udredninger hvor man kan blive langt klogere på emnet og de forskellige vigtige problemstillinger der f.eks. ligger i spørgsmålet om hvilken nytte en officiel fattigdomsgrænse kan gøre, og hvordan man meningsfuldt kan fastlægge den. Alle de forskellige elementer i sagen bliver endevendt, både principielle aspekter, sammenhæng og forskelle mellem ligheds- og fattigdomsdiskussioner, hvordan man operationaliserer principperne, praktiske problemstillinger i målingen som ækvivalering, naturalieindkomster mv., nyttig empiri om de faktiske danske forhold på området, sammenligninger med udlandet og meget andet godt.

Vores nabolande i Norge og Sverige har en lang tradition for systematisk at give vitaminer til beslutninger med den slags saglige udredninger, der graver adskillige spadestik dybere end den ofte meget slagords-agtige diskussion i medierne. Og også i Danmark har man heldigvis rigtig mange eksempler i tidens løb. De bliver husket af fagfolk på området og ofte brugt som reference mange år frem, og også mere almindeligt interesserede læsere kan med fordel være opmærksomme på dem.

Og hvor er det blevet meget lettere at få fat i den slags information i dag end for 20 år siden, hvor man kun kunne få fat i sådanne udvalgsrapporter i bogform! Hvilket dels kunne være besværligt, da de som regel ikke just lå på bestseller-hylderne i boghandlerne, og dels kostede penge, hvilket krævede en ret høj interesse i emnet for at blive prioriteret i et kreditbegrænset studenterbudget.

Om fattigdom mest relevant bør opfattes som et absolut eller relativt begreb, er en af de klassiske diskussioner i forbindelse med begrebet, og den gentages også i rapporten. For udvalget er det centrale spørgsmål om den enkelte person eller familie kan opretholde en rimelig levefod der muliggør deltagelse i samfundslivet. Den sidste bisætning er afgørende: For et velstående land som Danmark er en absolut fattigdomsgrænse ikke tilstrækkelig til at indkredse fattigdom knyttet til mulighederne for deltagelse i samfundslivet, og derfor er en relativ fattigdomsdefinition relevant.

Der er dog andre alternativer end medianindkomst-metoden når fattigdommen skal afgrænses. Udvalget afsætter et kapitel til at undersøge budgetmetoden, hvor der defineres en forbrugskurv sammensat af de varer og tjenester der skal anskaffes for at kunne oppebære en rimelig levestandard. På basis af tidligere beregninger fra bl.a. Forbrugerstyrelsen opereres både med et standardbudget og et ”minimumsbudget”, hvor det sidstnævnte er opstillet til at kunne dække et ”nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til aktiv deltagelse i samfundet”. Fremskrevet til i dag viser det sig at den indkomst der skal til for at kunne overholde minimumsbudgettet, i praksis er næsten sammenfaldende med halvdelen af medianindkomsten for en række typefamilier. Det er medvirkende til at udvalget anbefaler en tilgang hvor man dels tager afsæt i medianindkomst-beregninger som er lettere at have med at gøre, dels anvender en grænse på 50 pct. i stedet for f.eks. EU's 60 pct.