Poul Schou

Generationernes kamp: Græshopper eller dessertspisere?

Hvilke af de forskellige nulevende generationer der i særlig grad har scoret kassen på de andre generationers bekostning, er et spørgsmål som jævnligt optager sindene. Også her i sommer har man kunnet læse debatindlæg i aviserne med udsagn som ”græshoppegenerationen, der konsumerer alt på deres vej og intet lader tilbage” og ”som noget helt nyt under 68-generationen ikke, at de yngre generationer skal have det bedre end dem selv”.

Det er tilsyneladende en vidt udbredt opfattelse – ikke mindst blandt yngre – at netop 68'erne (eller ”rødvinsgenerationen”) er helt i særklasse hvad materiel rigdom og forbrugsmuligheder angår, og har opnået en levestandard som overgår alle andre både ældre og yngre generationers. Men hvad bygger denne opfattelse egentlig på? Den mig bekendt seneste faktuelle undersøgelse, der faktisk har forsøgt at beregne den samlede forventede livsindkomst for alle de nulevende generationer, peger på et helt andet billede: Alle generationer uden undtagelse fra de ældste medtagne (som er født i 1930) til de helt nyfødte er blevet rigere end alle de foregående generationer. Altså: Jo yngre man er, jo rigere bliver man også.

Resultatet skyldes ét eneste fænomen, nemlig den vedvarende økonomiske vækst der har været i hele den betragtede periode, og som efter al sandsynlighed også vil kendetegne de næste mange årtier. Det er næppe nyt for økonomer at den stadige produktivitetsvækst er en overordentlig potent faktor når man betragter udviklingen over lange perioder. Regner man med at der går ca. 30 år fra en generation til den næste (gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende kvinde er i dag 29 år) og produktivitetsvæksten er på ca. 2 pct. om året, betyder det, at den reale timeløn alt andet lige stiger med ca. 80 pct. fra en generation til den næste. Med en mere beskeden årlig produktivitetsvækst på 1½ pct. vil der stadig være tale om en stigning på over 50 pct. Det som den nævnte undersøgelse finder frem til, er at dette fænomen alene er så kraftigt at det langt overdøver alle andre økonomiske ændringer, som samtidig har fundet sted i efterkrigstiden, og som den offentlige debat ofte fokuserer på. Fx udviklingen i makrogældsposter eller de historiske udsving på boligmarkedet med store kapitalgevinster i nogle år og tilsvarende store tab i andre år. Således peger undersøgelsen på at de nettobidrag som en generation over hele sit livsforløb enten betaler til eller modtager fra det offentlige, sjældent udgør mere end to-tre procent af generationens samlede livstidsindkomst, og aldrig mere end fem procent.

Undersøgelsen er selvfølgelig baseret på en række antagelser, som i sagens natur nogle gange er ret usikre. Det gælder både hvad de historiske data langt tilbage i tiden angår, og antagelserne om den fremtidige produktivitetsvækst og indkomstudvikling, som bygger på fremskrivninger med den store danske anvendte generelle ligevægtsmodel DREAM. Samtidig har vi, siden undersøgelsen blev lavet, oplevet både finanskrise og ændringer i den økonomiske politik. Det er dog svært at forestille sig at en opdateret version afgørende ville ændre ved det billede, at når man sammenligner generationer der er født med årtiers mellemrum, er der ét eneste fænomen der er helt afgørende for deres forskellige materielle velstandsniveau: Den fortsatte produktivitetsvækst. Og den vil formodentlig i mange generationer fremover sikre, at de generationer, der i rent materiel forstand er de mest ”forkælede”, til hver en tid vil være de yngste. De vil altid udgøre en dessertgeneration.

Selvom det langsigtede billede altså ser ud til at være, at den danske befolkning permanent bliver rigere for hver generation, betyder det ikke, at den økonomiske fordeling mellem de forskellige nuværende og fremtidige generationer netop er, som den skal være. Det er til hver en tid et relevant spørgsmål at stille: Hvor meget rigere ønsker vi, at yngre generationer skal blive i forhold til vores egne – givet at vi kan forøge deres rigdom yderligere, jo mere forbrug vi selv giver afkald på? Men for at undgå proportionsforvrængning er det rimeligt at man gør sig klart at spørgsmålet netop bør stilles på denne måde. Intet tyder på at vi faktisk indtil nu har oplevet nogle græshoppegenerationer.

14 kommentarer


Gæst

Kasper B. (gæst) @ d. 18. august 2010 #1

Fedt med en ny blogger! Det tegner oven i købet godt, med dette spændende første-indlæg.


Gæst

Morten (gæst) @ d. 18. august 2010 #2

Tak! Endelig en fornuftig artikel, der kan slå den myte ihjel. Jeg håber, du vil sende dit blogindlæg til en landsdækkende avis.


Gæst

LDN (gæst) @ d. 23. august 2010 #3

uenig. det er da klart at en senere generation vil have stoerre "velfaerd" hvis produktiviteten er gaaet fremad. det er ogsaa klart at denne effekt er den stoerste - kan ikke lige se hvorfor man skal bruge DREAM til at fastslaa dette, en helt almindelig Solow model goer det meget nemt at se, og ganske intuitivt.

Tag dog foelgende eksempel: et land har en maximal gaeld det kan optage paa 100 (derefter siger EU de skal spare etc). Renten paa gaelden er til enhver tid 2%. Lad os ogsaa antage at al den optagne gaeld vil blive betalt ud til forbrugerne.

Hvis landet i dag optager 100 i gaeld, kan det ikke optage mere, og medmindre der betales af paa gaelden vil dette tal aldrig aendres. saa hvis ikke de 100 giver et afkast der er over 2% saa vil den generation der fik udbetalt de 100 have haft det bedre end alle senere generationer. at antage at forrentningen overstiger udlaansrenten er det samme som at sige at en virksomhed boer optage maximal gaeld til enhver tid. enhver med blot basal corporate finance viden ved at det er forkert. det eneste der goer at det har givet mening siden 2. verdenskrig er at europa har vaeret inde i en oekonomisk genopbygnings periode hvor "catch up" effekten har vaeret stor. der er intet der tyder paa at dette vil fortsaette. det er naturligt at antage at vaeksten de naeste 50 aar vil vaere klart mindre end de sidste 50 aar, medmindre der sker aendringer i samfundet som ligger uden for hvad man ved nu (det goer der nok, men vil det vaere nok?)

hvis man hertil tilfoejer at der er en demografisk bevaegelse som goer at senere generationer skal betale af paa gaelden fordi antal aeldre etc stiger, boer det ogsaa vaere klart at disse generationer kommer til at betale for det forbrug som de aeldre generationer havde. det er noejagtigt hvad der sker nu.

at senere generationer har det bedre end tidligere virker som en ret oplagt konklusion - at vi har det bedre end stenaldermennesker betyder vel ikke at politikere siden da har gjort alting optimalt? boer man ikke se paa tingene relativt i stedet for bare absolut at sige "du har flere penge, ergo er der ingen graeshopper"?

Jeg mener det korrekte benchmark maa vaere: hvor meget har hver generation faaet ud af den indsats de har lavet. alt andet boer vaere en banalitet og irrelevant for nogen som helst oekonomisk diskussion


Gæst

LDN (gæst) @ d. 23. august 2010 #4

btw - som velfaerdskommisionen siger, den gennemsnitlige dansker faar mere fra staten end den giver. det siger vel sig selv det ikke holder. ergo maa systemet aendres, medmindre du altsaa tror at et land kan have uendelig gaeld. saa medmindre de penge der er blevet udbetalt forrentes mere end hvad laanene koster (dumt at tro), saa boer det vaere nemt at se at nuvaerende generationer har "stjaalet" fra senere generationer


Gæst

træt (gæst) @ d. 23. august 2010 #5

Fordelingsmæssigt synes papiret bloggerne linker til at give klar næring til synspunktet om, at 68'erne har raget til sig; fig 6). Hertil kommer velfærdsovervejelserne. Synspunktet om at senere generationer nødvendigvis må blive rigere sfa økonomisk vækst bygger på en antagelse. En antagelse der dermed vælter al usikkerhed over på fremtidige generationer (ikke mindst siden der er populære vækstteorier der insisterer på at per capita væksten er drevet af befolkningsvæksten - og den løjer p.t. voldsomt af på globalt plan). Og usikkerhed er som bekendt ikke noget der øger velfærden for den enkelte. Hertil kommer disnytte givende effekter ( vurderet ud fra en social welfare function af den utilitaristiske slags), der kan hænge drives med underfinansiering af velfærdsstaten (som 68'erne politisk er ansvarlige for): herunder øget arbejdsudbud og stigende ulighed. Så videre dybt er indlægget ikke.


Gæst

Marie (gæst) @ d. 23. august 2010 #6

Vil gerne sige velkommen til den nye blogger! Håber, du har lyst til at bidrage yderligere til debatten i fremtiden.

Til aal.dk: Vil det i fremtiden være muligt at bortfiltrere enkeltpersoners kommentarer?

Tak :)


Gæst

Jannik (gæst) @ d. 24. august 2010 #7

@Marie

Hvilke personers kommentarer ønsker du at "bortfiltrere"? Jeg går ud fra fra du har nogen i tankerne siden du nævner det.


Gæst

Poul Schou (gæst) @ d. 24. august 2010 #8

@ Kasper, Morten og Marie: Tak for velkomst og komplimenter!

@ LDN: Du skriver at du er uenig, men jeg ved ikke helt i hvad, for jeg synes jo egentlig at du samtidig erklærer dig enig i begge mine hovedpointer.

For at skabe lidt klarhed her i tråden: Der er både en positiv og en normativ problemstilling i generationsdebatten. Den positive drejer sig om hvilke nulevende generationer der rent faktisk ser ud til at få de største forbrugsmuligheder i løbet af hele deres livsforløb (og hvor store forskellene er). Den normative diskuterer om denne fordeling så er rimelig, eller man burde prøve at ændre den.

Det meste af min blog drejer sig udelukkende om det positive spørgsmål: Hvilke generationer har/får det bedst, målt med den målestok som vi økonomer nu engang normalt bruger i vores nyttefunktioner: Det absolutte materielle forbrugsniveau. På den ene side er der de nævnte produktivitetsfremskridt som alt andet lige gør yngre generationer rigere hele tiden. På den anden side er alt andet jo netop ikke lige, for den teknologiske udvikling er langtfra det eneste der påvirker de forskellige årganges forbrugsmuligheder. Når generationsdebatten raser, er det som regel netop alle mulige andre fænomener der fokuseres på: Nogle generationer har oplevet større ledighed end andre, på nogle tidspunkter er stats- og/eller udlandsgælden steget, og senere er den faldet, i nogle perioder har husejerne tjent store kapitalgevinster, og på andre tidspunkter brager huspriserne ned, overførselsindkomster som efterløn tilfalder generationerne i forskellig grad, osv. Et vigtigt spørgsmål er derfor om alle disse ”andre” ting tilsammen har kunnet overdøve den almindelige tendens til stigende velstand. Det er tilsyneladende en udbredt forestilling at netop dette er tilfældet (jf. aviscitaterne i min blog).

En teoretisk Solowmodel kan ikke bruges til at finde svaret på dette spørgsmål, for det er jo en helt igennem empirisk problemstilling. At finde svaret kræver et såkaldt generationsregnskab, som både kigger fremad og bagud i tiden, og som både ser på overførslerne mellem privat og offentlig sektor og de øvrige indtægter som de forskellige generationer råder over. Fx skal man naturligvis indregne det problem du nævner i dit andet indlæg: Den nuværende finanspolitik vurderes af mange ikke at være holdbar, og i fremtiden skal man derfor enten forøge skatteindtægterne eller spare på de offentlige udgifter i forhold til i dag. Dette tager den nævnte kilde da også højde for, som det fx fremgår s. 10. Beregningen har således indregnet at nettobetalingen til det offentlige skal stige fremover.

Det glæder mig at du køber svaret på det positive spørgsmål uden problemer. Jeg kan til gengæld fortælle at jeg har mødt adskillige dygtige økonomer der umiddelbart var meget overraskede over at produktivitetsvæksten virkelig dominerer ”alt det andet”. Det siger i mine øjne noget om hvor kraftigt de billeder som generationsdebatten især har slået på, virker på vores bevidsthed.

Vi er også helt enige om at det faktum at vi har det bedre nu end i stenalderen (eller for blot 40 år siden), på ingen måde betyder at hele den førte politik i mellemtiden har været optimal. Det er sådan set netop den pointe jeg fremfører i det sidste afsnit i bloggen. Og hermed er vi så fremme ved det normative: Hvordan fordelingen BØR være mellem de forskellige ældre og yngre generationer, er et selvstændigt – men ikke særlig enkelt – emne. Det er i sidste ende et spørgsmål om hvordan den rette samfundsvelfærdsfunktion ser ud. Den sag har økonomer diskuteret mange gange, men ender som regel med at komme frem til at der ikke er noget entydigt objektivt svar på det, jf. også diskussionen herom i kilden. Men for overhovedet at kunne drøfte dette fornuftigt er det vigtigt at man i første omgang har et retvisende billede af hvordan generationsfordelingen rent faktisk er i udgangspunktet.


Gæst

Poul Schou (gæst) @ d. 24. august 2010 #9

@ ”træt”: (Jeg synes det ville være rart hvis folk et sted som her altid angav i hvert fald hele deres fornavn. Det virker lidt mærkeligt at svare én der optræder helt uden at præsentere sig. Men du nævner nogle relevante pointer, som jeg gerne vil kommentere.)

Der er usikkerhed om ganske mange antagelser i sådanne beregninger, og den fremtidige produktivitetsvækst er selvsagt en af de vigtigste. Man kan sagtens forestille sig at produktivitetsvæksten fremover bliver lavere end hvad vi fx har oplevet i hele efterkrigstiden. Det virker til gengæld ret usandsynligt at den ligefrem skulle forsvinde helt i de nulevende generationers tid – dvs. vel i hvert fald resten af dette århundrede. De semiendogene vækstteorier du vist henviser til, bygger typisk på en antagelse om at produktivitetsvæksten bliver drevet af forskning og udvikling, og medmindre der er konstant skalaafkast mht. viden i forskningssektoren, er man afhængig af at ansætte flere og flere forskere for at opretholde en konstant produktivitetsvækst. Det kræver i det helt lange løb at befolkningen skal vokse, og holder befolkningsvæksten derfor op, vil produktivitetsvæksten gå mod 0 før eller siden. Denne historie kan sagtens være rigtig, men der er tale om et ekstremt langt tidsperspektiv. Indtil videre udgør den andel af verdens befolkning der beskæftiger sig med forskning, under 1 pct. af hele den globale arbejdsstyrke, så der er plads til at udvide bestanden af forskere ganske kraftigt de næste adskillige sekler, også selvom befolkningsvæksten skulle gå i stå i morgen.

Jeg er meget enig i at skal man have et fuldt billede af de forskellige generationers samlede velfærd, skal man principielt også inddrage alle andre faktorer der må formodes at påvirke velfærden. Hvorvidt det ville styrke eller svække den oprindelige konklusion, at yngre altid lader til at få bedre forhold end ældre, er nok svært uden videre at sige definitivt. Der er mange forhold der påvirker velfærden, og udviklingen er næppe entydig for dem alle. Fx er uddannelsesniveau, helbred og levealder tre supplerende fænomener som givetvis betyder en del, og på disse punkter er forholdene generelt blevet forbedret med tiden. Men det kunne da være interessant fx at få lavet en systematisk beregning af hvor stort det samlede livstids-timearbejdsudbud har været/vil blive for de forskellige generationer. Også her har der været mange forskellige tendenser i løbet af efterkrigstiden og videre ud i fremtiden, som til dels trækker i modsatte retninger: Ændringer i officiel årlig arbejdstid, tilbagetrækningsalder, alder ved indtræden på arbejdsmarkedet, kvindernes erhvervsfrekvens, andelen af deltidsansatte osv. Muligvis en speciale-ide for nogen?


Gæst

LDN (gæst) @ d. 25. august 2010 #10

@ Poul Schou

Enig i at det maaske er overraskende at dominansen er saa stor. Einstein sagde - "compounding is the most powerful force in the universe" - hvilket jeg mener er hvad der er paa faerde her og ikke saa meget andet.

Med det vaerende sagt, mener jeg stadig at min pointe er lidt anderledes - som du selv naevner har i kigget paa det absolutte forbrugsniveau for hver generation.

Hvis man fx antager at BNP vokser med en fast rate hvert aar, lad os sige 2%, og at alle generationer er lige store og forbruger lige meget osvosvosv, saa er det naturligt at senere generationer faar mere end tidligere.

Hvis nu der foedes et menneske hvert aar, og hvert menneske lever 120 aar, og de foerste 10 aar bruges paa uddannelse og de sidste 10 aar paa otium, saa vil, over tid, alle bidrage lige meget til BNP hvis man ser bort fra produktivitetsvaeksten. Hvis man samtidig antager at alle forbruger det som de producerer, vil forbrug_unge/forbrug_gamle vaere lig produktivitetsvaeksten.

Jeg ved ikke helt hvad i har maalt, men det jeg mener er mest interessant er ikke om forbrug_unge/forbrug_gamle > 1 da dette som jeg beskrev er trivielt, hvilket jeg i foerste omgang (maaske fejlagtigt) forstod i havde maalt, men om hvorvidt denne ratio er > eller < end prodvaekst. hvis <, saa bruger "gamle" mere end unge relativt til "hvad de fortjener" (hvad det saa end betyder). har i undersoegt dette?


Gæst

Poul Schou (gæst) @ d. 26. august 2010 #11

@ LDN: 1) Ja, enig i at resultatet endnu engang minder os om hvor magtfuld eksponentiel vækst i virkeligheden er. Og som et vigtigt korollar hertil: At den offentlige generationsdebat derfor ofte lider af væsentlige proportionsforvrængninger. De partielle forhold som ofte fremhæves som afgørende for forskellene i generationernes levestandard, er i virkeligheden ikke særlig betydningsfulde i forhold hertil.

2) Nej, beregningerne måler som sagt det absolutte forbrugs udvikling – og dermed også den absolutte vækst heri. Det er meget bevidst, idet en faktuel redegørelse af hvordan velfærden for de forskellige generationer har udviklet sig, må tage udgangspunkt i hvad der indgår i nyttefunktionen. Og mainstream-makroteori fortæller os at her er det forbrugsniveauet som sådan der er den nok mest centrale variabel. A priori at pålægge en bestemt normativ målestok er ikke vores ærinde og ville blot gøre det deskriptive billede uklart, så meget mere som der ikke er nogen fagøkonomisk konsensus om hvad den rimeligste normative målestok i givet fald ville være.

Men vil man så i næste skridt diskutere hvordan forbrugsudviklingen BØR være over tid, kan man forsøgsvis starte med at overveje den regel du kommer med: Er det mest retfærdige evt. at generationernes forbrug netop vokser i takt med produktivitetsvæksten? Jeg vil imidlertid nævne nogle forskellige grunde til at den ikke nødvendigvis er særlig fyldestgørende:

a)Lad os først lade som om produktivitetsvæksten er noget eksogent givet, som falder ned til os som manna fra himlen (eller udlandet). Nu er produktivitetsvæksten imidlertid kun en ud af mange udefrakommende faktorer som påvirker vores forbrugsmuligheder, om end altså den vigtigste i det lange løb, og hvorfor skal lige den have særstatus? Forestil dig en generation som får glæde af et midlertidigt positivt produktivitetsstød, som alt andet lige forøger indkomsten for denne generation med 1 pct. i forhold til en steady state; men den samme generation bliver også ramt af en global finanskrise, som reducerer den samme generations indkomst tilsvarende med 1 pct. - uden at påvirke produktiviteten som sådan. Ifølge din regel har denne generation ret til at få 1 pct. ekstra forbrug og skal altså kompenseres for følgerne af finanskrisen, men hvor skal denne kompensation komme fra, uden at din regel bliver brudt for nogle af de andre generationer? Og hvad med alle mulige andre udefrakommende påvirkninger? Fx behov for defensive udgifter som følge af krige og naturkatastrofer, eller mindre dramatiske, men måske kvantitativt lige så betydningsfulde fænomener som ændringer i de internationale bytteforhold eller renteniveauer?
b)Selv hvis man ser bort fra sådanne faktorer, hvad er så rationalet for at virkningerne af et stort midlertidigt produktivitetsstød (negativt eller positivt) udelukkende skal ramme dem som tilfældigvis lever på dette tidspunkt? I en standard-vækstmodel som en Ramseymodel er det inoptimalt at følge din regel slavisk – når økonomien er uden for steady state (som en virkelig økonomi i praksis altid er), vil forbrugs- og produktivitetsvæksten generelt ikke være identiske. En årsag er at husholdningerne får større velfærd af at udjævne virkningerne af midlertidige stød over længere tidshorisonter. I en moderne økonomi som den danske fremføres somme tider et tilsvarende argument: En velfærdsstat kan forbedre generationernes forventede nytte ved at optræde som en art forsikringsselskab der afdæmper virkningerne af store, men midlertidige stød ved at poole risikoen - over individer og over generationer.
c) I realiteten er en del af produktivitetsvæksten endogent bestemt af indenlandske forhold, og dermed typisk resultatet af investeringer som er foretaget af tidligere generationer. Det giver også din regel nogle problemer. Forestil dig fx to generationer der til at starte med er i en steady state hvor de begge netop har udsigt til en forbrugsvækst der passer til deres produktivitetsvækst. Så regner regeringen i den ældre generation (korrekt) ud at hvis den bruger en ekstra milliard kr. på forskning og infrastruktur, vil gevinsterne i form af større indkomstmuligheder fremover mere end opveje omkostningerne. Generationen iværksætter derfor denne reform, men da gevinsterne først kommer i fremtiden, lånefinansierer den reformen. Den yngre generation opnår højere produktivitet på grund af reformen, tjener 1½ mia kr mere som følge heraf, betaler statsgælden tilbage med renter og har stadig noget ekstra tilovers. Her er tale om en Paretoforbedring, men ifølge din målestok er der nu samtidig opstået en uretfærdighed, for den yngre generations disponible indkomst er jo steget mindre end dens produktivitetsvækst.
d)Endelig er der det mere politisk-etiske aspekt der handler om hvad befolkningen rent faktisk synes er en rimelig og fair fordeling mellem generationerne – dvs. hvad gennemsnitsdanskerens præferencer for generationsfordeling er. Rent empirisk kan man se at i alle vestlige demokratier foregår der på ethvert givet tidspunkt en vis udjævning af forbrugsmulighederne i forhold til markedsindkomsterne. Så medianvælgerne har tilsyneladende præferencer for en vis omfordeling fra rige til fattige grupper. Det er mindre klart hvad de mener om intergenerationel omfordeling. Men i fx en utilitaristisk samfundsvelfærdsfunktion (som jeg selv synes ville være en mere naturlig referenceramme for en normativ diskussion) ville sådanne overvejelser være udgangspunktet for hvordan man skulle sammenveje de forskellige generationers velfærd i forhold til hinanden.


Gæst

LDN (gæst) @ d. 27. august 2010 #12

Du har helt ret i at min "regel" ikke er optimal - jeg proevede bare at paapege at "generationernes kamp" boer fokusere mere paa en "fair fordeling" istedet for blot at se paa hvem der kan forbruge mest. Jeg mener dette er helt centralt, for hvis i blot kigger paa hvem der forbruger mest er det naesten (undskyld mig) et ligegyldigt resultat, da jeg ellers mener det bare viser at det vigtigste i forbrugsudviklingen er produktivitetsudviklingen, hvilket jeg som diskuteret mener er trivielt.

som du selv siger er dette nok mere en diskussion om hvordan man bedst konstruerer en "velfaerdsfunktion". som jeg i starten argumenterede kan man jo forestille sig foelgende:

antag at alle lever i praecis et aar, og at vaeksten i samfundet er V og renten paa laantagning er R. alt er eksogent (ja, det har du ret i det ikke er, men for simplicitet)

scenarie1: staten laver intet, alle faar det de tjener. i saa fald vil enhver til enhver tid kunne forbruge (1+V)^n, n er aar efter indeksering.

scenarie2: staten tager i n=1 et laan paa 1 og udbetaler dette til den person der lever i aar 1. intet mere sker. renterne skal betales hvert aar. en person i aar n kan derfor forbruge (1+V)^n-R, hvis vi antager intet afdrag.

scenarie3: staten tager i n=1 et laan paa 1 og ... som overnfor. derefter optager staten hvert aar et ekstra laan paa R. I aar n kan staten ikke optage mere gaeld fordi det er blevet til graekenland, og skal betale gaelden tilbage. ham der lever i aar n vil derfor kunne forbruge (1+V)^n-(1+R)^n

I scenarie 3 boer det vaere tydeligt at det kun giver mening hvis V>R, hvilket er langt fra trivielt. I scenarie 2 er det ogsaa tydeligt at enhver krone brugt i aar 1 foerer til R kroner faerre brugt i alle senere generationer.

hvis man saa skal tilfoeje tilfaeldigheder som du goer, saa er det vel ogsaa klart at en alt for stor laantagning (jf scenario 3) i en generation kan goere at en senere generation ikke kan tage de laan de er noedt til - hvilket er relevant nu fordi:

danmark kommer - grundet demografiske udviklinger - til at have underskud medmindre der skaeres HAARDT i den offentlige sektor. det er fakta imo. vi har ikke engang formaaet at opbygge en betydelig buffer paa trods af at vi har haft 1) fantastisk demografi, 2) en meget stor hoejkonjunktur og 3) en del mere olie i undergrunden end vi har fremover.

saa for at bruge scenarie 3 som eksempel, saa boer det vaere klart at det at man ikke har faaet opbygget reserver goer at senere generationer kommer til at sidde lidt haardt i det (ie, meget lidt offentlig service ift nu) hvis blot nutidige generationer havde sparet mere.

jeg har personligt ekstremt svaert ved at se hvordan du kan have nogen som helst anden mening.



Gæst

Poul Schou (gæst) @ d. 29. august 2010 #13

At det er fint hvis offentligheden får mere klarhed på hvad en fair intergenerationel fordeling egentlig vil sige, kan vi sagtens blive enige om. Det er netop det der bør diktere svaret på spørgsmålet: Hvor meget rigere ønsker vi at yngre generationer skal blive i forhold til vores egne – givet at vi kan forøge deres rigdom yderligere, jo mere forbrug vi selv giver afkald på? Hvis du imidlertid med begrebet ”bør fokusere mere på” mener at det er uvæsentligt først at sætte sig nøgternt ind i de faktuelle forhold på et område inden man går over til at give bud på hvad der skal gøres, er det næppe nogen hensigtsmæssig holdning.

Lad mig tage et eksempel: Du skriver at den hidtidige politik har gjort at senere generationer kommer til at få ”meget lidt offentlig service ift nu”, og at du har ekstremt svært ved at se at nogen kan være uenige heri. Men det er nu engang sådan at såvel den danske regering som alle andre der laver seriøse konkrete beregninger af de finanspolitiske problemer du omtaler, netop i høj grad ER uenige heri. Selvom vi har et holdbarhedsproblem, er det ikke af en størrelsesorden som vil forhindre at det offentlige reale forbrug efter al sandsynlighed vil ligge på et noget højere niveau om fx 10 år, og et endnu højere niveau om 20 år. I regeringens fremskrivninger regnes således med en vedvarende vækst i det reale offentlige forbrug fremover, især efter 2013. Vel at mærke EFTER at der er taget højde for virkningerne af regeringens genopretningsaftale. Andre institutioner der beskæftiger sig med holdbarhedsproblemet, har lidt andre bud på hvad der skal til for at skabe en holdbar finanspolitik, men forudsætter også alle en vedvarende vækst i det reale offentlige forbrug på længere sigt fremover. Dette er i sidste ende blot en anden konsekvens af den ”trivielle” produktivitetsvækst. Om disse forhold kan man fx læse mere i regerings konvergensprogram 2009, som kan downloades fra finansministeriets hjemmeside, eller i den seneste vismandsrapport.

Så der kan godt være legitime grunde til at mene at den hidtidige finanspolitik ikke har været optimal; men at hævde at den har nødvendiggjort at fremtidige generationer skal leve med et lavere realt offentligt forbrugsniveau end vi gør i dag, hører altså ikke til dem, for ingen seriøse beregninger tyder på at det er sandt. (Hvilket i parentes bemærket ikke hindrer en relevant debat om hvorvidt dette forbrugsniveau nu netop er som vi ønsker. Intergenerationelle fordelingsspørgsmål er her kun én ud af flere relevante problemer og prioriteringer, som finanspolitikken bør tage højde for.)

Jeg tror at pointerne her i tråden efterhånden er blevet gentaget tilstrækkeligt. Tak for dine kommentarer som har bidraget til at få uddybet nogle af problemstillingerne. Lad mig afslutningsvis citere en vismandsrapport fra 2004, som i et specialkapitel om emnet intergenerationel fordeling præsenterede det allerførste danske forsøg på en sammenhængende beregning af de nuværende generationers forbrugsniveau:

”I den offentlige debat fremføres ofte meget bombastiske udsagn om vindere og tabere i fordelingen mellem generationer. Der postuleres således markante forskelle i forbrugsmuligheder i forbindelse med navngivningen af generationer som rødvins-, vandgrøds- eller græshoppegenerationer. Men der er i virkeligheden meget lidt konkret viden om den intergenerationelle fordeling af indkomst og betalinger til og fra det offentlige.”

Det passer nok stadig meget godt på situationen i dag.


Gæst

LDN (gæst) @ d. 22. october 2010 #14

Lige for at vise Torben M Andersens view:

http://epn.dk/privat/article2221767.ece


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.