At holde trit med Sørensens

I oktobernummeret af Scandinavian Journal of Economics er der en artikel med titlen Social Comparisons and Optimal Taxation in a Small Open Economy. Den handler om et meget interessant emne, nemlig spørgsmålet om hvordan vores sociale præferencer påvirker hvordan det optimale skattesystem bør se ud. Udgangspunktet er den velkendte psykologiske indsigt som bliver sammenfattet i det engelske udtryk ”keeping up with the Joneses”. En dansk oversættelse kunne være at holde trit med Sørensens, som også er titlen på en oversigtsartikel i Samfundsøkonomen om problemstillingen. Tanken er at vi alle til stadighed sammenligner vores egen adfærd med adfærden i vores omgangskreds, og specielt afhænger den nytte vi får af vores materielle forbrugsniveau, af hvad der er et almindeligt forbrugsniveau i referencegruppen. Den mobiltelefon-model der for nogle år siden var topmoderne og derfor gav stor prestige og nytte i omgangskredsen, er i dag håbløst forældet og måske nærmest forbundet med skamfølelse når man trækker den frem og bruger den alligevel. Nytten af det samme konkrete forbrugsgode er altså blevet mindre som følge af at referencepunktet i form af andres forbrugsnorm har ændret sig i mellemtiden.

Denne hverdags-psykologiske indsigt, som de fleste nok vil kunne genkende fra dagligdagen, har en række interessante økonomiske implikationer, idet den jo introducerer en negativ eksternalitet i det private forbrug: Hvis jeg forøger mit private forbrug ved f.eks. at anskaffe en mere moderne mobiltelefon, vil det tænkeligt gøre min nytte større, men samtidig formindske nytten hos alle de personer som anvender bl.a. mit forbrug som referencepunkt: De får nu lidt mindre nytte af deres eget forbrug. Dermed er der indført en markedsfejl i den uregulerede markedsligevægt som gør at det private forbrugsniveau bliver inefficient højt: Vi arbejder ifølge denne tankegang alle sammen for meget fordi vi forsøger at opretholde et forbrug der holder trit med de andres, og ville forøge vores nytte hvis vi kollektivt blev enige om at slappe lidt mere af og leve med et tilsvarende lavere materielt forbrugsmønster efter bedste simple living-mønster.

Negative eksternaliteter skal man som bekendt internalisere ved hjælp af en passende Pigou-afgift, og det er her de svenske forfattere Thomas Aronsson, Olof Johansson-Stenman og Tomas Sjögren kommer ind i billedet. Især de to første har i årenes løb udgivet en række forskningsartikler som netop har undersøgt implikationerne af denne tankegang. Artiklen i Scandinavian Journal of Economics er det seneste nye skud på stammen, hvor den konkrete artikels merværdi går ud på at udvide problemstillingen til en lille åben økonomi, og dermed introducere nogle problemstillinger om kapitalindkomstbeskatning som under alle omstændigheder er interessante i sig selv.

Der findes en del tilsvarende faglitteratur som undersøger implikationerne af sociale præferencer og relativt forbrug for en lang række specifikke public finance-problemstilinger. Et par eksempler er denne og denne artikel. Men den grundlæggende tanke er forbløffende simpel: Tror man at sådanne relative forbrugseffekter er reelle, vil en skat på arbejdsindkomst der begrænser realindkomsterne til fordel for mere fritid, pludselig være efficiensforbedrende i stedet for forvridende – så længe skatten ikke overstiger niveauet for den pågældende eksterne effekt. Det er et godt eksempel på hvordan indsigt fra adfærdsøkonomien – i dette tilfælde erkendelsen af at mennesker er sociale væsener, og vores nyttefunktioner derfor indeholder mere komplekse argumenter end blot eget forbrug og fritid – potentielt kan ændre implikationerne i centrale økonomiske problemstillinger ganske markant.

For mange er det nok et ganske overraskende perspektiv på skattedebatten herhjemme og internationalt. Jeg tror de fleste umiddelbart vil anerkende tankegangen om at nytten af forbrug for mange af os også har en klar relativ dimension: Hvad man som almindelig dansker anerkender som et rimeligt og tilfredsstillende forbrugsniveau, afhænger i høj grad af hvad der er normalt i ens omgangskreds (referencegruppe). I betragtning af hvor meget energi der er blevet brugt både i offentlighed og blandt fagøkonomer de sidste mange år på at diskutere og kvantificere virkningerne af indkomstbeskatningen, er det derfor lidt pudsigt at denne tankegang ikke har fået større opmærksomhed. Vi er formodentlig i dag stadig på nogenlunde samme sted som da de økonomiske vismænd for en del år siden pegede på skattesystemets potentielt velfærdsforbedrende rolle i at korrigere for disse eksternaliteter på passende vis, men samtidig konkluderede at ”Der er dog næppe endnu tilstrækkeligt detaljeret indsigt i disse mekanismer til, at de kan danne grundlag for nogle konkrete anbefalinger til skattesystemets indretning”.