Hvad kan økonomer sige noget om?

En af tidens diskussioner drejer sig om hvad økonomer kan tillade sig at sige i offentligheden når de udtaler sig – og opfattes som – repræsentanter for vores fag. Disse spørgsmål bliver ind imellem berørt i medierne selv, fx her. Et andet eksempel er et indlæg af Hans Aage for nylig i Samfundsøkonomen. I øvrigt et indlæg der i vanlig stil er både underholdende og provokerende med udfald og diskurser om mangt og meget. Ikke mindst hans konstatering af at økonomer bør skelne meget omhyggeligt mellem hvad der er rent positive/deskriptive udsagn fra deres side, og hvad der er normative udsagn – eller saglige hhv. politiske udsagn som Hans Aage kalder det – virker relevant for en del økonomer at minde sig selv om når de udtaler sig til medierne. Mens vores videnskab forhåbentlig kan sige en del om det første, har den kun sjældent nogle entydige bud på det sidstnævnte. Man savner derfor jævnligt en forklaring af præmisserne bag mange økonom-udsagn i offentligheden.

En anden vinkel på samme diskussion kan findes i majnummeret af American Economic Review. Her har professor Anthony Atkinson et indlæg om økonomernes rolle i samfundsdebatten. Her skriver han bl.a. (i min uofficielle oversættelse): ”Økonomer reflekterer, efter min mening, ikke tilstrækkeligt over deres professionelle rolle. Økonomer er vigtige aktører i økonomien, men deres aktiviteter modelleres typisk ikke. Politisk økonomi studerer handlinger hos politikere, embedsmænd, vælgere, pressionsgrupper, men giver normalt ingen roller til økonomer, hverken som rådgivere, som offentligt ansatte eller som kommentatorer i offentligheden. Selvom økonomer i deres undervisning, forskning og offentlige udtalelser, hvad enten det er om finansielle markeder eller fattigdom, påvirker den økonomiske adfærd og regeringernes beslutninger. Ligesom med andre aktører må man spørge hvad der styrer en økonom i hans egenskab som professionel...”

Så her er måske en ide til en selvstændig skriftlig opgave/forskningsprojekt: Hvordan modellerer man bedst økonomers optræden og betydning for den økonomiske politik, i den teori der beskæftiger sig med samfundets beslutningsprocesser?

PS. I øvrigt diskuteres et andet element i Atkinsons artikel, spørgsmålet om økonomer bør have en form for et egentligt officielt etisk kodeks, i dette blog-indlæg.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk