Pas på BNP-fetichisme

Denne uges større revision af Danmarks Statistiks nationalregnskabstal, der har opjusteret såvel bruttonationalproduktets niveau som BNP-vækstraten over de seneste år med flere procentpoint, har medført mange mediekommentarer. Jordskælv og bombenedslag er nyheden blevet sammenlignet med, den har givet ”tæv til Sverige og Tyskland”, og flere opfordrer til at nu må snakken om vækstkrise i Danmark afblæses. I Berlingske mener en kommentator at de "bekymrende fejl i de makroøkonomiske beregninger må mane til eftertænksomhed", og beder om større ydmyghed blandt medier og kommentatorer når de fortolker økonomiske data og prognoser.

Nu kommer revisionen ikke helt uventet. Danmarks Statistik annoncerede allerede for et års tid siden at der ville komme en større revision af bl.a. betalingsbalancestatistikken med ”signifikante revisioner af BNP i opadgående retning” til følge, og økonomer har løbende mindet om at denne revision lå i kortene. Revisionen kan ses som den seneste nuancering i en række af analyser som har gjort opmærksom på at man skal være forsigtig med at gøre det danske (BNP-)vækstproblem større end det er. Flere analyser har gjort opmærksom på de betydelige bytteforholdsgevinster Danmark ser ud til at have fået i en årrække, på de kompenserende stigende indkomster fra udlandet og på demografiens betydning. Det er heller ikke hverken første eller sidste gang at nationalregnskabsrevisioner vil påvirke BNP-tallene kraftigt.

Så ja, man skal passe på med at tage foreløbige tal og prognoser for bogstaveligt og komme med bombastiske udmeldinger på grundlag af tal som man godt ved er meget usikre og let kan revideres senere. Men måske er dette også en god anledning til at foretage en dybere selvransagelse og spørge om vi økonomer i det hele taget ikke gør en stor fejl ved at gå så meget op i BNP.

Det er børnelærdom for økonomer – ja, nærmest standardpensum i gymnasiet – at BNP er rigtig dårligt som velfærdsmål. For det første fordi BNP kun meget ufuldstændigt måler det som det er meningen det skal måle: Værdien af alle de varer og tjenester der fremstilles i en økonomi. Værdien af arbejdet i den uformelle sektor (husholdningerne) medregnes slet ikke, og værdien af en række andre forhold (f.eks. produktionen i den offentlige sektor, boligydelser fra ejerboliger og sort arbejde) medregnes kun ved ret indirekte og usikre mål. For det andet fordi den indenlandske produktion af varer og tjenester ikke er det mest retvisende nationalregnskabsmål for vores materielle forbrugsmuligheder. Dels indgår udenlandsk indkomst ikke i BNP, dels ser væksten i realt BNP bort fra ændringer i relative priser og dermed også bort fra bytteforholdsændringer over for udlandet, og dels indgår den løbende kapitalnedslidning i BNP, selvom dette element ikke forøger vores forbrugsmuligheder. Vil man endelig tage udgangspunkt i nationalregnskabet for at måle vores materielle velstand, vil et mål for den reale nettonationalindkomst derfor være mere rimeligt at fokusere på. Og for det tredje og vigtigste fordi befolkningens velfærd nok afhænger af materielle forbrugsmuligheder, men ikke kun af dem. Mange andre forhold som helbred, sociale forbindelser, sikkerhed, uddannelse, muligheder for personlig udfoldelse og miljøforhold er empirisk også meget væsentlige for vores velfærd og livskvalitet, selvom de ikke optræder direkte i nationalregnskabet.

Når fagøkonomer får skudt i skoene at vores fag blot bevidstløst sigter mod at gøre BNP så stort som muligt, føler vi os derfor tit ramt af en uretfærdig kritik: Vi ved jo godt at det slet ikke er rigtigt at den økonomiske teori vi lærer på universiteterne, tilsiger at man bør maksimere BNP. Politikere og mediefolk kan ofte komme til at udtrykke sig som om det er det det handler om, men det gør de økonomiske lærebøger ikke.

Men i praksis har også økonomer i forskellige roller været med til at skabe den dagsorden der i de senere år har fået både politikere og offentlighed til at fokusere meget snævert på BNP-vækst - så meget at meget konkrete BNP-vækstmål nu helt officielt er blevet et centralt mål for den økonomiske politik.

Det meget bogstavelige fokus på at gøre BNP større uden at skele så meget til gode og dårlige årsager er i virkeligheden lidt forstemmende. Det minder om 1980’ernes meget stærke fokus på at forbedre betalingsbalancen. En nuanceret faglig tilgang vil normalt sige at det at undgå underskud på betalingsbalancen ikke bør være et selvstændigt absolut mål for den økonomiske politik, for der kan være både gode og dårlige grunde til at have underskud på betalingsbalancens løbende poster. At føre en økonomisk politik der ubetinget og ureflekteret fokuserer på at undgå betalingsbalance-underskud som sådan er derfor symptombehandling der i virkeligheden kan blive negativt for den økonomiske velstand. Eksempelvis hvis man skaber og fastholder en langvarig lavkonjunktur for at banke investeringerne i bund, hvilket præcis var hvad der skete sidst i 1980’erne. Det forbedrede betalingsbalancen betydeligt at vi havde syv år med lavvækst og tilsvarende lave investeringer; men det lave investeringsniveau var meget dårligt for Danmarks kapitalapparat og har derfor påvirket det fremtidige velstandsniveau negativt ad den vej. Snarere end at have et helligt forhold til betalingsbalancen som sådan bør man kigge nærmere på om et stort betalingsbalanceunderskud (eller for den sags skyld et stort overskud som vi har i dag) afspejler væsentlige forvridninger. Det kunne f.eks. være store skattemæssige subsidier til låntagning. Er det tilfældet, bør man gøre noget ved dem – ikke af hensyn til betalingsbalancen i sig selv, men af hensyn til at forbedre den samfundsøkonomiske effektivitet. Kan man ikke få øje på væsentlige forvridninger, er det til gengæld et tegn på at der ikke er noget egentligt problem.

Vi skal passe på at vi ikke gør den samme fejl igen: Stirrer stift og snævert på BNP-tallene og laver diverse symptombehandlinger for at øge dem, også selvom der muligvis kan være helt naturlige og rimelige grunde til at tallene på et tidspunkt falder i forhold til tidligere. Eller omvendt slapper af og tænker at nu er problemerne væk hvis BNP-indikatoren pludselig stiger – også selvom det overhovedet ikke er udtryk for nogen samfundsmæssig effektivitetsforbedring.

Der er mig bekendt ikke noget i økonomisk teori der tilsiger at man bør forsøge at holde BNP-væksten konstant i situationer hvor eksempelvis demografien ændrer sig – tværtimod. Hvis man forestiller sig at der i en økonomi, hvor alle markeder i udgangspunktet er efficiente, sker en formindskelse af arbejdsstyrken som følge af at store og ældre årgange forlader arbejdsmarkedet og afløses af mindre årgange, vil det naturligt få produktionen til at falde. Regeringen kan så ved at begynde at subsidiere arbejdsudbuddet forøge BNP-væksten i forhold til hvad den ellers ville have været; men sådan et tiltag vil klart medføre en lavere samfundsmæssig velfærd fordi subsidiet vil skabe en forvridning i den relative pris mellem materielle forbrugsgoder og fritid. I den situation vil et højere BNP altså direkte være associeret med et klart efficienstab.

Et dominerende fokus på BNP og BNP-vækst i offentligheden er primitivt og potentielt skadeligt hvis det skygger for de reelle afvejninger og problemstillinger der burde være i centrum i den økonomiske politik. Fagøkonomernes rolle bør under alle omstændigheder være at identificere vigtige markedsfejl og klarlægge omkostningerne ved de forskellige relevante valg som befolkningen og politikerne står overfor, uanset hvordan disse påvirker BNP-statistikken. I de senere år har bl.a. Produktivitetskommissionens arbejde således gjort opmærksom på potentielt store problemer dels i det danske uddannelsessystem og dels med de hjemlige konkurrenceforhold. Sådanne problemer kan påvirke BNP-væksten mærkbart - men de er lige relevante at adressere, hvad enten væksten i forvejen er høj eller lav. Det har ugens nye tal fra Danmarks Statistik ikke ændret noget ved.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk