Produktivitetsvækst og offentlige finanser

Det er en udbredt opfattelse at produktivitetsvækst styrker de offentlige finanser. Højere produktivitet medfører højere velstand, og en del vil sikkert mene at det virker oplagt at det også må forbedre den offentlige saldo og finanspolitikkens holdbarhed. Senest kan man høre dette synspunkt udtrykt af professor Christian Bjørnskov fra Aarhus, der i en kommentar i Børsen i dag om den lave danske produktivitetsvækst skriver at regeringens forudsætninger om lavere fremtidige offentlige underskud hviler på optimistisk høje vækstrater. Hvis den langsigtede danske vækst bliver væsentligt svagere end forudsat i regeringens seneste konvergensprogram, vil finanspolitikkens holdbarhed også fordufte ”som dug for solen”, lyder det.

Her er imidlertid snarere tale om et af de talrige eksempler på umiddelbart intuitive sammenhænge som ikke nødvendigvisholder vand når man underkaster dem en mere eksakt analyse – og dermed et eksempel på noget af det som vores fag er et eminent redskab til: At kunne nuancere og somme tider direkte punktere udbredte myter, der ved første betragtning ellers kan virke overbevisende.

Når man i avancerede danske modeller undersøger hvordan en forøgelse af den generelle produktivitetsvækst påvirker holdbarheden af de offentlige finanser
herhjemme, får man nemlig typisk det modsatte resultat: Faktisk bliver de offentlige finanser en lille smule svækket af en permanent højere produktivitetsvækstrate (se f.eks. s. 216-17 i denne rapport). Størrelsesordenen er dog beskeden, og man kunne også udlægge beregningerne sådan at det som en førsteapproksimation slet ikke påvirker holdbarhedenfor alvorom den langsigtede produktivitetsvækst er høj eller lav.

Årsagen er at højere produktivitet påvirker både indtægts- og udgiftssiden på de offentlige finanser, og – som sagt som en første approksimation – nogenlunde lige meget. Højere produktivitet medfører større lønninger og andre indkomster for borgerne, og det forøger skattegrundlagene og dermed de offentlige indtægter. Men højere produktivitet vil også forøge de offentlige udgifter i det lange løb. De to største offentlige udgiftsposter er indkomstoverførsler og det offentlige forbrug. Indkomstoverførslernes niveau er med den nuværende danske lovgivning direkte knyttet til de danske lønninger gennem satsreguleringen. Højere lønstigninger vil dermed slå direkte ud i større stigninger i indkomstoverførslerne. Mht. de offentlige forbrugsudgifter er deres udvikling på længere sigt ikke direkte lovfæstet på samme måde, men en meget stor del af disse udgifter er lønninger, og de offentlige lønninger må også forventes at vokse omtrent i takt med lønningerne på det private
arbejdsmarked. Ligeledes er der normalt enighed om at en neutral fremskrivning af det offentlige forbrugsniveau på lang sigt indebærer at forbruget vil ændre sig i takt med dels den demografiske udvikling og dels det generelle velstandsniveau, som jo
i sig selv påvirkes af produktivitetsvæksten.

De fleste delposter på den offentlige saldo på både indtægts- og udgiftssiden kan altså tænkes at blive påvirket nogenlunde ens af ændringer i den langsigtede
produktivitetsvækst. Hvorfor er det så at konkrete beregninger typisk finder at den finanspolitiske holdbarhed ligefrem bliver en smule svækket af højere produktivitetsvækst? Svaret på det spørgsmål er lidt mere subtilt og hænger sammen med at enkelte af delposterne opfører sig lidt anderledes end det generelle billede. På indtægtssiden gælder det især beskatningen af pensionsindtægter – både beskatningen af det løbende afkast i pensionskasserne og skatten på de udbetalte pensioner til sin tid. Størrelsen af disse skatter afhænger nok så meget af det generelle (internationale) renteniveau som af produktivitetsvæksten. Højere
produktivitetsvækst i forhold til renteniveauet vil derfor mindske disse skatteindtægter i forhold til BNP, og det trækker i retning af at forværre de offentlige finanser.

På udgiftssiden har de offentlige investeringer lidt den samme rolle – permanent højere produktivitetsvækst har med normale fremskrivningsantagelser den effekt at denne udgiftspost vil vokse lidt hurtigere end BNP. Det hænger sammen med at man normalt definerer et neutralt offentligt investeringsniveau som det niveau, der er nødvendigt for at fastholde et konstant K/Y-forhold i den offentlige sektor på lang
sigt. Som folk der har været trukket igennem Solow-modellen på kryds og tværs vil vide, medfører højere produktivitetsvækst i sig selv naturligt at K/Y-forholdet for en konstant investeringskvote vil falde. Ønsker man derfor at fastholde et givet K/Y-forhold i en situation med større produktivitetsstigninger, må investeringskvoten omvendt stige, og præcis dette giver i den situation en lille tendens til at de offentlige udgifter vil være større relativt til BNP, jo højere produktivitetsvækstraten er.

Summa summarum er produktivitetsvækst godti mange sammenhænge – men med den måde vi har indrettet vores samfund på, er den ikke specielt fordelagtig for udviklingen på den offentlige saldo på længere sigt. I øvrigt den samme indsigt som lå bag den diskussion der var for et par somre siden, med bl.a. Finansministeriet som deltager, om sammenhængen mellem topskattelettelsers betydning for folks produktivitet ogde samme skattelettelsers selvfinansieringsgrad (her refereret af DJØFbladet i en nylig oversigtsartikel om topskattedebatten).