Poul Schou

Hvorfor skal vi arbejde mere?

At (eller evt. om) arbejdsudbuddet skal øges, har været et gennemgående tema i den økonomisk-politiske debat herhjemme i mindst et årti. Men interessant nok er begrundelserne for det skiftet undervejs. Det er vigtigt at være opmærksom på, for det er jo afgørende for hvad det præcis er for nogle afvejninger der skal fokuseres på og vurderes for at befolkning og politikere kan danne sig en mening om tingene og træffe et optimalt valg.

Oprindelig var det selvfølgelig de demografiske udsigter med små ungdomsårgange der satte debatten i gang. For 10 år siden sagde alle fremskrivninger at arbejdsstyrken ville falde betydeligt når man så nogle årtier ud i fremtiden. Mange almindelige mennesker opfattede vist udsigten til et fald som et nærmest fysisk problem i sig selv: Man så for sig at der helt konkret ville mangle et bestemt antal mennesker til at passe fremtidens ældre og sørge for samfundets øvrige vigtige funktioner. Andre talte om at vi ville blive fattigere i absolut forstand og blive nødt til at spænde livremmen ind når færre skulle forsørge flere.

De økonomer der beskæftigede sig med spørgsmålet, havde et lidt mere avanceret syn på problemet. Som økonom tænker man naturligt i at prismekanismer og substitutionsmuligheder kan gøre meget for at tilpasse udbud og efterspørgsel i form af migrationer, outsourcing, mekanisering og fjernelse af de mindst værdifulde job. Samtidig har den forventede fremtidige produktivitetsvækst hele tiden været langt større end den nedgang i BNP som det forventede arbejdsstyrkefald beregnedes til, så nogen nedgang i levestandarden i absolut forstand har den demografiske udfordring aldrig givet udsigt til – blot ville den alt andet lige medføre en lidt lavere BNP-vækst pr. capita end vi ellers har været vant til.

Problemet lå mere specifikt i de offentlige finanser: For givne sociale ordninger mv. skulle der større skatteindtægter til, eller omvendt: Ville man fastholde skattetrykket, skulle man før eller senere spare på de offentlige udgifter for at undgå at den offentlige gæld ville løbe løbsk. Danmarks finanspolitik var kort sagt uholdbar; og hverken højere fødselstal, indvandring eller større produktivitetsvækst kunne forventes at hjælpe på det problem. Kun tiltag der enten forøger de offentlige indtægter eller formindsker udgifterne vil forbedre finanserne. Den centrale afvejning mht. om holdbarheden skal forbedres ved højere indtægter eller lavere udgifter, er således en udgave af det traditionelle dilemma om efficiens kontra fordeling.

Ikke mindst tiltag der har positive afledte effekter for den offentlige saldo i form af større arbejdsudbud kan gavne finanserne, og i Danmark har vi i de sidste 10 år valgt i meget høj grad at løse holdbarhedsproblemet ved besparelser på overførslerne som samtidig forøger arbejdsudbuddet. Og hvis det går som i de langsigtede fremskrivninger der almindeligt anvendes, er de nævnte problemer nu også løst. Arbejdsstyrken målt i hoveder forventes nu ikke længere at falde, men permanent at stige fremover. Det er ikke en indsigt som er nået ud til alle mennesker i landet endnu, men blandt de økonomer der beskæftiger sig med sagen, er man bevidste om det. Der er stadig udsigt til et demografisk betinget fald i arbejdsstyrkens andel af befolkningen fra 2020 til 2040, men selv dette fald er relativt beskedent og midlertidigt. Vismændene regnede således i deres seneste forårsrapport med en udvikling i arbejdsstyrken som i figuren her, hvis data er hentet fra De Økonomiske Råds hjemmeside. I begge grafer udgør 2013 et lokalt minimum, og fremadrettet vil niveauerne permanent være højere end i dag: 

Det seneste tiårs tiltag mht. ikke mindst arbejdsudbuddet har også været kraftigt medvirkende til at Danmarks finanspolitik nu anses for at være holdbar. Velfærdsstatens langsigtede finansieringsproblem er altså umiddelbart løst i de beregninger som bl.a. regering og vismænd nu lægger til grund. 

Så arbejdsstyrken falder ikke, og det er heller ikke nødvendigt at arbejde mere for at redde de offentlige finanser med de forudsætninger man p.t. opfatter som centrale. Imidlertid er der nu andre argumenter i debatten for at vi bør sætte arbejdsudbuddet yderligere op i forhold til hvad det sidste tiårs vedtagne tiltag vil medføre. Det væsentligste er hensynet til Danmarks strukturelle BNP-vækst, som det for nylig helt officielt er blevet et centralt politisk mål at forøge, både ved højere produktivitetsvækst og ved større arbejdsudbud.

Mens de langsigtede finanspolitiske problemstillinger har været grundigt endevendt de sidste ti år, er denne problemstilling som et aktuelt højtprioriteret mål ret ny. Og da den involverer andre afvejninger, er der grund til at afklare mere præcist hvad disse indebærer. Enhver gymnasieelev lærer vist at officielle BNP-tal ikke er nogen dækkende velfærdsindikator, og økonomistuderende får uddybet den samme visdom. Alligevel bruges BNP-målet ofte i mangel af bedre fordi vi regner med at der trods alt er en pæn korrelation mellem BNP og samfundsvelfærd. Men når man taler om konkrete nye tiltag der vil forøge BNP, er der grund til at overveje mere dybtgående i hvert enkelt tilfælde om de også alle forøger samfundsvelfærden, og om de i givet fald gør det i lige høj grad. Mindre ferie eller færre helligdage vil f.eks. forøge BNP, men vil det også forøge samfundsvelfærden når man tager fritidstabet med i betragtning?

4 kommentarer


Samuel Clements

Samuel Clements @ d. 06. september 2013 #1

Hej Poul

Godt med et nyt indlaeg!

Jeg er saa glad for, at du rejser emnet. Fra politisk hold, er alle fra hoejre til socialdemokraterne naermest hysterisk optaget af BNP som velfaerdsmaal.

Men BNP er jo, som du paapeger, ikke noedvendigvis lig med nytte. Derudover har Danmark i forvejen maaske verdens hoejeste beskaeftigelsesfrekvens. Kan man ikke forestille at stoerre nytte muligvis indebaerer LAVERE arbejdsudbud, og dermed ogsaa lavere BNP?


Poul Schou

Poul Schou @ d. 07. september 2013 #2

Man kan principielt sagtens forestille sig situationer hvor en stigning i arbejdsudbuddet og deraf følgende højere vækst er associeret med en lavere samfundsvelfærd - og dermed også det modsatte: At man kan forhøje samfundsvelfærden ved tiltag der medfører mindre arbejde og lavere produktion. Om det lige er den situation Danmark er i p.t., er et andet spørgsmål.

Om vi arbejder meget i Danmark i forhold til andre lande, er vist omdiskuteret. Beskæftigelsesfrekvensen er høj internationalt set, mens timetallet pr. beskæftiget til gengæld er relativt lavt. I den offentlige debat er det ganske morsomt at se at institutioner der gerne vil fremme en bestemt sag, systematisk vælger at bruge enten den ene eller den anden statistik for at forfægte hver deres standpunkt.


Samuel Clements

Samuel Clements @ d. 08. september 2013 #3

Og hermed kommer vi implicit ind paa, om der har vaeret specialiseringsgevinster ved at oege kvindernes arbejdsmarkedsdeltagelse, da hoeje skatter (som foerer til hoeje leveomkostninger) kombineret med gavmilde barselsordninger (som goer familiestiftelse mere overkommeligt) goer det hhv. noedvendigt og muligt for middelklassen at stifte familie OG have begge foraeldre i arbejde.

Ville det vaere et interessant spoergsmaal til en speciale? Har Danmarks (eller de skandinaviske velfaerdsstater) skabt specialiseringsgevinster som har frigjort arbejdskraft til arbejdsmarkedet eller loeber vi bare hurtigere rundt i samme cirkel?


Poul Schou

Poul Schou @ d. 10. september 2013 #4

Tja, det er da i hvert fald en mulig synsvinkel.

Jeg tror i øvrigt der ligger vældig mange muligheder for specialer og andre opgaver i analyser af diverse specifikke udviklingstræk i den danske arbejdsstyrke og arbejdstid. Hvordan har såvel de forskellige offentlige overførsler og andre tiltag mere præcist påvirket arbejdsudbuddet historisk, og hvad med andre samfundsmæssige udviklingstræk som internationalisering osv. Ikke mindst hvis man kan perspektivere resultaterne til hvad man kan forvente om fremtidens arbedsstyrke. Udviklingen i den spiller en helt central rolle i scenarierne for de offentlige finanser som er grundlaget for Danmarks økonomiske politik - men hvor sikkert kan man regne med at de forskellige konkrete antagelser om uddannelseseffekter, integration, velstandseffekter, virkninger af stigende tilbagetrækningsaldre osv. er gode centrale bud på udviklingen? Vil de ganske store kønsforskelle man i dag ser i forskellige aldre, f.eks. blive fastholdt fremover, hvilket er en almindelig fremskrivningsantagelse?


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat og fagansvarlig for samfundsøkonomi på Lex.dk. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.