The Economics of Vampires - Definitely a Better Lovestory Than Twilight

Velkommen til The Munk-Nielsen Halloween Special… I denne udgave ser vi nærmere på udviklingen i vores forståelse af vampyrer og deres interaktion med mennesker. I den tidligste empiri (fx Dracula af Bram Stoker og 1922-filmen, Nosferatu) observerer vi vampyren som et superrovdyr. I nyere empiri (fx True Blood, Twilight, The Vampire Diaries, osv.) er der imidlertid komplekse (seksuelle) relationer mennesker og vampyrer imellem samt interne intriger og magtkampe. Men er det vampyrernes adfærd eller vores forståelse af dem, der har ændret sig? Til de uindviede, der har set sydstatsservitricer blive knaldet af hillbillyvampyrer, men ikke er stødt på vampyrøkonomier karakteriserede ved present value Hamiltonians, vil jeg her kort opridse senere tids videnskabelige fremskridt i vores forståelse af denne hårrejsende gren af økonomi.

Nosferatu (1922): En simpel vampyrforståelse fra en tid før vampyrøkonomi gjorde sit indtog.

Forståelsen af sådanne dystre dikotomiske økonomier med vampyrer og mennesker går tilbage til Hartl og Mehlmann (1982), men kendes nok af flere fra Snower's (1984) gyser af en artikel i Journal of Political Economy. I litteraturens tidlige dage var setuppet simpelt nok: Mennesker producerer brød og tilspidsede træstave og vampyrerne bider mennesker, der så igen bliver til vampyrer. Snower viste, hvordan sædvanlige konveksitetsantagelser fører til, at menneskerne ikke vil bruge alle ressourcer på vampyrudryddelse samt at vampyrsamfundet må enes om en optimal rate af menneskespisning for at undgå at ødelægge den økologiske balance (som i en standard biologisk predator-prey model).

På trods af mange spændende egenskaber ved ovennævnte dynamiske optimal kontrol model, så er den ikke konsistent med et fundamentalt problem i empirien på det tidspunkt: Vampyrangreb forekommer ikke i et kontinuerligt flow langs en steady state path, men kommer ofte i voldsomme bølger, hvor der opstår ”cycles of fear”.

I otte år lå den økonomiske litteratur stille hen som graven ude af stand til at forklare dette empiriske fænomen indtil et solens lys af forståelse stod frem i form af Hartl, Mehlmann, og Novak’s (1992) gennembrud. Ved brug af ond matematik og sort magi fremtryllede de en model, som forklarede ”cycles of fear” og medfølgende bølgende angreb på menneskerne som et resultat af rationel, fremsynet adfærd.

Ikke desto mindre bærer litteraturen på en nattens forbandelse: Begge bidrag hviler tonstungt på et repræsentativ-agent framework. Der er to gode grunde til, hvorfor dette er utilfredsstillende for en moderne vampyrøkonom. For det første virker det bare akavet, at der kun skulle være én af hver agent når mødet mellem vampyrer og træpindebevæbnede mennesker ofte har dødelig udgang for mindst én af parterne. For det andet kan man altid kritisere repræsentativ-agent med, at det er helt uhyggeligt restriktive antagelser, der kræves før en kompleks, heterogen befolkning af agenter kan antages at opføre sig, som om de maksimerer én fælles nyttefunktion. Især når senere tids empiriske evidens fra Hollywood et al. med al tydelighed illustrerer, hvordan infantilt-platoniske jalousi-dramaer i mange dimensioner på tværs af koalitioner i både vampyr- og menneskegrupperne fører til multiple ligevægte og andet grimt, som man ikke kan passe ind i de simple makromodeller.

Eric, Sookie og Bill fra serien True Blood: Seriens omdrejningspunkt er et trekantsdrama, som tidligere vampyrøkonomimodeller ikke ville kunne inkorporere.

Ak, du grusomme virkelighed, hvilken svig og smerte du påfører de stakkels vampyrøkonomer. Men frygt ej, thi en solens mand – en day-walker – er sendt os i denne nødens stund. Dan ”The Man” Farhat (2013) har taget det på sig at bekæmpe uvidenhedens mørke slør og med hans artifical social simulation model rykker han vampyrøkonomilitteraturen fremad. Ved brug af mikrosimulationssoftwaren NetLogo er han i stand til at simulere komplekse interaktionsmønstre, som ikke lader sig løse i lukket form. På nogle måder er denne tilgang noget mere ateoretisk end traditionelle makrovampyrmodeller, men omvendt virker det også problematisk, at vi skulle lade vores værktøjer (Hamiltonians, value function iterations, etc.) diktere hvilke problemer, vi kan analysere som vampyrøkonomer.

Konkret benytter Farhat (2013) flg. algoritme;

1. Hvert menneske går mod den største samling af mennesker, de kan se.
   
2. Hvis mennesket ikke får øje på en vampyr, vil det producere brød; Ellers produceres der træpinde til vampyrbekæmpelse.
   
3. Vampyrer går hen til og spiser de nærmeste menneske, som de kan se i deres nærmiljø. Spiste mennesker overlever med en vis sandsynlighed og bliver ellers vampyrer.
   
4. Overlevende mennesker angriber de vampyrer, som de tidligere fik øje på (stokastisk og med begrænset synsfelt).
   
5. Mennesker kopulerer med andre mennesker og producerer derved nye mennesker.
   
6. Sultende mennesker og vampyrer dør og kapitalmængden af tilspidsede træpinde deprecierer (10%).
   

Farhat’s simulationsalgoritme antager perfekt myopiske agenter, men menneskenes mekaniske dragen mod bysamfund fører til en endogen bydannelse, hvilket forbedrer det enkelte menneskes overlevelsesmuligheder. Farhat viser, hvordan modellen på trods af sin uhyre simple struktur og mangel på fremadsynet rationel adfærd kan replikere Hartl et al.’s (1992) ”fear cycles”, samt hvordan selv mægtige vampyrer nogle gange kommer til at drive rovdrift på menneskene for så at uddø af sult, hvorefter en lille koloni af overlevende mennesker genbefolker den virtuelle planet.

Fra Farhat (2013): Mennesker søger sammen i kolonier og forbedrer deres overlevelsesmuligheder. Til højre initialiseres algoritmen med tilfældigt placerede mennesker, til venstre ses placeringen af de overlevende (og nye generationer af) mennesker efter 50 år.

Det er svært at fornægte en vis kilden i maven og skrigene fra det indre legebarn når man ser, hvor intuitivt og umiddelbart forståligt setuppet er. Måske netop på grund af det ateoretiske setup og den totale udebliven af eksistens- og entydighedsbeviser for ligevægte, der giver denne forskningsagenda sin styrke: Man behøver ikke en fuld kandidat i matematik for at kunne formulere og studere en kompleks økonomisk ide – blot lidt programmeringsfærdigheder. Man kan således håbe at nye generationer af vampyrøkonomer kan studere endnu mere komplekse interaktioner såsom en udvidelse af algoritmens skridt 5 med menneske-vampyr kopulation (jf. al nyere tids empiri).

Jeg vil slutte af med et håb om, at dette paradigme kan bruges til at højne vores forståelse af vampyrens fætter, som lider af en udpræget mangel på akademisk forståelse og dermed udelukkende portrætteres som svært retarderet, komisk taber i alle film i menneskets historie: Zombien. Hvem ved, hvilke spændende kulturelle oplevelser vi er gået glip af på grund af manglende forståelse (jf. Warm Bodies).