12.december

Hvem? 

Charlotte Skovsgaard Rieck er bestyrer af vores allesammens Cafélitten. 

Hvordan skal du fejre jul i år?

Som altid fejres juleaften hos min mormor og min morfar. Jeg tager hjem til min familie den 23. og sover hos dem nogle dage. Juleaftensdag tager vi i kirke og kører derefter hjem til mine bedsteforældre. Min jul er stille og rolig, men det er dejligt med en dag, hvor alle er taknemmelige og glemmer hverdagens stress.

Hvilken pakke håber du allermest du finder under juletræet?

Min ønskeseddel er faktisk meget kort i år og mest praktiske ting. Det jeg allerhelst vil have, er oplevelser med giveren, da jeg jo egentlig ikke mangler noget.

Hvilken sang vælger du når der skal danses rundt om juletræet? 

"Dejlig er den himmel blå" har altid været en af mine yndlings, da melodien er glad og frisk. Vi plejer både at synge den i kirken og rundt om juletræet.

Hvad står menuen på hos dig juleaften?

Alt - vi har and, flæskesteg, brune kartofler, risengrød, ris a la mande osv osv. Jeg må dog indrømme, at jeg hader julemad, så det er aldrig mig, som er proppet bagefter.

Hvad er din mest påskønnede juletradition?

Første juledag er en af de dage, som jeg værdsætter mest i julen. Den bruges på hygge med min mor, min far og min lillebror. Ingen forlader hjemmet, man har nattøj på hele dagen, og mobilerne bliver lagt væk.

Hvis du kunne få opfyldt et ønske af økonomisk karakter hvad skulle det så være?

Samfundsmæssigt ville det være at mindske forskellen mellem rig og fattig i verden. Mere egoistisk vil jeg gerne vinde en million på min skrabe julekalender, så jeg kan rejse endnu mere.

Hvad er din yndlingsjulekalender på TV?

Jeg elsker julekalender! Jeg har desværre ingen TV kanaler, så i år er det første jul uden julekalender, men der kommer nok et maraton efter makro eksamen den 17.  Det er umuligt kun at vælge en, så de to bedste julekalender er Brødrene Mortensen jul og Krummernes jul.

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?

Min bedste julegave er helt klart den største, jeg nogensinde har fået. Jeg var 2 år, og pakken var 3 gange så høj som mig. Jeg husker udpakningen af gaven, som var det i går. Bag papiret var der en rutsjebane til haven.

GOD JUL TIL ALLE!


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk