Altandetlige.dk's nye hjemmeside

Kære læsere hos altandetlige.dk

Der er sket meget på den teknologiske front siden 2009, og derfor har vi i redaktionen arbejdet målrettet på at tage altandetlige.dk’s hjemmeside til version 2.0. Det har i sig selv været en sjov og lærerig proces, men har endnu vigtigere givet anledning til at tage altandetlige.dk’s koncept op til revision. 

Med dette for øje har vi gennemgået hver detalje af platformen for at finde ind til kerneindholdet hos altandetlige.dk. Vi har fået opbygget stærke partnerskaber med både bloggere og virksomheder, og vi har fundet ud af at vores helt unikke del er vores kuraterede indhold. Som økonomer er vi velvidende om, at livet er fyldt med alternativomkostninger, og derfor vil altandetlige.dk fremover ikke kun ændres på skallen, men også indholdsmæssigt. 

Vi har valgt at orientere altandetlige.dk mod det faglige indhold, de gode debatter og ikke mindst give jer en bedre mulighed for at komme i kontakt med jeres drømmevirksomhed. Disse hovedelementer kommer til at danne den røde tråd i vores nye koncept, og du vil derfor ikke længere kunne finde noget på vores side, som ikke er blevet godkendt af redaktionen. 

Bogbørsen pensioneres og vi henviser derfor til Facebook-gruppen “Polit bogbørs”, hvis du ønsker at sælge eller købe brugte pensumbøger. Udlandsophold, legater, links og debat kommer til at ændre karakter til reportager og artikelserier, for at gøre det lettere for dig som læser at finde frem til det rigtige, hurtigere. Dette håber vi vil imødekomme polittens efterspørgsel, i et nyt og mere tidssvarende format. 

Vi kan løfte sløret for nogle af de nye spændende funktioner på hjemmesiden nedenfor:

  • Fagprofil: Som noget nyt kan man opbygge en fagprofil. Denne giver dig som studerende eller fagøkonomisk interesseret mulighed for at komme lettere i kontakt med konkrete jobtilbud og invitationer fra de partnervirksomheder, som helt sikkert også er interesseret i dig. Derfor anbefaler vi også at du udfylder så meget som muligt, så virksomheden kontakter dig - og ikke nødvendigvis omvendt. 

  • Følg, følg følg! Du kan følge udviklingen i kommentarsporet i artikler, følge virksomhedernes aktivitet på hjemmesiden, både ift. events, webinarer, artikler og jobopslag, hvilket gør at du hele tiden er opdateret lige præcis inden for dit interesseområde.

  • Debatten vil fremover være mere fokuseret på udvalgte spørgsmål og dilemmaer. Dette gør vi for at sikre kvaliteten af læsestof og mindske gentagelser og ikke-faglige spørgsmål. 

Vores nye platform, som går i luften i version 2.0, kommer til at danne basis for vidensdeling blandt studerende, fagfolk og virksomheder, men derudover ikke mindst give mulighed for at få information om alt det spændende, der generelt foregår på CSS - i de mange foreninger på studiet, kaffebarer, ølbarer og alt andet, der kunne være relevant for dig som fagøkonomisk interesseret. 

Målet med altandetlige.dk er det samme som det var for 10 år siden - vi vil gerne samle information til økonomistuderende ét sted på nettet, og være 100-meter-mestre i at hjælpe dig som polit med at komme i gang på studiet, få kontakt til dit drømmejob eller bare bringe de gode fagøkonomiske debatter i spil.

Er du allerede flittig bruger af altandetlige.dk, så frygt ej - alle eksisterende brugere vil blive flyttet til den nye platform automatisk, og du behøver derfor ikke at gøre andet end at opdatere din fagprofil, så den bliver super lækker. Er du ny på siden, så skynd dig ind og opret din fagprofill, som let kan oprettes igennem en Google- eller Facebook-konto.

Har du nogen råd til, hvordan vi kan blive endnu bedre, så send os en mail på nyt@altandetlige.dk

Vi glæder os til at dele, debattere og ikke mindst byde jer velkommen til altandetlige.dk 2.0.


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk