Deltag i Talent Day 2017

Copenhagen Economics inviterer til den årlige Talent Day, hvor du som økonomistuderende kan få et indblik i livet som konsulent hos Nordens førende økonomiske konsulenthus.

Til Talent Day møder du nogle af de dygtigste økonomistuderende fra Europa – og får chancen for at vise, hvorfor du skal stå først for, når Copenhagen Economics rekrutterer nye konsulenter. På dagen vil du blive udfordret på din økonomiske viden samt din evne til at kommunikere komplekse økonomiske problemstillinger i et simpelt og intuitivt sprog. Og du vil samtidig få et indblik i hverdagen som samfundsøkonomisk konsulent i Copenhagen Economics.

Sidste år ansatte Copenhagen Economics fire af deltagerne fra Talent Day. Neil Gallagher deltog tilbage i 2015 og er en af dem, som efterfølgende er blevet ansat som Analyst – og han er netop blevet forfremmet til Economist.

Vi har bedt ham dele sine oplevelser med Talent Day:

Hvorfor skal man deltage i Talent Day
Man skal deltage i Talent Day for at få en fornemmelse for, hvad Copenhagen Economics, og økonomisk konsulentarbejde, er for noget. Jeg synes især, at det var fedt at prøve kræfter med to cases, der byggede på tidligere projekter.

Der er også forholdsvis få deltagere til Talent Day, så man forsvinder ikke bare i flokken. Man får en god mulighed for at prøve sig selv af, og man kan også hurtigt komme i snak med konsulenterne og stille spørgsmål. For mig var Talent Day en god måde til at få foden ind ad døren i forhold til at blive ansat efter studiet.

Hvordan er det at arbejde i Copenhagen Economics?
Det er en dynamisk arbejdsplads, hvor man hele tiden bliver udfordret og kastet ud i nye, spændende opgaver. De fleste herinde er økonomer, men alligevel har folk mange forskellige kompetencer og forskellige tilgange til tingene. Det er også en international arbejdsplads, både med hensyn til kollegaer og selve projektarbejdet, hvor man nogle gange skal ud at rejse.

Der er desuden et ret fladt hierarki, og jeg har oplevet, at man får meget ansvar og tillid allerede fra første dag. Man bliver opfordret til at byde ind med sine egne ideer og gøre det, man er god til, og man får løbende feedback, så man kan forbedre sig. Læringskurven er ret stejl, og det betyder selvfølgelig, at man hurtigt kan se en udvikling hos sig selv.

Der er også en rigtig god stemning på vores kontor på Christianshavn, og det er hyggeligt at møde ind om morgen. Der er free seating, så man sidder ved siden af nye kollegaer hver dag. De fleste eftermiddage er der også tid til en pause ved bordfodboldbordet!

Hvad er det bedste ved jobbet?
Det bedste er, at man får lov til at blive klogere på produkter og markeder, som man godt kendte i forvejen, uden at man nogensinde før havde tænkt over, hvordan de egentlig fungerede. Inden jeg startede, havde jeg aldrig overvejet, hvordan min telefon sendte og modtog data, hvad der præcist skete, når man sendte et brev med posten, eller hvordan svineproduktion er skruet sammen i Danmark. Men jeg har fået lov til at fordybe mig i alle disse områder og mange andre.

Hvordan bruger du studiet i dit arbejde?
Udover tankegangen og analysemetoden som man lærer på polit – og som anvendes i stor stil herinde – så har jeg også brugt rigtig mange specifikke redskaber fra studiet. I forbindelse med auktionsprojekter har jeg tegnet bimatricer og fundet ligevægte, i konkurrencesager har jeg arbejdet med forskellige teoretiske modeller (fx differentieret Bertrand), og jeg har også brugt dataprogrammer (mest R) ret omfattende til bl.a. at web-scrape, bearbejde data, og producere fine grafer. Mit indtryk er klart, at man bruger sin økonomiske baggrund mere end på de fleste arbejdspladser.

Hvorfor Copenhagen Economics frem for andre konsulenthuse?
Først og fremmest fordi jeg gerne vil bruge mine økonomiske kundskaber i den virkelige verden. Vi får typisk en anden slags projekter end fx management konsulenthusene. Der er oftest mere fokus på data, modellering og logisk argumentation end på strategi og implementering. Der er også et meget centralt fokus på klar formidling. Det er vigtigt, at man kan forklare sine hovedpointer så alle, også (især) ikke-økonomer, tydeligt kan se sammenhængene og fange budskabet.

Talent Day bliver afholdt 20. november 2017 i København. Hvis du kommer langvejs fra, får du kompenseret dine rejseudgifter. Er du interesseret i at deltage, kan du læse mere her. Ansøgningsfristen er den 2. oktober 2017.

Du er velkommen til at kontakte Søren Brenøe på 6066 6069 eller sob@copenhageneconomics.com for yderligere information.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk