Malplaceret konkretion og deduktionens herredømme i den økonomiske videnskab

Men et spørgsmål, som ikke kan lade være med at rejse sig oftere og oftere, er hvorfor? Hvorfor skal vi forbruge mere for at arbejde mere – for dernæst at forbruge endnu mere? Effekterne står klart, målbare og formentlig også testet utallige gange (skatteeffekterne dog sidst for alvor i 1987 af DØRS!), men hvorfor?

Til debat arrangement ’Økonomi i Medierne’ for et par uger siden, arrangeret af kritiske politter, forsøgte Bo Lidegaard sig med et frontalt angreb på den økonomiske videnskab ved at anfægte dens konstruerede modeller. Hans Jørgen Whitta-Jacobsen gik i defensiven med rigtigt nok at sige, at økonomer ikke kan udtale sig om, hvad der er rigtigt og forkert, men blot hvilke effekter der gælder. Indlysende, men bør valget af effekter man måler ikke være underlagt en eller anden form for relevans? Det er vel ikke en kunst i sig selv at måle effekter?

Mærkværdige økonomiske ræsonnementer kunne man  ogsåvære vidne til i det første afsnit af Huxi Backs ’Økonomi for dummies’ vist på DR. Her fik værten en lærebogsgennemgang af økonomisk teori. Jeg vil nu ikke så meget kritisere de økonomistuderende, som deltog i programmet, da de ganske pænt fik formuleret, at de effekter, de udtalte sig omkring, primært bundede i kortsigtsteori. Til gengæld var det rystende, da den kvindelige fagøkonom som deltog fik det til at lyde som om, at det at forbruge kunne gøre én til en bedre samfundsborger i dårlige tider. Dette var muligvis et resultat af dårlig klipning i indslaget men stadigvæk chokerende. Jeg har aldrig læst noget om moral og etik, da jeg deltog i makroundervisningen på polit. 

Lad os tage udgangspunkt i Aristoteles årsager til forandring, hvor han fokuserer på den materielle, den formelle, den bevirkende og den finale årsag. Af disse beskæftiger økonomer sig alment kun med den formelle og den bevirkende årsag. Altså hvad vi vil forklare (udviklingen i forbrug, produktion mm.) og hvordan (i form af en økonomisk model). Derimod undser man sig fra at tage stilling til den materielle og den finale årsag: At tingene, hvis forandring vi vil forklare, muligvis i sig selv indeholder kræfter, der kan forandre, altså naturens egne kræfter eller kræfter blandt andre af inputfaktorerne i vores modeller, samt hvorfor? Hvad er målsætningen?

Det, at man ikke beskæftiger sig med samtlige årsager til forandring, kan føre til malplaceret konkretion af fejlslutninger. Hermed risikerer man at tage fejl af abstraktioner og virkeligheden selv, netop fordi man ikke medtager de abstraktioner, der vedrører de øvrige årsager til forandring.

Store dele af den økonomiske videnskab agerer som redskab for konstruktion af en bestemt politisk verden i stedet for at være optaget af at udforme stadig nye kort af virkeligheden, der kan afsløre virkelighedens mangfoldighed og være med til at løse problemer på nye måder. Det er et deduktionens herredømme hvor der er en tendens til at vurdere teori højere end kendsgerninger.

Jeg blev færdiguddannet tilbage i juni måned med en tom fornemmelse i maven. I forhold til den formelle del af min uddannelse følte jeg inderligt ikke, at jeg afsluttede en universitetsuddannelse men snarere en erhvervsuddannelse i neo-klassisk økonomisk teori og statistik. Gennem selvstudier, jeg har beskæftiget mig med de seneste par år, er en række realiteter gået op for mig. Særligt to ting vil jeg bemærke omkring den gængse makroteori:

Først og fremmest at de termodynamiske love (som jeg ikke vil uddybe her, men plot opfordre flittige studerende til at selvstudere grundigt!) og deres biofysiske begrænsninger også gælder i økonomien. Som det ser ud nu, spiser man i makroøkonomien studerende af med kortsigtede vækstmodeller samt frasen ’på lang sigt er vi alle døde’. Dermed forkaster man alle andre videnskaber og sætter økonomi i centrum som en form for meta-videnskab. Der vil uundgåeligt være en øvre begrænsning af det økonomiske system. Det gælder alle andre subsystemer af biosfæren og vil med signifikant sandsynlighed også gælde økonomien. Spørgsmålet er bare om nuværende generationer er ligeglade med de fremtidige generationer. Dette er et moralsk og etisk spørgsmål snarere end matematisk. De termodynamiske love, ifølge Einstein og mange andre fysikere, en af de få ting som videnskabelig udvikling aldrig kommer til at ændre ved, hvormed det virker mærkværdigt ikke at tage højde for dem i modeller der påstår at være ’generelle’. 

En anden essentiel ting ved de makro økonomiske modeller man arbejder med på Polit studiet, er betydningen af den protestantiske arbejdsmoral. Både dens historiske og praktiske betydning vil jeg mene, at enhver god økonom bør havde gjort sig overvejelser omkring. Problemet med de nuværende makromodeller er, at denne etik er så inkorporeret, at den er svær at tage ud eller afvige fra igen. For netop en af de ting, der anfægtes oftere og oftere, er spørgsmålet om, hvorfor vi skal arbejde mere, når vi stadig har et højt forbrug, som vi tydeligvis kan opretholde på makroplan ved mindre arbejdskraft. Kunne det ske at der var ved at ske et skift i denne arbejdsmoral? Denne problemstilling forstærkes yderligere når man samtidig tager højde for ovennævnte naturlige begrænsninger i økonomien. Faktum er, at hvis nogle af de grundlæggende omstændigheder bag modellerne ændres, vil modellerne blive fuldstændigt overflødige. Særligt hvis de materielle eller  finale årsager, hvorunder de to ovennævnte to problemstillinger har indvirkning ind koopereres (Termodynamiske love) eller ændres i forhold til udgangspunktet (Den protestantiske arbejdsmoral bl.a.).

Der er masser af problemstillinger, man kan pege på i den makroøkonomiske teori som vi beskæftiger os med på Polit studiet. Det tekniske niveau på Polit studiet er ekstremt højt men det er på bekostning af det reflektive og selvstændige arbejde. Heldigvis findes der masser af relevant økonomisk teori, som forholder sig aktivt til de ovennævnte problemstillinger og som kan fungere som supplement eller alternativ til Mankiw bøgerne og Solow-modellen. Teorihistoriske bøger er et godt sted at starte, hvorefter man kan bevæge sig ind i forskellige teorier, der passer ind i verden, som man ser den. Tiden er inde til at ændre paradigme i den økonomiske videnskab mod mere pluralisme og videnskabelig seriøsitet, men det kræver en ændring af den måde den økonomiske teori bliver præsenteret og anvendt.