Har du en økonomisk konsulent i maven?

Forestil dig, at du mødte din gamle tutor i et knivskarpt jakkesæt, og fik at vide, at han havde fået job som konsulent. Hvad ville dine første tanker være? Champagneflasker i magnumstørrelse? 80 timers arbejdsuger uden weekender? Smart-i-en-fart slideshows med mere farve og form end egentligt indhold? 

Det ville engang have været nogle af mine tanker. Men ved selv at prøve kræfter med konsulentverdenen har jeg lært, at de udbredte fordomme fylder ret lidt i hverdagen. I hvert fald for en konsulent i den samfundsøkonomiske ende af branchen. På nær det med jakkesættet, den er god nok.

Fagligheden i højsædet
Du kommer ikke forbi mange opslag til (økonomiske) konsulentjob uden at blive gjort opmærksom på, at du skal være blandt de bedste på din årgang. Eller at din hyppigst forekomne karakter gerne skal være tocifret. Det er også helt rigtigt, da økonomi er vores spidskompetence og vores klienter oftest er eksperter på deres arbejdsområde - til tider ligefrem økonomer - hvilket stiller høje krav til vores løsninger.

Derfor skal en økonomisk konsulent beherske de økonomiske redskaber og værktøjer, som økonomistudiet har præsenteret os for. I første omgang for at kunne oversætte problemer fra den virkelige verden til økonomisk funderede behov og løsninger.

Men en økonomisk konsulent kan ikke slippe afsted med blot at være en dygtig økonom. For at trives i jobbet er andre kompetencer lige så centrale. Det drejer sig dels om formidling, dels om lederskab.

Klar kommunikation
I forlængelse af at have løst et økonomisk problem følger formidling heraf, hvilket er en hel disciplin i sig selv. Tænk bare på hvor få økonomistuderende, der kan sige sig fri for at have mødt en underviser (når de har været på udveksling, naturligvis), som har excelleret udi sin økonomiske viden og forståelse, men haft meget jævne kompetencer i formidlingen af den. Som økonomisk konsulent er formidling af resultater lige så vigtigt som det at nå frem til dem. Med andre ord at oversætte sine økonomiske resultater tilbage til den form for dansk (eller engelsk), som kan forklares til ikke-økonomer uden at de får et fjernt, tåget blik i øjnene. Og det kræver nogle helt andre kompetencer end de økonomifaglige.

Det vil, med et klassisk økonomiudtryk, sige, at kompetencer inden for økonomi og formidling kun er nødvendige og ikke tilstrækkelige. Den tredje kompetence, der i samspil med de to første giver potentiale til at være økonomisk konsulent, er lederskab. Det kan bedst forklares med en analogi.

Flair for lederskab
Når du går på McDonald’s kender du sikkert dine valgmuligheder på forhånd, ligesom du ved hvordan oplevelsen bliver alt afhængigt af hvad du bestiller. McDonald’s-medarbejderen ved også hvilke muligheder du har som kunde. Alle ved alt. Mulighederne er begrænsede. Der er ingen overraskelser. Det er ligesom at stille lukkede spørgsmål i et spørgeskema. Det helt modsatte er tilfældet når en læge præsenteres for et grædende barn. Der er noget galt, men ingen ved hvad. Lægen skal bruge sine observationer til at stille en diagnose og derefter prioritere mellem et utal af mulige løsninger.

Jobbet som økonomisk konsulent minder mere om lægens end McDonald’s-medarbejderens. Klienterne har typisk ikke kendskab til løsningerne på deres problem. (Det er derfor de ikke løser dem selv). Til tider kan de heller ikke formulere problemet. De ved bare, at de har et. For at komme i mål med sådan et projekt, er det nødvendigt at påtage sig lederskab. Først for at hjælpe klienten med at formulere problemet, dernæst for at løse det. Det kræver, at man som økonomisk konsulent forstår sin klients udtalte og uudtalte behov samt formår at sætte en retning for projektet.

Hvis man føler sig på hjemmebane i de tre discipliner – økonomi, formidling og lederskab – har man et godt grundlag for at blive en succesfuld økonomisk konsulent. Og hvis du mener at have sådan en i maven, vil jeg ønske dig held og lykke med at få udfordret dine egne fordomme om konsulenttitlen ude i virkeligheden.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk