Pensumhjælp til vinterstartere

En af de større omvæltninger ved at begynde på universitetet er, at man ikke længere får udleveret sine bøger af en midaldrende bibliotekar fra et støvet depot i en kælder. Derimod skal man selv ud og anskaffe dem, hvilket hurtigt kan blive en dyr fornøjelse. Bedre bliver det da heller ikke af, at pensum på første semester består af intet mindre end ti bøger og to publikationer fordelt på tre forskellige fag. Kasseapparatet er for længst begyndt at tælle, og prisen kan gøres op i rigtigt mange omgange til læsegruppen i fredagsbaren. Derfor har vi her på Altandetlige.dk trukket på adskillige års erfaringer med studiestart og pensumbøger og samlet det hele til dig. Vi har tjekket pensumlisterne, undersøgt priserne hos Academic Books og besvarer det vigtige spørgsmål ”ny eller brugt?”, så du kan slå dig løs på Bogbørsen.

Økonomiske Principper A
Faget er det første sted, hvor du kommer til at stifte bekendtskab med økonomisk teori. Dertil behøver du følgende bog:

Economics
Forfattere: N. Gregory Mankiw & Mark P. Taylor
Forlag: Cengage Learning EMEA
Udgave: 3. udgave 
Udgivelsesår: 2014
Nypris: 568,00 kr.
Ny eller brugt: Brugt, men helst 3. udgave

Claus Bjørn Galbo-Jørgensen, der forelæser i faget, anbefaler klart, at man erhverver sig 3. udgave af bogen, idet ældre udgaver mangler ét kapitel, som indgår i pensum, og strukturen er desuden lavet en del om ift. tidligere udgaver.
Bogen er bygget op omkring ti økonomiske principper og hvis du hurtigt går død i dem, så er der hjælp at hente her. Når du når til eksamenslæsningen om et par måneder, så plejer de gamle eksamensopgaver og rettevejledningerne dertil at være en stor hjælp. Begge dele kan du finde her.

Samfundsbeskrivelse A

Til Samfundsbeskrivelse A skal du bruge en del bøger. Nogle har fortrudt, at de købte dem alle, hvorfor de fleste er billigt til salg på Bogbørsen. Da Handelshøjskolens forlag er en del af DJØFs Forlag, kan du, hvis du er medlem af DJØF, købe bøgerne derfra med rabat. En del af pensum er publikationer fra Danmarks Statistik og Nationalbanken, der fås gratis som pdf'er. 
Det skal tilføjes, at de angivne priser i dette fag er vejledende med udgangspunkt i prisen i sommers, idet forelæserne ikke har angivet pensum på Academic Books ved artiklens udgivelse. Vi har dog været i kontakt med Hjarn von Zernichow Borberg, som forelæser i faget, og de angivne bøger er derfor korrekte.

Statistisk Tiårsoversigt 2015
Forfatter: Danmarks Statistik
Forlag: Danmarks Statistik
Udgave: 1. udgave
Udgivelsesår: 2015
Nypris: 185,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Udover en masse tal så indeholder Statisktisk tiårsoversigt en Økonomisk-politisk tiårskalender og mange begrebsforklaringer, som er til stor gavn og nytte. Du kan ikke komme igennem Samfundsbeskrivelse uden at eje papirudgaven af Statistisk tiårsoversigt 2015, da bogen i høj grad bruges til eksamen. Du må gerne lave overstregninger i bogen, men under ingen omstændigheder skrive i den, hvilket din kommende forelæser Hjarn vil minde dig om utallige gange.
Tidligere udgaver af Statistisk Tiårsoversigt findes gratis her som pdf-filer.

Danmarks økonomi side 1980
Forfattere: Per Ulstrup Johansen og Mikael Trier
Forlag: Handelshøjskolens forlag
Udgave: 13. udgave
Udgivelsesår: 2015
Nypris: 249,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Danmarks Statistik overgik i september 2014 til European System of National and Regional Accounts (ESA 2010), hvilket har betydet ændringer i samtlige nationalregnskaber tilbage til 1966. Dette har selvfølgelig også betydet ændringer i denne bog om Danmarks økonomi siden 1980, så du bliver nødt til at købe den opdaterede 13. udgave. 

Praktisk statistisk metode for økonomer
Forfattere: Mikael Trier og Per Ulstrup Johansen
Forlag: Handelshøjskolens Forlag
Udgave: 3. udgave 
Udgivelsesår: 2010
Nypris: 255,00 kr.
Ny eller brugt: Brugt

En stor del af Samfundsbeskrivelse A handler om at bearbejde og beskrive statistik. Hvordan dette gøres bedst muligt forklares i denne bog. Mange vælger at beholde bogen, da den er nyttig som opslagsværk, hvis man nu lige har glemt forskellen mellem et Laspeyres- og et Paascheindeks. Grundet et paradigmeskift i valg af indeks hos Danmarks Statistik i 2005, bliver du nødt til at anskaffe dig enten 2. udgave fra 2004 eller 3. udgave fra 2010. Forskellen mellem de to versioner er begrænset, men 3. udgave er at foretrække.

Befolkning og samfund - kap. 1-2, 4-5
Forfattere: Marianne Frank Hansen, Peter Stephensen og Thomas Nyvang Dalgaard
Forlag: Handelshøjskolens Forlag
Udgave: 11. udgave 
Udgivelsesår: 2016
Nypris: 179,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Bogen gennemgår befolkningsudviklingen i Danmark og introducerer det demografiske begrebsapparat. Denne 11. udgave af bogen er med nye forfattere samt nyt indhold, hvorfor der her ikke er nogen vej udenom end at erhverve sig en ny version af bogen, hvis man vil være helt på den sikre side. I og med kun så få kapitler er en del af pensum, så kan et alternativ til at købe bogen derfor være at bruge en eller to eftermiddage på biblioteket, hvor alle pensumbøger kan lånes. I så fald har man selvfølgelig ikke bogen til eksamen, hvorfor dette nok mest er en udvej for dem, som virkelig er presset økonomisk.

EU – et overblik
Forfatter: Hjarn Zernichow Borberg
Forlag: Multivers Aps
Udgave: 2. udgave 
Udgivelsesår: 2015
Nypris: 225,00 kr.
Ny eller brugt: Ny

Bogen erstattede oprindeligt Den Europæiske Union fra Handelhøjskolens forlag af samme forfatter, men den tidligere bog kan ikke anvendes. Ligeledes er EU - et overblik blevet ændret på centrale punkter fra 1. til 2. udgave, så du bliver nødt til at købe den nye udgave.

Andre titler
I faget skal du bruge to publikationer fra Danmarks Statistik og Nationalbanken. Hvis du kan nøjes med en pdf, så kan du hente dem her.


Matematik A
I matematik handler det om at spidse blyanten og have papiret klar. Du bliver ikke kun eksamineret i dine regnetekniske færdigheder, men også i din grundlæggende forståelse af matematikken gennem en række beviser du skal kunne. Derfor er gode tavlenoter guld værd.

Næsten lige så længe som de fleste kan huske, er politter blevet undervist i matematik efter Knut Sydsæters lærebogssystem, hvor eksemplerne af og til involverede olieproduktion eller skihop. Dette skyldtes, at Sydsætter var nordmand og bøgerne på norsk, hvilket af og til gav lidt forvirring. Sådan er det imidlertid ikke længere. Mogens Nørgaard Olesen tog forrige år sit 3-binds lærebogssystem Matematik - idé og indsigt i brug. Det vil fremover udgøre pensum i Matematik A. Hvis du er heldig, kan du få en udgave på bogbørsen, men de fleste holder fast i deres matematikbøger, da faget er centralt for meget af forståelse af økonomisk teori senere på studiet.

Matematik - idé og indsigt, bind 1, 2 og 3
Forfatter: Mogens Nørgaard Olesen
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Udgave: 1. udgave 
Udgivelsesår: 2014
Nypris: 489,00 kr. / 525,00 kr. / 445,00 kr. (bind 1/bind 2/bind 3)
Ny eller brugt: Brugt hvis du kan

Da bogserien er ny, er der et begrænset udbud på bogbørsen. Du kan derfor blive nødt til at investere i bøgerne, som dog heldigvis er i hardcover, hvorfor muligheden for at videresælge dem i fornuftig stand, og dertil til en ok pris, bestemt er til stedet.

Eksamensopgaver i matematik med rettevejledninger
Forfatter: Mogens Nørgaard Olesen
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Udgave: 3. udgave 
Udgivelsesår: 2013
Nypris: 319,00 kroner
Ny eller brugt: Brugt

Bogen er en samling af gamle eksamensopgaver og tilhørende rettevejledninger, der rækker tilbage til 70’erne. Tredje udgave er omtrent 160 sider længere end 2. udgave, men 2. udgave fra 2011 kan bestemt også anvendes. Hvis du køber 2. udgaven, så findes eksamensopgaver og rettevejledninger fra vinteren 2009 og frem her.

Generelt, hvis man har nogle spørgsmål eller blot betænkeligheder ved køb af pensumbøger, så kan man uden problemer vente med indkøbene til efter første forelæsning i hvert fag, idet forelæseren ofte gennemgår pensumbøgerne samt svarer på spørgsmål dertil.


Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk