Skal man SAS certificeres?

De fleste politter har stiftet bekendtskab med SAS og ved, at bagved det blå ikon på skrivebordet ligger der et af de bedste værktøjer til dataanalyse, der findes. Dette ved mange virksomheder, der aftager politter, også. Når det kommer til avanceret dataanalyse er SAS markedsførende, og kendskab til programmet er uden tvivl et kæmpe plus på CV’et. Heri opstår der imidlertid et problem med asymmetrisk information på arbejdsmarkedet. Enhver kan skrive, at de er verdensmestre til at sætte semikoloner og eksekvere procedurer uden at være klar over, hvad PROC FREQ gør. Det er her, at SAS’s eget certificeringssystem kommer ind i billedet. Ved at bestå en af SAS’s mange certificeringseksamener, dokumenterer man præcist, hvilke dele af programmet man behersker.

Hvilke certifikater?
Listen af SAS certifikater, der udbydes i Danmark, dækker 5 forskellige hovedområder, og man kan blive klogere på alt fra den grundlæggende brug af SAS, til hvordan man designer brugerflader i BI applikationer. De fleste af kurserne er dog målrettet virksomheder, der vil have opkvalificeret deres medarbejdere til at anvende en bestemt overbygning af SAS platformen. Til studerende anbefaler SAS, at man retter sit fokus mod det grundlæggende. Over- og udbygningerne af SAS er meget omfattende, og siden man som studerende ikke ved hvilken, man kommer til at beskæftige sig med på arbejdsmarkedet, kan det ikke betale sig at gå i dybden med dem alle. Samtidig er SAS’s store fordel, at alle over- og udbygninger kommer fra den samme kerneplatform, så når man først behersker denne, kan man let bygge oven på. 

Det første certifikat
Til ucertificerede økonomistuderende anbefaler SAS, at man bliver SAS Certified Base Programmer for SAS 9. Certifikatet dokumenterer, at man behersker grundlæggende statements i DATA steppet, samt kender en række specifikke procedurer, som man kan udføre i programmet. Dette dækker over alt fra formatering af data til procedurer, der er anvendelige til deskriptiv statistik, og går ud over SAS-pensummet på polit. Har man gennemført Økonometri A og B er man godt stillet, og har man haft Programmering og statistik med SAS er det endnu bedre, men det er ikke nok. For at bestå eksamenen og få et certifikat kræver det, at man er villig til at lære mere.

Vejen til eksamenen
Når man først har besluttet sig for at blive SAS Certified Base Programmer for SAS 9, stiller SAS en række hjælpemidler til rådighed i form af en række kurser. Normalt koster et kursus fra SAS et par tusinde kroner, men som studerende på Københavns Universitet har du gratis adgang til en række kurser gennem SAS Download. Herunder findes også kurserne SAS Programming I: Essentials og SAS Programming II: Data Manipulation Techniques. Disse to kurser dækker tilsammen alle de opgaver i SAS, som man skal beherske for at bestå eksamenen. Hvor meget tid man skal bruge på at gennemgå disse to kurser afhænger af, hvor meget SAS man kan i forvejen, men at terpe dem i en uges tid eller to er næppe for lidt. Selve kurserne foregår på computeren, og undervejs er der rig mulighed for at hakke noget kode ned selv. Faktisk så er SAS’s bedste råd til, hvordan man bliver klar til eksamen, at man får skrevet en masse kode. Man lærer bedst ved selv at rode med de røde linjer i loggen. Hvis du skulle gå i stå undervejs, så er der mulighed for at stille spørgsmål på Facebooksiden SAS for studerende. Her kan du få hjælp fra andre SAS-brugere, samt SAS’s egne medarbejdere, der kan give gode råd og kyndig vejledning.

Eksamenen
Selve eksamenen foregår i SAS’s lokaler på Købmagergade, hvor man sidder ved deres computere. Her får man 110 minutter til at besvare 64 spørgsmål, der enten er multiple choice, eller korte tekstspørgsmål, hvor man skal skrive det rigtige svar. En række eksempler på de spørgsmål, der kan komme til eksamenen, findes her.  For at bestå eksamenen skal man have mindst 70 % af spørgsmålene rigtige, hvilket langt fra alle har. SAS laver ikke officielle statistikker over hvem, der består, da systemet selv sørger for at tilsende en et certifikat, hvis man består, men lader Altandetlige.dk forstå, at dumpeprocenter over 50 ikke er helt ualmindelige. Typisk gælder der dog, at studerende klarer sig bedre end færdiguddannede, måske fordi de er mere vant til at læse til eksamen.

Hvornår
SAS holder løbende certificeringseksamener. Normalt koster det 1195 kroner at tage eksamenen, men som studerende får man rabat, så det kun koster 300 kroner. Den næste certificeringsdag er den 8. december fra kl. 9.00 til 12.00. Man tilmelder sig her og får studierabatten ved at skrive ”Academic” som promo code. Så er der ikke mere tilbage end at sige knæk og bræk med din certificeringseksamen. RUN;



Faktaboks

  • SAS anbefaler, at man som økonomistuderende bliver SAS Certified Base Programmer for SAS 9
  • For at blive det skal man tage kurserne SAS Programming I: Essentials og SAS Programming II: Data Manipulation Techniques, som findes på SAS Download.
  • Man kan få hjælp via SAS for studerende på Facebook.
  • SAS afholder løbende certificeringseksamener. Med studierabat koster 300 kroner, der er 14 pladser og tilmelding sker via følgende link. Brug  promo code "Academic" for at få studierabat.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk