Stud.polit i AE

Hvad består dit job i? 

Jeg er studentermedhjælper i AE’s makroøkonomiske afdeling. Her henter og bearbejder jeg data og skriver udkast til løbende analyser af dansk økonomi i et makroøkonomisk perspektiv. Det kan for eksempel handle om arbejdsmarkedsforhold. Jeg arbejder også med mere langsigtede projekter, hvor vi dykker ned i, hvordan man opstiller økonomiske modeller og undersøger metoder til at beregne konsekvenser af økonomisk-politiske indgreb. Her kommer arbejdsopgaverne meget tæt på det stof og de metoder, man lærer på studiet. Det er meget lærerigt og spændende at få lov til at anvende kompetencer fra studiet i så direkte en form. Derudover er det studenternes opgave at holde oplæg for gymnasieklasser, der kommer på besøg.  

Hvorfor valgte du at søge stillingen - og hvordan fik du den? 

Jeg søgte stillingen allerede inden jeg startede på 3. semester, og jeg havde egentlig ikke på det tidspunkt en plan om, at jeg skulle have et studenterjob endnu. Men da jeg hørte, at AE søgte en studentermedhjælper, tænkte jeg, at den plan godt kunne ændres. AE var absolut et af de steder, jeg helst ville arbejde: Både fordi jeg havde hørt godt om AE som studenterarbejdsplads, og fordi det er en betydelig motivationsfaktor for mig at være ansat et sted, som jeg synes, laver et vigtigt stykke arbejde.  

Så jeg søgte stillingen, kom til jobsamtale og fik en stilling – ikke nøjagtigt den, jeg havde søgt, men en anden studenterstilling. Den opslåede stilling var til et studenterjob i registerafdelingen, men da jeg i min ansøgning havde givet udtryk for, at jeg også var interesseret i makroøkonomi, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig en stilling i makroafdelingen. Det sagde jeg ja til. Jeg var på det tidspunkt ikke så langt på studiet og var ikke fast besluttet på, hvilken gren af økonomi, jeg helst ville arbejde med.  

Hvilke fag og kompetencer fra studiet kan du bruge i arbejdet? 

I de fleste studiejob er det nok en god idé at have hørt lidt efter i samfundsbeskrivelse A og B. Her er AE ingen undtagelse. Som student skriver man udkast til analyser med alt, hvad det indebærer af figurer og tabeller, så det er vigtigt at have styr på de basale redskaber.  

Derudover har jeg programmeret i STATA, hvor jeg har benyttet den viden, jeg har fået fra Økonometri I og II. Makrofagene har også af og til været nyttige i forbindelse med, at jeg har benyttet ADAM-modellen til at analysere på stød til økonomien.  

Generelt synes jeg, at økonomistudiet giver én en analytisk tilgang til tingene og en evne til at formidle noget stof på en rimelig struktureret måde. Dét kommer i hvert fald også én til gode i studiejobbet – og nok også efter man er færdiguddannet.   

Hvad er det vigtigste, du har lært gennem dit job? 

Jeg lærer meget ved at skulle anvende den teori, jeg lærer på studiet. For eksempel har jeg lært, at dét at anvende økonometri i praksis er noget, der kræver en del øvelse. Men måske noget af det vigtigste, jeg har lært, er at skrive om økonomi, så det kan forstås af almindelige mennesker. På studiet bliver man let fanget i en lille akademikerboble og glemmer, at ikke hele verden er økonomer. Dér er det godt at have et studiejob, hvor man bliver nødt til at være i stand til at formidle det, man laver, i et forståeligt sprog. De analyser, vi laver, skal jo ud og kunne forstås af almindelige mennesker.  

Hvad har overrasket dig mest? 

Nu er det efterhånden gået op for mig, men i starten var mit studiejob i AE en ret stor øjenåbner for mig ift. hvor tæt en sammenhæng, der er mellem økonomi og politik: Jeg fik øjnene op for, hvor magtfuldt et redskab, økonomi er i politik, og hvor vigtigt det er, at der findes nogle dygtige økonomer, der kan lave et præcist og fyldestgørende stykke arbejde.  

Hvad synes du, at arbejdet i AE kan tilbyde som studiejob? 

AE tilbyder høj faglighed og lærerige opgaver kombineret med et godt arbejdsmiljø og god stemning i dagligdagen. Derudover har studenterne gode forhold hvad angår løn osv. og er generelt en meget integreret del af arbejdspladsen. Der er også stor fleksibilitet ift. arbejdstider i forbindelse med for eksempel læseferie. En sidste gevinst, som måske også er en af de vigtigste, er, at man får lov at se indvirkningen af det arbejde, man er med til at lave, på den økonomisk-politiske debat, når for eksempel vores analyser bliver taget op i medierne. Så kan man virkelig se, hvad meningen med det hele er.  

Hvor meget fylder det sociale på dit arbejde? 

Det sociale fylder meget. Vi har et rigtig godt socialt miljø i hverdagen. Tonen er god, og der bliver snakket om alt mellem himmel og jord over frokosten. Det bliver prioriteret, at studenterne kommer på arbejde tre dage om ugen og er der i kontortiden og henover frokost for på den måde at være en rigtig del af arbejdspladsen.  

Derudover laver vi mange sociale arrangementer som middage, julefrokost, den årlige sommertur eller bare drikker en øl sammen om fredagen. Desuden mødes studenterne af og til og holder ”studentermiddag”, som vi kalder det. Det ender også som regel ud i, at vi drikker en øl eller to.  

Hvad er det bedste ved jobbet? 

Det bedste ved jobbet er kombinationen af høj faglighed, lærerige opgaver og ansvar, og så den altid gode tone og stemning. Der er ikke så mange led mellem student og den endelige udsendelse af en analyse, så det er vigtigt, at man er grundig med det, man laver. Selv om man som student har til opgave at lave første udkast til en analyse, og der ind i mellem godt kan være pres på, så er der en god tone mellem økonomer og studenter i AE, og det giver et meget behageligt arbejdsmiljø.  


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk