NATIONALBANKEN SØGER NYUDDANNET ØKONOM

Vil du være med til at være bank for bankerne og arbejde med den operationelle del af pengepolitikken samt betalingsformidling? Så har du nu muligheden for et udfordrende job i en spændende organisation med et uformelt arbejdsmiljø præget af høj faglighed og mange samarbejdsflader.

Jobbet

I afdelingen Bank og Marked bliver du en del af et af Nationalbankens kerneområder. Du skal være med til at arbejde med Nationalbankens betalingssystem, Kronos2, som er den mest centrale del af betalingsinfrastrukturen i Danmark. Systemet gør det muligt for pengeinstitutter hurtigt og sikkert at udveksle betalinger med hinanden. Det er en forudsætning for et velfungerende finansielt marked.

Du bliver introduceret til Nationalbankens arbejde med pengepolitiske transaktioner og betalingssystemer. Her skal du konkret arbejde med små og store projekter samt løbende driftsopgaver. Du skal sætte dig ind i bankernes forretningsmæssige behov og være med til at udvikle nye IT- og forretningsløsninger. Eksempler på opgaver er:

  • udvikling og implementering af nye løsninger til håndtering af pengepolitiske transaktioner og betalingsformidling

  • tilslutning af dansk infrastruktur til en fælles europæisk platform

  • koordinering af arbejdet mellem de danske banker, brugere af systemerne og de eksterne IT-leverandører.

Du får sidemandsoplæring i begyndelsen, så du kommer godt i gang med opgaverne.

Vi tilbyder

Et job, hvor du gør en reel forskel i en organisation med stor samfundsmæssig betydning. Du får indblik i vores forskelligartede og spændende arbejdsopgaver, der giver mulighed for faglig og personlig udvikling. Du får indsigt i et af Nationalbankens mest forretningskritiske arbejdsområder og dermed i, hvordan en centralbank fungerer i praksis.

I sektionen er vi 34 medarbejdere. Du bliver en del af et team, der har engagerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, og som spænder bredt fra nyuddannede til meget erfarne kollegaer.

Vi sidder i storrumskontor, hvilket giver en åben og direkte omgangstone om opgaveløsning. Der vil være mulighed for at arbejde hjemmefra, når opgaverne tillader det.

Som nyuddannet hos os bliver du også en del af Economist Programme. Det er et 2-årigt program, som har til formål at øge dit kendskab til Nationalbankens kerneområder og give dig et netværk i banken. Du kan læse mere om programmet her.

Din profil

Vi søger en engageret nyuddannet økonom, der har lyst til at bruge sin viden om finansielle markeder til at videreudvikle Nationalbankens rolle som bank for bankerne. Du har en kandidatuddannelse og en finansiel økonomfaglig baggrund.

Som person kan du lide at tage ansvar, stille dig i spidsen for opgaver og drive dem fremad proaktivt. Du er nysgerrig og teknisk interesseret. Det er vigtigt, at du er samarbejdsorienteret, dvs. at det falder dig naturligt at dele din viden, og at du kan kommunikere klart og præcist på skrift og i tale. Du er god til hurtigt at danne relationer, og dit gode humør og din gode energi bidrager positivt til samarbejdet. 

Vil du vide mere

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Chef for Bank, Jesper Mærsk, på tlf. 3363 6902 eller jma@nationalbanken.dk. Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR-partner Rikke Møller Fastø på tlf. 3363 6086 eller rmfa@nationalbanken.dk.

Ansøgning

Ansøg med relevante eksamenspapirer senest 28. november 2021. Det er en betingelse for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt. 

Udbyder

Danmarks Nationalbank

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

28. november 2021

Ansøgning

Ansøg med relevante eksamenspapirer senest 28. november 2021. Det er en betingelse for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt.