Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Finansministeriet søger en studentermedarbejder til Center for Udgiftspolitik og Modernisering

Finansministeriet

Har du lyst til at arbejde i maskinrummet bag finansloven og komme helt tæt på arbejdet med statens udgiftspolitik? Og vil du være en del af et ambitiøst og engageret team? Så er du måske vores nye studentermedarbejder i Finansministeriets Center for Udgiftspolitik og Modernisering (UPM). 

Om stillingen

Vi søger en student til at indgå i kontorets arbejde med start hurtigst muligt.

Som studentermedarbejder i UPM får du et unikt indblik i finanslovsprocessen og udgiftspolitikken i staten. Stillingen giver dig en berøringsflade med en bred vifte af politiske problemstillinger, og du får indgående erfaring med den økonomiske koordinering på tværs af Slotsholmen.

Vi søger en student til at varetage opgaver i relation til finanslovarbejdet, den udgiftspolitiske koordinering i staten og det løbende budgettekniske arbejde, som Finansministeriet har ansvaret for. Konkret vil du bl.a. skulle bidrage til korrektur og kvalitetssikring af finanslovforslaget og finansloven samt skabe overblik over den løbende udgiftsudvikling i staten i løbet af året. Derudover vil du kunne bidrage til kontorets arbejde med mindre skriveopgaver i forbindelse med analyser eller aktuelle politiske sager.

Studenter i Finansministeriet har varierende og udfordrende arbejdsopgaver, og vi tilbyder gode muligheder for, at studenter kan udvikle sig fagligt. Vi lægger vægt på at inddrage studenterne i alle dele af kontorets arbejde, herunder i de daglige morgenmøder samt i vores sociale aktiviteter.

Om dig 

Vi forventer, at du:

• Er blandt de dygtigste på dit studium 

• Er studerende på en samfundsvidenskabelig uddannelse (fx stud.scient.pol, stud.polit, stud.oecon, stud.merc.pol, eller lign.) 

• Er grundig og formår at kvalitetssikre eget arbejde 

• Tager ansvar og ejerskab over dine opgaver  

• Har gode samarbejdsevner og er i stand til at kommunikere – både med andre studenter og med de fastansatte sagsbehandlere 

• Formår at prioritere i dine opgaver

Vi forventer, at du har en grundlæggende forståelse for og lyst til at arbejde med tal. Et godt kendskab til Excel er en fordel, men ikke et krav.

Om os 

UPM består af 2 kontorchefer, 2 souschefer, 16 akademiske medarbejdere og 6 studenter. Vi arbejder bl.a. med:

• Styring af den statslige udgiftspolitik 

• Koordination af finanslovprocessen og en række større politiske forhandlinger 

• Udgiftspolitiske analyser 

• Offentlige finanser 

• Modernisering af den offentlige sektor

Ansættelsesvilkår 

Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.

Vi udviser fleksibilitet i forbindelse med dine ferier og eksamensperioder, mens vi samtidig forventer, at du er fleksibel i perioder med stor arbejdsbelastning, særligt i forbindelse med finanslovsprocessen. Generelt tilstræber vi en arbejdstid på ca. 15 timer i gennemsnit pr. uge, idet du selv aftaler din arbejdstid med din nærmeste chef.

Ansøgning og samtaler 

Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via vores hjemmeside www.fm.dk, så vi har materialet senest tirsdag den 16. april 2019.

Finansministeriet opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

Mere information 

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Casper Mondrup Dahlmann (camod@fm.dk, tlf. 25 40 97 92). 

Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Finansministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

16 april 2019

Søg jobbet

Søg jobbet online