Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Skatteministeriet søger en økonomisk student til person- og pensionsbeskatning

Skatteministeriet

Er du interesseret i at arbejde med samfundsøkonomi og politikudvikling? Er du systematisk, god til at bevare overblikket, har du flair for tal, og er du analytisk stærk? Så er det måske dig, vi søger som økonomisk student til kontoret Person og Pension.

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som student i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af Danmark. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format. 

Om stillingen i Person og Pension

Kontoret har bl.a. til opgave at levere input til den økonomiske politik i relation til person- og pensionsbeskatning. Kontoret er tæt involveret, når der i forbindelse med finanslov og andre politiske forhandlinger overvejes og gennemføres justeringer på disse områder. Det løbende arbejde omfatter bl.a. samfundsøkonomiske analyser, provenu- og fordelingsberegninger, forberedelse af lovgivning, besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, budgettering af statens indtægter samt udarbejdelse af notater til skatteministeren og departementschefen i et tæt samarbejde med jurister og andre økonomer. 

Dine opgaver vil spænde over et bredt område inden for kontorets virkefelt og blandt andet omfatte:

  • Dataindsamling og beregninger som input til konsekvensberegninger, notater og analyserapporter
  • Budgettering og løbende overvågning af udviklingen i indtægter fra person- og pensionsbeskatningen
  • Opdatering af statistik på Skatteministeriets hjemmeside
  • Bidrag til international statistik og publikationer på skatte- og afgiftsområdet som fx Skatteøkonomisk Redegørelse
  • Bidrag til skatteministerens breve, præsentationer og svar til Folketinget

Du bliver en del af et team af dygtige kolleger og et arbejdsmiljø præget af højt engagement. Vi arbejder i åbent kontorlandskab og har en uformel omgangstone og god stemning. 

Om dig

Du har minimum bestået 3. semester på polit-studiet, mat.øk eller en anden samfundsvidenskabelig uddannelse og er omhyggelig med talbehandling, har analytisk sans og gode formuleringsevner. Du arbejder selvstændigt, har gode samarbejdsevner, er ansvarsbevidst og udviser et stort engagement i dit arbejde. Arbejdsopgaverne vil blive tilrettelagt ud fra din erfaring, og hvor langt du er på studiet. 

Arbejdsopgaverne kræver godt kendskab til Excel og Word. 

Om at arbejde i Skatteministeriet

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiseret og have blik for hele samfundets behov. 

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejdere imellem, er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen. 

Ansøgning og ansættelse 

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest den 22. april 2019 kl. 12.00.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefkonsulent Klaus Kristensen på telefon 72 37 33 30 eller specialkonsulent Rasmus Iversen på telefon 72 37 13 11. 

Arbejdstiden er gennemsnitlig 15-20 timer om ugen med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder. 

Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K. 

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på skm.dk/job

Søg stillingen.

Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Skatteministeriet

Geografi

Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K

Ansøgningsfrist

22 april 2019

Søg jobbet

Søg jobbet online