Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Studerende til analyser og evidensarbejde på beskæftigelsesområdet

Beskæftigelsesministeriet

Er du fagligt stærk inden for kvantitative metoder? Og har du lyst til at arbejde med analyser og opbygge viden om, hvad der virker i beskæftigelsesindsatsen? Så har vi to spændende studenterstillinger i Center for Viden og Analyse.  

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk.  

Vær med til at lave økonomiske og statistiske analyser på beskæftigelsesområdet  

I Center for Viden og Analyse er vi knap 50 medarbejdere, fordelt i fire teams, som sikrer, at beskæftigelsespolitikken kan føres på et oplyst grundlag. Vi har ansvaret for at indsamle, behandle og udstille data om beskæftigelsesindsatsen i Danmark, herunder udvikling og vedligeholdelse af styrelsens databank Jobindsats.dk, samt forløbsdatabasen DREAM.  

Derudover overvåger og analyserer vi udviklingen på det danske arbejdsmarked gennem fx rekrutteringssurveys, Arbejdsmarkedsbalancen, samt udvikler metoder og redskaber til videre opfølgning. Vi arbejder med videns- og evidensarbejde, herunder opsamling af eksisterende viden, opbygning af ny viden gennem kontrollerede forsøg, nudging, progressionsanalyser, registerbaserede effektundersøgelser, reviews og formidling, herunder Jobeffekter.dk.  

Som vores nye student vil du indgå i en studenterenhed på syv studenter, og du vil særligt blive knyttet til enten vores Vidensteam, som opsamler og udvikler viden om effekter af beskæftigelsespolitiske indsatser eller vores Overvågningsteam, som følger den aktuelle udvikling på arbejdsmarkedet.  

Du vil sammen med centerets øvrige studenter og medarbejdere få mulighed for at arbejde med mange forskellige data- og analyseopgaver, hvor de fleste kræver SAS-programmering.  

Bliv vores nye kollega  

Vi forestiller os, at du:  

  • er stud.polit., stud.oecon., stud.scient.pol. eller lignende med en kvantitativ profil,  
  • kan lide at arbejde med økonometri/kvantitativ metode,  
  • har erfaring med eller lyst til at lære at programmere i SAS (anden programmeringserfaring er også en fordel),  
  • arbejder struktureret, grundigt og analytisk,  
  • er god til at formidle komplekst indhold på en letforståelig måde til forskellige målgrupper.  

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  

Løn- og ansættelsesvilkår  

Stillingerne er studenterstillinger på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt. Arbejdstiden tilpasses dit studie, og der tages hensyn til eksamensperioder.  

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.  

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Njalsgade 72A, 2300 København S.  

Spørgsmål og ansøgning  

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Lisbeth Palmhøj Nielsen, ansvarlig for studenterenheden på tlf. nr. 7221 7762 (e-mail på lpn@star.dk).  

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Céline Raffel i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5269.  

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 23. april 2019 kl. 12.00. 

Vi forventer at afholde samtaler i uge 17.  


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Beskæftigelsesministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

23 april 2019

Søg jobbet

Søg jobbet online