Studentermedhjælpere til VIVE

VIVE

Har du lyst til at prøve kræfter med forsknings- og analyseprojekter? … så har du muligheden ved VIVE!

VIVE i København søger studerende, som vil bidrage til vores forsknings- og analyseprojekter. Som studentermedhjælper indgår du i VIVEs projektgrupper, og du vil komme til at samarbejde med forskere og projektledere, der arbejder med forsknings- og analyseprojekter på tværs af velfærdsområderne i hele den offentlige sektor.

Dine arbejdsopgaver bliver at assistere projektlederne med en række forskelligartede opgaver, der varierer fra projekt til projekt. Afhængig af dine kompetencer vil du både kunne komme til at arbejde med kvalitative og kvantitative metoder i forskellige projekter. Opgaverne kan bl.a. omhandle transskribering af kvalitative interviewdata, opsætning af online spørgeskema, indsamling af surveydata eller behandling af data i Excel eller Stata, deltage i kommuneforsøg, skrive referater og andre administrative opgaver samt varetage mindre formidlingsopgaver.

Din profil er, at du er studerende på en samfundsvidenskabelig uddannelse, formentligt økonomi, sociologi, antropologi eller statskundskab. Du har skarpe analytiske evner og kvalitative og/eller kvantitative metodiske færdigheder. Det er en fordel, hvis du er vant til at arbejde systematisk og er i stand til at bevare overblikket over mange informationer på én gang. Vi forventer, at du er en person, som byder aktivt ind med din viden og dine færdigheder, og at du kan arbejde både selvstændigt og i teams.

Vi tilbyder et inspirerende fagligt miljø og et godt socialt miljø med højt til loftet. Gennem dit arbejde hos VIVE kan du opnå erfaring med mange forskellige arbejdsområder, som kan styrke dit CV. Og ikke mindst kan du blive klogere på, hvordan forsknings- og analyseopgaver løses i en institution som VIVE.

Hvis du vil vide mere om VIVE og stillingerne, kan du finde yderligere oplysninger på vores webside (www.vive.dk). For VIVE København kan du kontakte senioranalytiker Mette Friis Hansen på tlf.: 33 48 08 21, mail: mfh@vive.dk

Vi forventer, du har minimum et år tilbage af din uddannelse. Studerende, som ligger tidligere i uddannelsesforløbet, er også meget velkomne til at søge.

Vilkår:
Ansættelsen sker på grundlag af fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-Fællesoverenskomsten) og efter Organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere vedrørende studentermedhjælpere. Du ansættes som udgangspunkt med en gennemsnitlig arbejdstid på 12 timer om ugen, som kan tilpasses hverdagen som studerende og opgavernes deadlines. Vi forventer fleksibilitet af dig, og det modsvares selvfølgelig af fleksibilitet fra VIVEs side, f.eks. i eksamensperioder.

Ansøgning:
Du søger stillingerne via vores elektroniske rekrutteringssystem, som du finder på dette link. Ansøgningsfristen er onsdag den 1. maj 2019, kl. 12.00.

I din ansøgning må du gerne beskrive om dine stærkeste kompetencer og metodiske interesser er kvalitative eller kvantitative

Ud over en kort motiveret ansøgning skal du medsende CV og karakterudskrift.

Vi forventer at afvikle ansættelsessamtaler i uge 19 og 20 og ansættelse gerne medio maj 2019.

VIVE ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge.

Om VIVE:
VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd er en uafhængig statslig institution, som producerer og formidler forskning og analyser om velfærdssamfundet og den offentlige sektor. Vi beskæftiger os med socialområdet, sundhed, uddannelse, børn og unge, beskæftigelse, integration, ældrepleje, økonomi, offentlig ledelse og andre emner, der har relevans for borgernes velfærd.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

VIVE

Geografi

København

Ansøgningsfrist

01 maj 2019

Søg jobbet

Søg jobbet online