Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Erhvervsministeriet søger en ambitiøs og faglig stærk økonom eller lignende med interesse for den finansielle sektor og dennes rolle i samfundsøkonomien

Erhvervsministeriet

Fuldtidsstilling

Brænder du for at arbejde med den finansielle sektor i en spændende politisk hverdag? Så søg jobbet i Erhvervsministeriets kontor for finansielle og økonomiske forhold!

Om jobbet

Vi søger en ambitiøs og faglig stærk økonom i kontoret for Finansielle Økonomiske Forhold.

Vi beskæftiger os med meget forskelligartede spørgsmål relateret til den finansielle sektor, der blandt andet omfatter regulering af adgang til boligfinansiering. Vi deltager også i arbejdet med Det Systemiske Risikoråd sammen med bl.a. Nationalbanken og Finanstilsynet. Det Systemiske Risikoråd har Nationalbankdirektøren som formand og har mulighed for at komme med anbefalinger til regeringen.

I kontoret arbejder vi også med de oplevede udfordringer med adgang til finansiering i landdistrikter, ligesom vi er ansvarlige for diverse kapital- og likviditetskrav til penge- og realkreditinstitutter, herunder de kommende krav fra Basel-komitéen.

Vi er er ligeledes ansvarlig for betalingsområdet, der bl.a. omfatter Dankort og Betalingsservice, og vi sikrer varetagelse af danske interesser på det finansielle område i EU

Om dig

Vi ser for os, at du:

  • Har en relevant økonomisk uddannelse som cand.polit., cand. oecon. eller lignende med en stærk faglig profil. Cand.scient.pol’er eller lignende med solid økonomisk forståelse og interesse opfordres også til at søge.
  • Har nogle års erfaring, gerne fra den finansielle sektor, et ministerium eller en styrelse.
  • Har indsigt i kapital- og likviditetskrav til penge- og realkreditinstitutter og interesse for samspillet mellem den finansielle sektor og økonomien i øvrigt.  
  • Er interesseret i samspillet mellem finansielle og politiske forhold og har lyst til at arbejde i et politisk miljø.
  • Har evne til hurtigt at sætte sig ind i nye og relativt komplicerede områder, men samtidig formår at bevare overblikket og det gode humør i en travl hverdag.
  • Har gode samarbejdsevner.
  • Formår at formidle budskaber klart og præcist, mundtligt og skriftligt, og er i stand til at forstå og kommunikere essensen af en given sag i et klart sprog.

Om os
I Erhvervsministeriets område for Finansielle forhold og Vækstkapital arbejder vi for en sund og robust finansiel sektor i Danmark. Vi beskæftiger os med rammerne for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, pensionsforhold, værdipapirhandel, finansiering til vækstvirksomheder og meget mere.

Vi arbejder med analyser, udvikling og implementering af nye politiske initiativer på det finansielle område. Derudover afdækker vi problemstillinger i den finansielle sektor og bidrager til at sikre et effektivt udbud af finansielle ydelser til både virksomheder og husholdninger.  

Vi er godt 20 kollegaer fordelt på tre teams. Vi løser vores opgaver i et tæt samarbejde med vores faglige netværk, der bl.a. omfatter Finanstilsynet, andre ministerier og interesseorganisationer.

Om ansættelsen
Du vil blive ansat efter overenskomsten for akademikere i staten.

Er du interesseret? 
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til kontorchef Mette Tams Kitaj på telefon 91 39 94 30 eller chefkonsulent Niels Kofoed på telefon 91 33 73 19.

Send din ansøgning via link på https://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger senest d. 12. november 2019. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer med stempel og underskrift samt andet relevant materiale.

Samtaler vil blive afholdt i uge 46 og 47, og vi ønsker tiltrædelse pr. 1. januar 2020. Der vil blive brugt case samt personligheds- og logikanalyse i forbindelse med samtalen.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge. 

Vi glæder os til at høre fra dig.

Hvordan er det at arbejde i Erhvervsministeriets departement?
Vi er i en unik position: Vi betjener ministeren i et af landets mest centrale ministerier og er samtidig helt tæt på erhvervslivet. Vi er med fra de første diskussioner om nye initiativer og lovforslag til udviklingen og eksekveringen af dem. Vi arbejder med en bred vifte af ressortområder – fra boligfinansiering og forbrugerforhold til planlov og digitalisering af erhvervslivet – og sætter derigennem et aftryk på virksomheder og de fleste danskeres liv.

Vi er 200 ambitiøse og engagerede medarbejdere, men vores netværk og kontaktflade rækker langt uden for Slotsholmen. Vi arbejder tæt sammen med ministeriets syv styrelser og de selvstændige offentlige virksomheder, som vi har ansvar for, og vi er i dialog med virksomheder, interesseorganisationer, EU og OECD. Vi værdsætter en arbejdsplads med en stejl læringskurve og et stærkt samarbejde for at opnå Europas bedste vækstvilkår, så det er attraktivt at bo, arbejde og drive virksomhed i Danmark. Vi lægger vægt på faglig nysgerrighed, som skal gøre os i stand til at have blik for fremtidige forretningsmodeller.

Samtidig er det en central kernekompetence hos os at have en forståelse for de muligheder den digitale udvikling i og uden for ministeriet åbner for.

Erhvervsministeriet arbejder for at skabe øget vækst og velfærd i Danmark ved at sikre, at borgere og virksomheder oplever gode vilkår og rammer for vækst. Erhvervsministeriet arbejder således med en lang række problemstillinger og initiativer inden for områder som erhvervs- og finansiel regulering, konkurrence- og forbrugerforhold, erhvervsfremme mv.

Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Erhvervsministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

12 november 2019

Søg jobbet

Søg jobbet online