Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Studerende med interesse for økonomi i en politisk kontekst

Beskæftigelsesministeriet

Vil du være med til at budgettere og udvikle økonomistyringen af de godt 200 mia. kr., staten hvert år bruger til aktiv beskæftigelsesindsats og offentlig forsørgelse af ledige og personer uden for arbejdsmarkedet? Så søger vi 1-2 studerende til Kontor for Økonomi.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
I Beskæftigelsesministeriets departement arbejder vi dagligt og tæt sammen med ministeren om at omsætte politikernes visioner til faktiske løsninger, som borgerne mærker i deres hverdag. Sammen med styrelserne har vi ansvaret for altid at give ministeren det bedst mulige grundlag af relevant og tilgængelig viden at træffe sine beslutninger på. Det er vores kerneopgave at understøtte ministeren og Folketinget ved rettidigt at afsøge, gennemarbejde, analysere og forberede materiale på højt fagligt niveau og indgå i saglig dialog om det. Som departement er det samtidig vores opgave at sætte retning for hele ministerområdet. Og det gør vi via effektiv styring og ledelse. 

Her kommer du altså helt ind i centrum af den faglige og politiske proces og får fingrene ned i problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner med stor betydning for tusindvis af mennesker. 

Du kan læse mere om os på www.bm.dk 

Et arbejde der samler økonomi og politik 
I Kontor for Økonomi arbejder vi med finanslov, økonomistyring og økonomiske konsekvensberegninger. Det er vores opgave at sikre, at politiske beslutninger og prioriteringer sker på baggrund af et klart økonomisk grundlag.

Du vil komme til at arbejde tæt på finanslovsprocessen i spændingsfeltet mellem økonomi og politik, og du vil få et indgående kendskab til beskæftigelsesindsatsen og samspillet mellem staten, kommunerne, a-kasserne og Udbetaling Danmark.

Du vil blandt andet komme til at bidrage til opgaver vedrørende:

  • budgettering og løbende budgetopfølgning på ministeriets bevillinger på finansloven
  • opfølgning og kontrol af kommunernes hjemtagelse af refusion
  • databearbejdning og udarbejdelse af rapporter til brug for ledelsesinformation og ressourcestyring
  • konsekvensberegninger i forbindelse med lovforslag og reformer
  • dataudtræk, der skal danne grundlag for beregninger.

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:

  • er i gang med en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse (fx cand.polit., cand.oecon. eller cand.scient.pol.)
  • har et godt kendskab til Excel, flair for tal og kan forholde dig til store datamængder
  • har erfaring med eller lyst til at lære at programmere i SAS (anden programmeringserfaring er også en fordel)
  • kan formulere dig kort og præcist, både mundtligt og skriftligt
  • lægger vægt på at opnå resultater gennem samarbejde med andre
  • er initiativrig og har lyst til at tage ansvar
  • har interesse for at arbejde i en politisk styret organisation
  • har godt humør og lyst til at lære.

Vi tilbyder dig:

  • erfaring med arbejdet i en politisk-administrativ organisation i udvikling
  • erfaring med økonomistyring og beskæftigelsespolitik
  • en arbejdsplads med et højt fagligt niveau
  • et uformelt arbejdsmiljø, hvor vi lægger vægt på at have en åben og positiv tilgang til hinanden, og at have det sjovt sammen, også når arbejdspresset er stort.

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er departementet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt.

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Specialkonsulent Katrine Munk Oddershede på tlf.nr. 5164 6275.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest den 26. februar kl. 12

Vi forventer at afholde samtaler i uge 10.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Beskæftigelsesministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

26 februar 2020

Søg jobbet

Søg jobbet online