Bemærk at ansøgningsfristen på dette job er overskredet

Vil du være studentermedhjælp og arbejde med kommunikation i Nationalbanken?

Danmarks Nationalbank

Vi søger en skarp student med flair for kommunikation og interesse for samfundsøkonomi til Nationalbankens kommunikationsafdeling. Nu får du muligheden for at få et unikt kendskab til kommunikationen i en af samfundets vigtigste institutioner, Nationalbanken. Vi arbejder for at sikre Danmark en robust økonomi. Det formål skal kommunikationen understøtte. Har du interesse for at bringe samfundsøkonomiske forhold i spil i det danske samfund – så er denne mulighed måske noget for dig.

​Vi tilbyder
Stillingen byder på en række forskellige opgaver i afdelingen Sekretariat og Kommunikation, som bl.a. er ansvarlig for Nationalbankens mange kommunikationskanaler.

  • Du skal bidrage til planlægningen af Nationalbankens faglige kommunikationsindsatser, som bl.a. tæller mange udgivelser og undervisningsaktiviteter.
  • Du bliver en del af det team, der sikrer udvikling og test af nye funktionaliteter til bl.a. hjemmesiden. Derfor er interesse og flair for it en fordel.
  • Du kommer til at skrive artikler til Nationalbankens intranet og indlæg på bankens profiler på de sociale medier LinkedIn, Twitter og Facebook.
  • Du bidrager til den interne kommunikation, som dækker bredt fra kommunikation af strategi over planlægning af medarbejderarrangementer til opdatering af intranettet.

Du ansættes til 15 timer ugentligt med mulighed for fleksibel tilrettelæggelse og hensyn til eksamener.

Som studentermedhjælp arbejder du tæt sammen med kolleger med forskellige faglige baggrunde. Derudover bliver du også en del af Nationalbankens studenternetværk, som løbende arrangerer både faglige og sociale arrangementer.

Om os
Du vil blive ansat i afdelingen Sekretariat og Kommunikation, SEKO. Vi er en afdeling på 20 dygtige, engagerede og flinke medarbejdere med forskellige fagligheder, og vi har et tæt sammenhold og en uformel omgangstone. Frem for alt har vi et enormt drive for at gøre vores bedste for banken. Vi er gode til at se på tværs af bankens afdelinger og koordinere fælles indsatser. I SEKO lærer du hele banken at kende, og du er tæt på de vigtige beslutninger.

Danmarks Nationalbank fører fastkurspolitik og bidrager dermed til at sikre stabile priser. Vi er bank for bankerne og sørger for, at bankerne kan overføre penge til hinanden. Vi overvåger og vurderer desuden løbende, om der er stabilitet i den finansielle sektor.

Din profil
For at blive en succes i jobbet skal du være struktureret og ansvarlig. Du har et højt fagligt niveau, og du kaster dig ud i nye opgaver med gåpåmod.  

Du kan se det spændende i at skulle operere i spændingsfeltet mellem kommunikation og samfundsøkonomi. Vi forestiller os, at du er kommunikationsstuderende med interesse for samfundsforhold eller økonomi- eller statskundskabsstuderende med interesse i og flair for kommunikation. Optimalt set har du netop færdiggjort 4. semester.

Alle i afdelingen udviser stor fleksibilitet, hjælpsomhed og engagement i opgaveløsningen, og vi forventer det samme af dig.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Mathies Laursen, chef for faglig kommunikation, tlf. 3363 6434, mail mfl@nationalbanken.dk (ferie i uge 27, 28, 29 og 30). Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR-partner Dorte Kvisgaard, tlf. 3363 6511, mail dkv@nationalbanken.dk (ferie i uge 31, 32 og 33).

Ansøgning
Ansøg med CV og relevante eksamenspapirer hurtigst muligt og senest 1. august 2020. Vi indkalder løbende til samtaler i begyndelsen af august.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Danmarks Nationalbank

Geografi

København

Ansøgningsfrist

01 august 2020

Søg jobbet

Søg jobbet online